Jeg er i fuldt firspring i færd med at færdiggøre min Stalker-phd. Det har kastet cirka 30 nye 'venner' af sig, og jeg har fundet omkring 30 nye personer at følge på en ti dages tid. Det skriver mig ikke ind i historie-bøgerne, men det er sådan set heller ikke meningen.
[ jeg elsker den Follow-knap – den tiltaler virkelig min Stalker-identitet. Iøvrigt anbefaler jeg ALLE at aktivere den. Så kan man stalkes uden at være Friends med sine stalkere ]
Nu er jeg nået til kapitlet om 'Internetforelskelser', og jeg har umådelig megen lyst til at dele alle de vigtigste emneord med dig. Men det er alligevel en kende grænseoverskridende (jep! den er god nok: jeg har dem faktisk) at tagge/mærke en række mennesker, jeg dårligt kender, så jeg har barberet listen ned til tre. Fælles for dem er, at det er mennesker, jeg beundrer for deres gøren, laden og virke og i det hele taget.
Maria Popova: Kender hende (naturligvis) ikke personligt, og hvis jeg nogensinde møder hende, vil jeg nok stå og glane med kæben limet til gulvet - stum som en paraply i tørvejr. Hun er hjertegod og hyperintelligent! Tjek hende ud på Wiki og læs for eksempel, hvordan hun får timerne til at gå, når hun har overstået sin morgen-fitness. Man kan blive helt forpustet bare ved at læse det – så er du advaret!
Didde Elnif: Ja, det er så tredje gang, jeg tagger damen på en uges tid – håber hun tilgiver mig. Jeg vil ikke sige så meget om hende, da der er nogle netværksmæssige problematikker at tage hensyn til. Tjek hendes cv på http://www.linkedin.com/in/elnif – det er altså rimelig funky. Tror ovenikøbet den nye nydelige hat fra King's College London mangler … jeg håber, hun bliver en af dem, der kan/skal redde den danske medieverden fra totalt kollaps.
Mette Moestrup: Digter/forfatter/performer/debattør. Hende har jeg heller aldrig mødt, men vi har dog en fælles bekendt eller to, så kaffeslabberasen er ikke en uopnåelig fantasi. Hun har hjertet i de rette folder og en hjerne, der følger trop. Jeg har været forelsket i Mette Moestrup, siden jeg så hende i Den 11. time hos Mikael Bertelsen (lagde du mærke til, hvor elegant jeg lige fik ham nævnt også?), og den forelskelse er kun blevet mere alvorlig, siden jeg begyndte at stalke hende her på Fb.
Viser opslag med etiketten social media. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten social media. Vis alle opslag
mandag den 3. februar 2014
lørdag den 23. februar 2013
Se så å kom ne' derfra!
Det der med, at Twitter er hovedstaden, og Facebook er provinsen, kan jeg godt følge.
Storcentre har vi mange af herude, og at være på Facebook er nogle gange lidt som at gå rundt i et storcenter.
Man får rigtig meget mærkeligt smidt i hovedet, der lugter mærkeligt, man støder ind i folk, man ikke har set længe og måske helst vil undgå, man har egentlig ikke brug for noget, men kommer alligevel til at købe et eller andet, og det er rigtig, rigtig svært at finde udgangen.
Jeg bor i provinsen og har tidligere udtrykt min begejstring for Fb. Den står jeg ved, selvom jeg i perioder også kan kan blive lidt træt i øjnene af diverse politiske statements, billeder af kæledyr, feriebilleder, location apps med videre. Men jeg vælger jo selv, om jeg vil klikke videre eller ej. Ligesom i storcentret.
Hvad jeg Like'r og ikke. Hvad sponsorsider og lignende angår, så Hide'r jeg dem konsekvent, så snart jeg ser dem. Problem solved - mere eller mindre.
Om Twitter siger jeg: "københavneri!" eller "ka' I så se å kom' ne' derfra!"
Dette er ikke et forsvar for storcentre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i et (Frederiksbergcentret for seks-syv år siden!?), og jeg hader dem fortsat.
