12 Years a Slave

Steve McQueen virker til at være en instruktør, mange elsker at hade, uden at jeg helt kan sige hvorfor. Selv har jeg (vist) kun set 'Shame' fra hans hånd, og den er altså ganske fremragende.

Store præstationer af Carey Mulligan ('Drive' blandt meget andet) og ja: Michael Fassbender, der er en af de mest brugte mandlige skuespillere lige nu. Det er der ikke så meget at sige til, for han er bestemt også en af de dygtigste og mest alsidige - lidt a la Christian Bale

Der er trods alt et stykke vej fra Magneto i de nye 'X-men' til Brandon i 'Shame' - eller for den sags skyld Connor i 'Fish Tank'.

Musikken lyder som H. Zimmer, men det er ikke tilfældet. Det er Harry Escott

Fassbender spiller også en afgørende rolle i 12 Years a Slave, og han gør det storartet. For mig at se leverer han den største præstation; måske på deling med Lupita Nyong'o i rollen som Patsey, der går så grueligt meget igennem for så at blive efterladt til sin egen skæbne til slut.

For en American Horror Story fan (ja, du hørte rigtigt!) var det ligeledes en fornøjelse at se Sarah Paulson som Mistress Epps, en rolle så gemen og southern, at den kunne være skåret direkte ud af netop AHS.

I det hele taget - uden at have teoretisk belæg for det - virker både sprog og kulisser til at være ret autentiske. I en mindre rolle ser vi Paul Dano, der er et kæmpetalent ('There Will Be Blood' for eksempel), som ypperlig sydstats-SoB.

Filmen svømmer i det hele taget over af dygtige skuespillere, og det er lige før, det tager overhånd. Således medvirker Brad Pitt i en rolle så lille, at det nærmest er en cameo (han er producer på filmen). Og det virker på en måde forstyrrende - at han er med i en birolle med blot fem-seks replikker.

Hovedrollen spilles af Chivetel Eijofor, og ham bliver nok jeg aldrig begejstret for. Det er naturligvis helt personligt, men jeg ville så klart have foretrukket for eksempel Djimon Hounsou fra 'Amistad' og 'Blood Diamond' - og ja: 'In America'.

Lydsiden er helt fantastisk. Hans Zimmer står for soundtracket med vanlig dygtig rutine (flere temaer fra tidligere værker høres tydeligt (som så ofte før, men hallo: han har også skrevet pænt meget filmmusik efterhånden) - men varieret naturligvis).

Det mest imponerende er dog næsten, hvordan lyd- og billedklipning flere steder spiller eminent godt sammen eller rettere: op mod hinanden.

I flere af overgangs-/transportscenerne fortsætter lydsporet fra den ene scene over i den næste, hvilket giver en markant mærkværdig og ildevarslende stemning i de følgende klip/scener.

Et af de bedste eksempler:
da den nye Master (Paul Dano) beder de nyankomne slaver om at klappe i takt, hvorefter han giver sig til at synge en sang, der under omstændighederne er dybt nedværdigende, men rent faktisk var en 'nigger'-sang: Skynd dig væk i en hulens fart!

Samlet set er filmen 20-30 minutter for lang. Steve McQueen kan godt lide at dvæle ved scenerne og give skuespillerne megen spilletid uden replikker. Det er også fint nok, hvis det tilføjer filmen noget; det var jeg i tvivl om flere gange.

Men det er er en virkelig barsk og til hjerteskærende affære og flere af skuespillerne gør det som nævnt umådeligt godt.

Så 5 af 6 herfra. Og en Oscar eller to :)

Den store Gatsby - nu som film

Når man nu lige har læst bogen, er det jo nærliggende også at se den nye filmatisering, der er begået af ingen ringere end Baz Luhrman (Strictly Ballroom, Romeo & Juliet, Moulin Rouge og nåja - Australia). Og endnu mere nærliggende, når man nu har fået både bog og billetter af Gyldendal Marketing - tak for det.

Som altid med Baz Luhrman er der tale om et visuelt overflødighedshorn, og nogle gange går det næsten for hurtigt på trods af filmens mere end to timer. Lydsiden er som altid om ikke genial - så i al fald spændende.

Lana del Rey er den perfekte stemme til at begræde en kærlighedsaffære, der aldrig var bestemt til at få en lykkelig udgang. Så er det også ret sjovt med de forskellige udgaver af Beyoncés "Crazy in Love" - blandt andet en på kirkeorgel (for sådan et er der naturligvis i filmen, selvom Fitzgerald vist begrænsede sig til et flygel i bogen).

Der er flere uforglemmelige scener i filmen: første gang vi ser Daisy og første gang, vi bliver præsenteret for Gatsby, men der er også scener, der halter en del. Særligt scenerne, hvor Gatsby/Leonardo DiCaprio og Carraway/Tobey Maguire er alene, for sidstnævnte kan ganske enkelt ikke leve op til det format, førstnævnte har.

Det er nu heller ikke Leonardos største rolle, men han er vel ved at være så stor en karakterskuespiller, at han kan klare en hel del på rutinen og stadig spille de fleste af sættet. Heldigvis er Carey Mulligan (også aktuel i Coen-brødrenes nye hit "Inside Llewyn Davis") en gudsbenådet skuespiller, og leverer en Daisy, der rammer plet.

Og trods alle forbehold: meget seværdig og smukt lavet film (som giver mig lyst til at se 1974-udgaven igen).

2012 genudsendt (film)

Det har været et stort filmår, synes jeg, med mange prequels, sequels, Bond og Hobbit og jeg skal give dig. Det er der skrevet usædvanligt meget om, så hvorfor gentage selvfølgelighederne? Jeg er heller ikke en særlig flittig biografgænger, så rent faktisk bevæger jeg mig på et område, hvor min troværdighed - om nogen - er meget lille.

Her er alligevel en lille topliste over film, jeg fik set i 2012:

1. We need to talk about Kevin
En af de bedste og samtidig grummeste film, jeg nogensinde har set. Formidabelt skuespil, ikke-kronologisk, smukke billeder. En af den slags film, man aldrig aldrig glemmer (kliché, men det er jo nytår) - som for eksempel også 'Antichrist' af Lars von Trier.
Man har nok ikke så meget lyst til snolder og sukkervand, som til at banke hovedet ind i væggen eller bide læberne/tungen til blods.
Tags: Ond dreng, mærkelig mor, bueskydning, tomater

2. Moonrise Kingdom
Virkelig sjov, skæv, og rørende urealistisk film om ung kærlighed. Feelgood, men ikke på Hollywoodmåden - hvilket er et stort plus i min bog. Formidabel lydside også. Stjernecast og crew.
Tags: Spejderliv, pigeliv, underliv, detektiv
BONUS: Bruce Willis er med.

3. Martha Marcy May Marlene
Lidt skæv film om en lidt mærkelig pige, der er på flugt fra en sekt. Ikke-kronologisk, godt skuespil, godt klippet, fine billeder. Skal helt klart ses igen.
Tags: fanatisme, hjernevask, søster lagkage
BONUS: Hovedrollen spilles af Olsen-tvillingernes lillesøster, der faktisk KAN spille skuespil - hvor sjovt er det lige?!

4. Take Shelter
Apropos hele 21.12.2012 hysteriet - en lille psykologisk perle om en mand, der begynder at se tegn på, at noget forfærdeligt snart vil ske. Derfor bruger han al sin energi og en del penge på at bygge en bunker i baghaven, hvilket familie og omgivelser har lidt svært ved at rumme.
Tags: dommedag men ikke nu, psykose, only in america
BONUS: Jessica Chastain er med.

5. Shame
Udadtil mand med succes, indadtil usikker og famlende - desillusioneret. Han er alvorligt sex-afhængighed og kan ikke (længere) skjule det for sine omgivelser. Smukt filmet, god lydside (ja, altså ikke på den måde, vel!?), lidt for langtrukken, måske. Til gengæld er der:
2XBONUS: Michael Fassbender og Carey Mulligan.

honorable mentions: Prometheus, Chronicle, J. Edgar, The Iron Lady

Well, jeg dropper den med "Det bedste fra 2012 (litteratur)", kære publikum - for jeg har faktisk ikke læst så meget det sidste år, og en evt. status over den slags ville alligevel gøre sig bedre på min anden blog. I det hele taget blev denne blogs "nytårsraket" nok lidt af en fuser, nu når jeg tænker over det, man hvad pokker - no harm done.