Det er heller ikke et angreb på Twitter - jeg kan egentlig godt lide det, men jeg føler virkelig, jeg lige er kommet ind med fire-toget.
mandag den 17. december 2012
we need to talk about Kevin, but ...
Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.
Heldigvis kan man vel sige.
Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.
Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.
Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.
Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.
Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
- So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.
Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.
Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.
Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.
Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?
Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.
Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her
Og lad os så håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.
Heldigvis kan man vel sige.
Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.
Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.
Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.
Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.
Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
- So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.
Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.
Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.
Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.
Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?
Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.
Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her
Og lad os så håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.
søndag den 16. december 2012
lidt paranoid er man vel altid ...
Jeg ved ikke ... når man nu har luftet sine småkritiske tanker om det israelske militær og dets brug af twitter OG har gengivet nogle Hamas-jokes - i det hele taget bruger ordet 'Hamas' flere gange ... hvor bekymret skal man så være, når der pludselig er ganske megen trafik her på bloggen fra Israel?
tirsdag den 11. december 2012
nu er jeg fan
Datteren er på efterskole. Det er godt for hende, selvom jeg jo ser hende alt for lidt. Men chancerne for, at det bliver anderledes, når hun begynder på gymnasiet næste år, er nok ikke så store, så jeg kan ligesågodt vænne mig til det, vel.
I weekenden var jeg atter til Forældredag på Femmøller Efterskole, hvor begge linjer (teater- og musik-) optrådte med deres nyeste forestillinger. Datteren, som går på musik, var meget begejstret for teaterlinjens performanceforestilling "Hide and Seek", der handlede om identitet, mobning, selvværd og i den dur. De indrammede forestillingen med et - har jeg på fornemmelsen - ret kendt nummer af Imogen Heap.
Selvom hun er klassisk uddannet, ligger hun i den poppede ende af musikbarometeret, men med en del skæve indfald - a capella, elektroindie, fine tekster. Det kan man blandt andet se af den ikke-officielle video nedenfor (se på YouTube og Vis mere).
Og så har hun lige haft fødselsdag og er ved at løbe en en ny plade igang, kan man forstå på hendes hjemmeside, der også afslører, at hun er pænt dygtig til at bruge de sociale medier i kontakten til sine fans.
I weekenden var jeg atter til Forældredag på Femmøller Efterskole, hvor begge linjer (teater- og musik-) optrådte med deres nyeste forestillinger. Datteren, som går på musik, var meget begejstret for teaterlinjens performanceforestilling "Hide and Seek", der handlede om identitet, mobning, selvværd og i den dur. De indrammede forestillingen med et - har jeg på fornemmelsen - ret kendt nummer af Imogen Heap.
Selvom hun er klassisk uddannet, ligger hun i den poppede ende af musikbarometeret, men med en del skæve indfald - a capella, elektroindie, fine tekster. Det kan man blandt andet se af den ikke-officielle video nedenfor (se på YouTube og Vis mere).
Og så har hun lige haft fødselsdag og er ved at løbe en en ny plade igang, kan man forstå på hendes hjemmeside, der også afslører, at hun er pænt dygtig til at bruge de sociale medier i kontakten til sine fans.
fredag den 7. december 2012
sikke en dag - og den er ikke slut endnu
Altid herligt at komme hjem til en Facebook venneanmodning - og så fra den dobbelt prisnominerede herself fra gårsdagens indlæg. Jeg er ven nummer 3222.
Og Saxo.com er nu begyndt at følge mig på twitter af uransagelige årsager.
Og jeg er blevet retweetet af Gyldendal:
RT @hanilnam: #fredagsbog Det 3. årtusindes hjerte af Ursula Andkjær Olsen - god fornøjelse!
— Gyldendal (@Gyldendal) December 7, 2012
Og Metallica har overgivet sig til Spotify!
torsdag den 6. december 2012
betænkning
tænk
hvis man kunne abonnere på Josefine Klougart
's fremtid og drømme på YouTube
tænk
hvis kaospiloter faktisk
blev undervist i at navigere
tænk
hvis spøgelser virkelig findes
og de tænker det samme om os
tænk
hvis sårbarheden er en applikation
vi blev påduttet ved fødslen
tænk
hvis drømme aldrig størkner
så hurtigt som de flyder
tænk
hvis der var en alvor i alt
som ikke kunne gøres til et meme
tænk
hvis Gud er et rygte Fanden har skabt
og 42 faktisk er svaret på alt i universet
tænk
hvis
...
mandag den 3. december 2012
app mishap
Det er ikke altid, at Spotify og Facebook taler så godt sammen, har jeg opdaget.