There can be only one

Jeg kan næsten ikke få armene ned, når jeg kommer til at tænke på Björk eller lytter til hendes musik. Hendes video til nummeret "Mutual Core" fra hendes seneste album "Biophilia" har ramt YouTube ved en verdenspremiere i dag på MOCATV, som er kanal for The Museum of Contemporary Art i Los Angeles.

Det er en fantastisk video til et fantastisk nummer fra en fantastisk plade. Når man så betænker alt det, der er sat igang i forbindelse med albummets udgivelse for et års tid siden:

• html5-hjemmeside
• et hav af apps
• et undervisningsprogram til skolebørn med udgangspunkt i tekstuniverset og hele filosofien bag "Biophilia" (hvilket blandt andet omhandler sustainability og en slags "we are one")
• "tværfagligt" samarbejde med et væld af musikere, billedkunstnere, programmører - you name it

Alene hendes brug af instrumenter er unheard of. Nogle af de første bidder, der slap ud (nøje tilrettelagt naturligvis) inden udgivelsen af "Biophilia", viste, hvordan hun og hendes kumpaner havde smadret en celesta og derefter bedt en iPad om at slå på strengene med xylofon-stave. Denne lille video viser en flig af hendes måde at tænke tidssvarende instrumentering på:

Jeg har i nogle år tænkt, at hun ramte sit kunstneriske loft med sin rolle som Selma i sit samarbejde/modarbejde med Lars von Trier i "Dancer in the Dark", men med Biophilia har hun endnu en gang rykket grænserne for sin kunstneriske formåen. Så når jeg tænker på/lytter til hende, er det med en underlig association til "Highlander"-filmene; det må have noget at gøre med vildskab, rå natur og udødelighed: "There can be only one!"

La Vie en Rose

12. november 2012:
Hun er ganske enkelt fantastisk: http://www.medici.tv/#!/jeanne-d-arc-au-bucher-honegger-obc-barcelona-marion-cotillard

27. oktober 2012:
[... synes det er pænt spøjst eller i det mindste lidt af et tilfælde, at Marion Cotillard spiller fremragende i både "Spurven (La Vie en Rose)" og "Inception", og at the dream team i sidstnævnte kan finde tilbage til virkeligheden, når de hører afslutningsmelodien i førstnævnte. Noget som Edith Piaf måske kæmpede med in real life, og Cobb gør det i Christopher Nolans film.]

Christina A & Christian B

Enhver skrigeskinke med respekt for sig selv og sit publikum bør jo på et eller andet tidspunkt i karrieren forsøge sig med det store lærred – helst i en film med musik og dans.

Indrømmet – jeg er typen, der relativt let lader sig charmere af blondiner med store lunger (altså stor stemmekraft, ikke?), og jeg har på et tidspunkt været svært begejstret for hendes album "Stripped"; ja, og hendes look på det tidspunkt, så jeg overrasker ingen ved at påstå, at Christina Aguilera godt kan spille skuespil.

Men jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at hendes tøjbudget tilsyneladende er blevet mindre i takt med, at brysterne er blevet større (det er måske selvmodsigende, når jeg nu roser "Stripped", men der er rent faktisk nogle rigtig gode numre på den plade).

Filmen "Burlesque" (titlen retfærdiggør de små kostumer i dette tilfælde) er ikke særligt seværdig, med mindre man er voldsomt fan af både Christina Aguilera og Cher, der måske holder sig godt, men som burde have holdt med at synge for længst efter min mening. Den bedste og måske eneste rigtig gode præstation leverer Stanley Tucci, som jeg også for nyligt har set som vældigt underholdende i ungdomsfilmen (hedder det sådan nutildags?!) "Easy A" og tidligere "Julie & Julia".