Når jeg lytter til First Aid Kit, hvilket jeg jo gør en del, henvises der til finske Disco Ensemble, som jeg egentlig ikke rigtig kan associere til.
Til gengæld er der en vis poetisk retfærdig i, at Holly Golightly & The Brokeoffs henviser til Truman Capote, da han jo er den glimrende forfatter bag "Breakfast at Tiffany's". Og hvem spiller hovedrolle i den: Audrey Hepburn! Så her er der da tale om en fejl, der kun fører til noget godt.
Jeg undrer mig over, at jeg ikke er stødt på hende her noget før. Hun har arbejdet sammen med Jack White og The Greenhornes. Medlemmer herfra dannede senere The Raconteurs sammen med JW.
Når jeg lytter til First Aid Kit, hvilket jeg jo gør en del, henvises der til finske Disco Ensemble, som jeg egentlig ikke rigtig kan associere til.
Til gengæld er der en vis poetisk retfærdig i, at Holly Golightly & The Brokeoffs henviser til Truman Capote, da han jo er den glimrende forfatter bag "Breakfast at Tiffany's". Og hvem spiller hovedrolle i den: Audrey Hepburn! Så her er der da tale om en fejl, der kun fører til noget godt.
Jeg undrer mig over, at jeg ikke er stødt på hende her noget før. Hun har arbejdet sammen med Jack White og The Greenhornes. Medlemmer herfra dannede senere The Raconteurs sammen med JW.
mandag den 26. november 2012
Ønskeseddel
Kære Julemand
Jeg har forsøgt at finde dig på Facebook, men hvilken af de mange julemændsprofiler, -pages, -groups, og -communities er egentlig din? Det gør mig altså lidt forvirret og også lidt bange, at der er så mange af dem.
Med min barnetro i behold og min fornuft på standby skriver jeg derfor denne ønskeseddel, da jeg tænker: Hvis mine ønsker er oprigtige og kommer fra hjertet, så læser du med over min skulder og vil gøre alt for at opfylde dem. Der er jo bare de magiske tre - indtil videre.
1) Endorfinplastre eller -tyggegummi
Af og til mærker jeg, at jeg ville have virkelig godt af en stor portion endorfiner, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det. Så kunne det være rart med et plaster eller noget tyggegummi til lige at kickstarte systemet.
2) Søgelys (Dual/TwoSpots-udgaven)
Nogle gange vil jeg gerne være i søgelyset, men kan ganske enkelt ikke finde det nogen steder. Andre gange leder jeg efter noget i mig selv, men går rundt i mørket i lang tid uden at finde det.
3) Kussemagnet (manuel)
Nogle gange oplever jeg visse vanskeligheder ved at tiltrække kvinder og måske i endnu højere grad: at fastholde dem. Jeg forestiller mig, det ville være noget lettere, hvis jeg havde sådan en 'kussemagnet'. Det skal ikke være den fuldautomatiske, da jeg gerne selv vil have lidt styr på, hvem der bliver tiltrukket af den.
Jeg har forsøgt at finde dig på Facebook, men hvilken af de mange julemændsprofiler, -pages, -groups, og -communities er egentlig din? Det gør mig altså lidt forvirret og også lidt bange, at der er så mange af dem.
Med min barnetro i behold og min fornuft på standby skriver jeg derfor denne ønskeseddel, da jeg tænker: Hvis mine ønsker er oprigtige og kommer fra hjertet, så læser du med over min skulder og vil gøre alt for at opfylde dem. Der er jo bare de magiske tre - indtil videre.
1) Endorfinplastre eller -tyggegummi
Af og til mærker jeg, at jeg ville have virkelig godt af en stor portion endorfiner, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det. Så kunne det være rart med et plaster eller noget tyggegummi til lige at kickstarte systemet.