Musikken i filmen svinger fra det festligt gode til det jævnt dårlige: det er, når Cher skal bære vokalen (og scenen), og når Christina A får lov til at give den mere som sig selv end som sin karakter. Her er et af de bedre:

Aronofskys "The Wrestler" har jeg simpelthen opgivet, og i stedet kastede jeg mig over "The Fighter" senere på natten. Lidt overrasket, men ikke chokeret, blev jeg over, at Darren A er krediteret som executive producer. Stilen er da også lidt den samme: dokumentarisk socialrealistisk, delvist håndholdt – based on a true story.

Hold nu lige op, det er en fantastisk og fantastisk velspillet film. Mark Wahlberg, der jo længe har vist sig som en habil skuespiller, som bokseren Micky Ward overfor Christian Bale, der spiller halvbror Dicky Eklund, ex-bokser. Og ikke at forglemme: den altid skønne Amy Adams (Enchanted, Doubt, Julie & Julia) i rollen som Mickys kæreste Charlene, for hvilken hun blandt andet blev Oscar-nomineret og vandt en BAFTA.

Christian Bales præstation som crack-hovedet Dicky Eklund er eminent og næsten på niveau med hans rolle i "The Machinist". Hvor er vi dog mange, der er glade for, at han har rollen som den mørke ridder i Christopher Nolans række af fremragende Batman-film, selvom hans evner slet ikke bliver udfoldet på samme måde der. Rollen her har givet ham et hav af nomineringer, hvoraf han har vundet de fleste.

Brødrenes mor og deres halve dusin søstre er indbegrebet af white trash, og moren oveni købet af den dominerende kæderygende slags, der samtidig er selvbestaltet forvalter af Mickys karriere. Det er meningen, at Dicky skal træne Micky, men det er svært at huske klokken, når man er sammen med sine crack-venner og sin cambodjanske kæreste.

Der er en ret øm scene, hvor Dicky forsøger at "flygte" fra åstedet ved at springe ud af et vindue og ned i en baggårdscontainer. Men white trash mor har forudset dette og kan jo kun se bebrejdende på ham, da han kravler op fra dyngen af sorte affaldssække. Lidt snøftende går hun tilbage til sin bil med sin ældste luskende efter sig som en herreløs hund. I bilen begynder Dicky at synge(!) for hende, hvilket tydeligvis rører ved noget ømt, og de kører fra crack-bulen genforenet i skønsang.

Der er ikke mange feel good øjeblikke i filmen, men heldigvis vil jeg sige – ét til sidst. Ellers havde det godt nok været en nederen film. Happy ending – aahhh. Og så alligevel – hmm!? Se den.

Christian Bale og Melissa Leo (mor) fik både Oscar og Golden Globe, og filmen var derudover Oscar-nomineret i fem andre kategorier herunder Bedste Film og Bedste Instruktør.

Artister på sociale multimediale platforme

Multikunstnere med megatalent i de sociale mediers tid → multimegamisundelig. Sådan kan jeg godt blive, når jeg læser, at en hypet skuespiller som James Franco, der naturligvis også er instruktør og en masse andet, lige har lavet en ny musikvideo – fordi han kan.

Jared Leto, der er en meget kompetent skuespiller, har hærget hitlisterne med bandet 30 Seconds to Mars. Det er lækker rock, der måske ikke lige lander i min indkøbskurv, men fyren skriver minsandten også musik og tekster selv – respekt.

David Lynch, en af de gode gamle, har for længe siden vist sig som en mand med mange talenter: film, bøger, kunst, musik med mere. Jeg nægter at tro, at han selv sørger for at tweete og lægge videoer på youtube – det har han sikkert folk til. Men de nye sociale medier – blandt andet – sørger for, at både hans smalle kunst som videoinstallationer i Lafayette, Paris, og hans medvirken på Danger Mouse & Sparklehorse pladen bliver kendt af et verdensomspændende publikum. Hans stjerne bliver ved med at skinne, og hans talenter bliver opdaget af nye generationer derude, selvom han ikke længere laver sine smukke nyskabende spillefilm.

Björk, der i min bog er den mest nyskabende musiker i sin tid, fortsætter med at imponere med sin "Biophilia", der er i butikkerne til september(?) - singlen "Crystalline" er i butikkerne i dag. Albummet bliver en blanding af lyd, billeder, video, spil, app and you name it.