2) Søgelys (Dual/TwoSpots-udgaven)
Nogle gange vil jeg gerne være i søgelyset, men kan ganske enkelt ikke finde det nogen steder. Andre gange leder jeg efter noget i mig selv, men går rundt i mørket i lang tid uden at finde det.
3) Kussemagnet (manuel)
Nogle gange oplever jeg visse vanskeligheder ved at tiltrække kvinder og måske i endnu højere grad: at fastholde dem. Jeg forestiller mig, det ville være noget lettere, hvis jeg havde sådan en 'kussemagnet'. Det skal ikke være den fuldautomatiske, da jeg gerne selv vil have lidt styr på, hvem der bliver tiltrukket af den.
torsdag den 15. november 2012
Konsekvensanalyser?
Som nummer 3 og 4, dags dato kl. 10.14 dansk tid (efter #WhatMakesMeSmile og #NationalBumSmackingDay[!?]): to tags om begivenhederne i Mellemøsten.
Tidligere på dagen bemærkede jeg #HamasBumperStickers i Top Ti, hvor folk kommer med mestendels morbide forslag til, hvad der kunne stå på sådan en - for eksempel: "My kid can blow up your kid" eller "I'm dying to get laid" eller "My other car is a bomb".
Det er en skør, skør verden - eller hvad?
En ting er sikkert. Dokumentering af begivenheder foregår på mange flere niveauer og med et helt andet tempo i dag end for få år siden. Spørgsmålet er om vores evne til at kapere, sortere og analysere informationerne kan følge med.
Det ene øjeblik falden-på-halen komiske indslag - det næste et billede af en dræbt oprørsleder/terrorist. Hvor vildt er det lige, at Israels militær bruger deres twitterprofil(er) til at nærmest live-sende deres angreb? Kombineret med Instagram og videofeeds er det jo en propagandamaskine uden sidestykke, men samtidig også en fed langefinger lige i synet på deres modstandere og kritikere.
We recommend that no Hamas operatives, whether low level or senior leaders, show their faces above ground in the days ahead.Hvordan kan man forudsige konsekvenserne af det i de flygtige mediers tidsalder?
— IDF (@IDFSpokesperson) November 14, 2012
Heldigvis er der også gode ting at hente på den konto for eksempel:
Liveblog fra The Guardian
og om de omdiskuterede droneangeb (overskriften er surrealistisk, men budskabet er godt - tror jeg):
Droneangreb på Instagram
tirsdag den 30. oktober 2012
Compulsive Online Disorder
Jeg er lidt i tvivl, hvorvidt titlen - COD - er grammatisk korrekt eller giver nogen dybere mening, men den beskriver meget godt den lidelse, den kompulsive opførsel, jeg af og til demonstrerer i min online tilværelse. Samtidig får "cod" mig til at tænke på Ernest Hemingway, og derfor kan jeg trække noget semi-intellektuelt nedover indlægget, selvom associationen i sig selv naturligvis er helt ude af trit med noget som helst.
Ethvert kommentarfelt virker sært tillokkende på mig; enhver mulighed for at dele, poste og videresende gør mig overstadig grænsende til enerverende. Når jeg bevæger mig rundt på facebook især, på diverse blogs til dels og en smule på twitter, har jeg det som et barn i en slikbutik efter lukketid. Jeg skal bare helst smage på, røre ved og rode rundt i det hele, og jeg kan gøre det - tror jeg - i ly af den delvise anonymitet, min profil giver mig.
Samtidig har jeg bemærket en vis alsidighed/tvetydighed i min attitude på de forskellige platforme.
Ethvert kommentarfelt virker sært tillokkende på mig; enhver mulighed for at dele, poste og videresende gør mig overstadig grænsende til enerverende. Når jeg bevæger mig rundt på facebook især, på diverse blogs til dels og en smule på twitter, har jeg det som et barn i en slikbutik efter lukketid. Jeg skal bare helst smage på, røre ved og rode rundt i det hele, og jeg kan gøre det - tror jeg - i ly af den delvise anonymitet, min profil giver mig.
Samtidig har jeg bemærket en vis alsidighed/tvetydighed i min attitude på de forskellige platforme.