Op til lanceringen har hun gjort sig til på sin nye html 5 webside, der er imponerende lækker, og diverse videoklip og lydbidder har faret rundt i cyberspace længe (er det bare mig eller lyder ordet cyberspace "gammeldags"?)

Her bag min skærm, der stadig er mest facebookblå, lader jeg mig flere gange om dagen helt frivilligt og ganske gerne imponere af skønne Zooey Deschanel: skuespiller, sanger, entreprenuer, blogger. Kendthedsfaktoren er der selvfølgelig i forvejen, men hun er dog endnu ikke superceleb – altså hun er ikke én, man ser mange paparazzifotos af eller læser om jævnligt i de kulørte. Måske celebrity-fænomenet i de (intelligente) sociale mediers tid er ved at uddø? Man har lov at håbe...

Hun er jo som nævnt, og som det vides ikke den eneste, der kan mere en én ting af gangen, men det imponerende er i hvor høj grad, hun formår at bruge de sociale medier til at udbrede kendskabet til alle de projekter, hun er med i.

Blandt andet er hun virkelig god til at få det det til at se ud, som om hun selv sidder og forfatter sine tweets, sin status på diverse Facebook-sider og sine indlæg på bloggen (indlæggene på HelloGiggles er vist gode nok). De er søde, sjove og personlige, og lur mig, om ikke en fan eller to derude lader sig narre af den venindevenlige stil.

I går bekendtgjorde hun for eksempel, at hun nu lige ville bruge nogle timers quality-time på Facebook (”nursing” kunne man kalde det), hvorefter opdateringerne gled ned over Nyheds-feedet i en lind strøm.

Uanset hvad er det jo god og gratis marketing; optimal udnyttelse af de sociale mediers evne til at udbrede kendskabet om dit og dat – her og nu. Ved at være flittig ved tasterne sørger hun for, at følgere af musikgruppen She and Him bliver gjort opmærksomme på hendes lille business i HelloGiggles - og vice versa.

Så jeg går lige i fælden med lukkede øjne ved at henvise til hendes forskellige projekter. Dels fordi jeg er fan, men også fordi jeg rent faktisk mener, at hun har fat i den lange ende flere steder og i det hele taget er et lysende eksempel på, hvad en kunstner kan bruge de sociale medier til. Tjek det ud:

http://www.facebook.com/pages/Zooey-Deschanel/175644685809528

http://www.facebook.com/sheandhim

http://www.facebook.com/hellogiggles

http://www.facebook.com/ZooeyTheNewGirl

http://twitter.com/#!/therealzooeyd

God damn Darren...

Film/tv-roller har det med at forfølge en skuespiller som et kors i værste fald eller en glorie i bedste fald. Tobey Maguire? Elijah Wood? Daniel Radcliffe? Ove Sprogøe?

Nogle klarer sig selvfølgelig nogenlunde ud af tidligere rollers belastende eller befordrende skygger. For eksempel Natalie Portman, der hos mig altid vil være husket for sin rolle i "Leon", men for andre måske er mest kendt som mor til Darth Wader.

I ”Black Swan” gør hun det godt som en noget psykisk udfordret ballerina, der skal balancere mellem det gode og det onde, mellem det frigide og det lidenskabelige, og mellem personlighederne i sit tiltagende skizofrene verdensbillede.

Ind træder Vincent Cassel som balletmesteren (katalysatoren, the puppeteer), og så går min referenceramme desværre helt i selvsving. For mig vil han for immer and always være manden, der forståeligt nok går over gevind i ”Irreversible”, da hans gravide kæreste (Monica Belluci) er blevet voldtaget og banket halvt til døde.

Puha, det er en grum film, og jeg fortryder på sin vis at have set den, men det er godt nok modigt skuespil.

Monica Bellucci, der udover at være en af verdens smukkeste kvinder måske mest er kendt for sin rolle The Matrix II og III, gør det også udmærket i "Malèna", hvor hun, så vidt jeg husker, bliver klippet næsten skaldet og må løbe spidsrod hen mod slutningen. Tjekker man hendes rolleliste, er der sikkert en del knapt så kommercielle perler iblandt, og hun har da også optrådt sammen med Vincent Cassel nogle gange.

Well, ”Black Swan” er jo blevet pænt modtaget, og det er da bestemt en film, man godt kan se mere end én gang. Darren Aronofsky bliver rigtig stor, tror jeg, men ”Requiem for a Dream” (der er omtalt nedenfor) er stadig min favorit. Det er i øvrigt samme fotograf og samme komponist på de to film.

Nu må jeg heller tage mig sammen og se ”The Wrestler” færdig – men det er altså lidt af en udfordring at se på Mickey Rourke i knap to timer.

Requiem for a Dream

søndag 5. juni, 2011

Ret tilfældigt nemlig via Sofies "Hits 2010" nodebog (Sofie er min 14årige datter) opdager jeg, at Jared Leto nu gør sig i bandet 30 Seconds To Mars. Han er jo en vældig dygtig skuespiller - ikke mindst i Darren "Black Swan" Aronofskys film fra 2000, da han spiller overfor altid skønne Jennifer Connelly.

Soundtracket til Requiem for a Dream er komponeret af Clint Mansell og bliver udført af Kronos Quartet(!).

wikipedia: [The soundtrack has been widely praised, and in particular the track "Lux Aeterna" (which itself is much used in the film) has subsequently been used in various forms of media. The theme was reorchestrated for The Lord of the Rings: The Two Towers trailer[2] and is known by the name "Requiem for a Tower". The theme has been featured in trailers for other films, including Babylon A.D.,[3] The Da Vinci Code,[4] I Am Legend,[5] Sunshine,[6] and Valley of Flowers.[7] It also appeared in the video game Assassin's Creed , and in numerous TV spots and adverts, and at sporting events. Use of the theme has extended to the point where it is interchangeable with the name "Requiem for a Dream."]

Forsøgte at overtale Sofie til at se Black Swan (DVD-rip) sammen med mig, men den fik jeg ikke solgt godt nok: "Øh...den handler om...om...nogle piger, der eeehh...skal opføre en ballet og så sker der noget..."

Lars i skindpelsen

fredag 20. maj, 2011


Det er længe siden, den ellers så fine avis Politiken er gået så meget i selvsving. Fuld fokus på Cannes med hele 17 direkte Lars-links (19. maj, 23.33). Sidste artikelblok af tilsvarende størrelse var vist om jordskælvet i Fukushima.

Manden tumler lige nu hjemad i sin autocamper ifølge TV2's Ole Kolster. Høj på lykkepiller og med lidt fortrydelse måske, men sikkert også et lille smil på læben over endnu en gang at have skabt røre i den andedam, hvor han blev født som svane, men ellers oftest opfører sig som en grim ælling. Og ikke et ord om Bjørk i den forbindelse!

Kirsten Dunst kan derimod glæde sig over de bedste anmeldelser til dato, men skal man stole på hendes attitude ved det fatale pressemøde, har Trier set ryggen af hende for sidste gang. Selv synes jeg, det er lidt skægt, at hun faktisk ligner en "type cast" til en Riefenstahl-film.

Man skal passe på med nazisme og dens modsætning zionisme, Lars. Det var der en fin dokumentar på DR for noget tid siden, der slog udmærket fast. I samme boldgade, men med et lidt andet fortegn, er der en specialestuderende, der har gjort sig meget lidt populær ved at kalde Nomas madpolitik for fascistisk. Interessant - for hun har faktisk nogle pointer. Hun er nævnt i http://blog.politiken.dk/madsen/2011/05/19/at-spille-nazi-kortet/

Det er også interessant - eller skræmmende - at en dårlig joke af en mand, der med Jørgen Leths ord er "i topform" (jeg er helt enig), kan ryste den politiske korrekthed på en dag, hvor Pind og Co. praler med at gå lige til grænsen af menneskerettighederne og gerne løber en "procesrisiko" ved domstolene - samt udlover dusører til de kommuner, der får udlændinge til at forlade landet. Men her kræves ingen undskyldninger...