- på facebook er jeg nærmest allestedsnærværende (YouTube, goodreads, Spotify), sjov fætter, spydig, harcelerende, og på samme tid ret ukritisk anbefalende; irriterende. Umiddelbar er måske et godt ord
- på twitter - som jeg bruger meget lidt, men som jeg måske er ved at få øjnene op for langt om længe - forsøger jeg at være... sådan lidt dyb og underfundig (bedrevidende)
- på denne blog (nu, efter lang tids pause): personligt kværulerende om alt, jeg lige går og tænker på. Altså mig, mig, mig. Og skriveværksted.
- på min anden blog (nu, efter lang tids pause): charmeret og helst charmerende anbefaler/anmelder samt skribent. Altså skriveværksted.
- på andre blogs: roser, deler, like'r. Lidt mere mådeholden med comments - heldigvis
Hvad leder dette indlæg så hen mod? Ikke så meget egentlig. Blot en undren - og en Top Skrækkelig over udbrud jeg er kommet med på fb og twitter. Sidste udbrud på listen minder mig om, at jeg også efterlyser en kur mod online forelskelser - for eksempel den her:
- Go'Aften TV: Altså, "orkanens øje" betyder stadig midten af orkanen, hvor der efter sigende er nærmest vindstille, ikke!? Og var det fuldstændig uinteressant at fortælle, hvem gutten, der sad og lignede Martin de Thurah helt vildt, ved siden af Bjarke Ingels var?
- Leo Messi er født 1987-2406. Tværsum: 25-12. Han er 25 år nu. Tværsum en gang til: 7-3. Han scorede 73 gange i 2011-12. 7x3=21. I går lavede han sit 21. hattrick ☼
- er ret spændt på at se de næste albumcovers fra hhv. Melody Gardot og Diana Krall...
- Måske og temmelig sikkert den bedste tv-serie ever! - altså så længe nogen nogensinde kan huske... ærligt talt: Kom med et bedre bud! (link til Gilmore Girls)
- "X-Rem høj og urolig EPO" - Margueritruten revisited
#bøgerminusetbogstav - Overmod: har lige hjemtaget Brahms: Variations
#LangLang#iTunesFestival#Variationsonathemeofwtf? - Hvad er forskellen på en Contador? - Frank kan hverken Andy
#TourdeFrance - This is the end, my beautiful friend, the end
#JimMorrison#HarryPotter - The leaves...before they died had trees to hang their hope
#BandOfHorses - zooey deschanel
@ZooeyDeschanel I like watching tv, but I also like looking out the window. It's kind of like old school tv
mandag den 22. oktober 2012
Antiapp much?
Jeg er efterhånden blevet facebooktionista, hvilket jeg ikke er stolt af, men på den anden side heller ikke skammer mig over. Jeg er så vidt muligt også politisk korrekt og kan af og til genkendes som en af dem, der står pænt og venter på grønt lys midt om natten i en Århus-forstad eller en formiddag i Randers.
Men noget, der pisser af mig af for tiden, er alle muliges og umuliges mere eller mindre velbegrundede argumenter for at hade diverse apps på fb. Jeg bruger ikke selv vanvittigt mange af dem: Spotify og Goodreads mestendels.
Ja, det kan være pænt irriterende at stalke-listen bliver plastret til med app-dates, men samtidig også en god mulighed for at blive inspireret og åh min Gud: få udvidet sin horisont. Hvis ikke man gider dem, kan man slå skidtet fra i App-Center, så man ikke behøver tage stilling til den slags.
Ligesom jeg naturligvis heller ikke behøver at tage stilling til, hvad andre gengiver af firstmoveres og trendsætteres holdninger til oldgamle og besværlige applikationer.
Men noget, der pisser af mig af for tiden, er alle muliges og umuliges mere eller mindre velbegrundede argumenter for at hade diverse apps på fb. Jeg bruger ikke selv vanvittigt mange af dem: Spotify og Goodreads mestendels.
Ja, det kan være pænt irriterende at stalke-listen bliver plastret til med app-dates, men samtidig også en god mulighed for at blive inspireret og åh min Gud: få udvidet sin horisont. Hvis ikke man gider dem, kan man slå skidtet fra i App-Center, så man ikke behøver tage stilling til den slags.
Ligesom jeg naturligvis heller ikke behøver at tage stilling til, hvad andre gengiver af firstmoveres og trendsætteres holdninger til oldgamle og besværlige applikationer.
torsdag den 30. juni 2011
Artister på sociale multimediale platforme
Multikunstnere med megatalent i de sociale mediers tid → multimegamisundelig. Sådan kan jeg godt blive, når jeg læser, at en hypet skuespiller som James Franco, der naturligvis også er instruktør og en masse andet, lige har lavet en ny musikvideo – fordi han kan.
Jared Leto, der er en meget kompetent skuespiller, har hærget hitlisterne med bandet 30 Seconds to Mars. Det er lækker rock, der måske ikke lige lander i min indkøbskurv, men fyren skriver minsandten også musik og tekster selv – respekt.
David Lynch, en af de gode gamle, har for længe siden vist sig som en mand med mange talenter: film, bøger, kunst, musik med mere. Jeg nægter at tro, at han selv sørger for at tweete og lægge videoer på youtube – det har han sikkert folk til. Men de nye sociale medier – blandt andet – sørger for, at både hans smalle kunst som videoinstallationer i Lafayette, Paris, og hans medvirken på Danger Mouse & Sparklehorse pladen bliver kendt af et verdensomspændende publikum. Hans stjerne bliver ved med at skinne, og hans talenter bliver opdaget af nye generationer derude, selvom han ikke længere laver sine smukke nyskabende spillefilm.
Björk, der i min bog er den mest nyskabende musiker i sin tid, fortsætter med at imponere med sin "Biophilia", der er i butikkerne til september(?) - singlen "Crystalline" er i butikkerne i dag. Albummet bliver en blanding af lyd, billeder, video, spil, app and you name it.
Op til lanceringen har hun gjort sig til på sin nye html 5 webside, der er imponerende lækker, og diverse videoklip og lydbidder har faret rundt i cyberspace længe (er det bare mig eller lyder ordet cyberspace "gammeldags"?)
Her bag min skærm, der stadig er mest facebookblå, lader jeg mig flere gange om dagen helt frivilligt og ganske gerne imponere af skønne Zooey Deschanel: skuespiller, sanger, entreprenuer, blogger. Kendthedsfaktoren er der selvfølgelig i forvejen, men hun er dog endnu ikke superceleb – altså hun er ikke én, man ser mange paparazzifotos af eller læser om jævnligt i de kulørte. Måske celebrity-fænomenet i de (intelligente) sociale mediers tid er ved at uddø? Man har lov at håbe...
Hun er jo som nævnt, og som det vides ikke den eneste, der kan mere en én ting af gangen, men det imponerende er i hvor høj grad, hun formår at bruge de sociale medier til at udbrede kendskabet til alle de projekter, hun er med i.
Blandt andet er hun virkelig god til at få det det til at se ud, som om hun selv sidder og forfatter sine tweets, sin status på diverse Facebook-sider og sine indlæg på bloggen (indlæggene på HelloGiggles er vist gode nok). De er søde, sjove og personlige, og lur mig, om ikke en fan eller to derude lader sig narre af den venindevenlige stil.
I går bekendtgjorde hun for eksempel, at hun nu lige ville bruge nogle timers quality-time på Facebook (”nursing” kunne man kalde det), hvorefter opdateringerne gled ned over Nyheds-feedet i en lind strøm.
Uanset hvad er det jo god og gratis marketing; optimal udnyttelse af de sociale mediers evne til at udbrede kendskabet om dit og dat – her og nu. Ved at være flittig ved tasterne sørger hun for, at følgere af musikgruppen She and Him bliver gjort opmærksomme på hendes lille business i HelloGiggles - og vice versa.
Så jeg går lige i fælden med lukkede øjne ved at henvise til hendes forskellige projekter. Dels fordi jeg er fan, men også fordi jeg rent faktisk mener, at hun har fat i den lange ende flere steder og i det hele taget er et lysende eksempel på, hvad en kunstner kan bruge de sociale medier til. Tjek det ud:
Abonner på:
Opslag (Atom)