Rock'n'Roll?

Det har da godt nok været en trist uge rent nyhedsmæssigt. Begyndende med en 13årig, der går med kniv ("Man skal ikke lade sine børn vokse op i Sønderjylland" - Erling Jepsen. Hvad sker der lige i den region - helt ærligt?) Kulminerende med tragedien i Norge, der er så ufattelig, at jeg slet ikke kan forholde mig til den.

Så jeg vil hælde lidt vand ud af ørerne over Amy Winehouses død. Her er trods alt kun tale om én person, og man kan argumentere for, at hun selv har en vis andel i sin alt for tidlige departure. Men sig mig lige? Hvad med de mennesker, der har været omkring hende personligt og musikalsk? Venner, pladeselskab, agenter, musikere - fans?

Jo jo, det er sex, drugs and rock'n'roll, og så sent som i onsdags stod hun på scenen (20. juli 2011 - klik på eget ansvar) sammen med Dionne Bromfield i London og lignede noget der var løgn. Det var dog ikke helt så slemt som den efterhånden famøse Beograd-koncert (18. juni 2011 - klik på eget ansvar), hvor hun vælter rundt på scenen og synger som en falleret drag i de få sange, hvor hun kan huske teksten. Hvorfor får hun lov til at gå på scenen i sådan en tilstand? Og det er jo ikke enestående tilfælde.

Min anklage er, at maskineriet omkring hende i alt for høj grad har ønsket, at hun skulle demonstrere sin personlige fallit på scenen. Hvis ikke hun er i stand til at imponere med sin musik længere - omstændighederne taget i betragtning - så kan hun da stadig fascinere med sin stofafhængige deroute; den personlige tragedie, hun har båret som en tynd skjorte over sin eksistens.

"Sex, drugs and rock'n'roll" er ikke en myte, der skaber stjerner. Det er en myte, der dræber. For havde vi ikke været rigere, hvis medlemmerne af Klub 27 havde levet noget længere? Klub 27 er sgu ikke nogen klub - det er en kirkegård. Og vi er alle med til at sætte stenene.

Christina A & Christian B

Enhver skrigeskinke med respekt for sig selv og sit publikum bør jo på et eller andet tidspunkt i karrieren forsøge sig med det store lærred – helst i en film med musik og dans.

Indrømmet – jeg er typen, der relativt let lader sig charmere af blondiner med store lunger (altså stor stemmekraft, ikke?), og jeg har på et tidspunkt været svært begejstret for hendes album "Stripped"; ja, og hendes look på det tidspunkt, så jeg overrasker ingen ved at påstå, at Christina Aguilera godt kan spille skuespil.

Men jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at hendes tøjbudget tilsyneladende er blevet mindre i takt med, at brysterne er blevet større (det er måske selvmodsigende, når jeg nu roser "Stripped", men der er rent faktisk nogle rigtig gode numre på den plade).

Filmen "Burlesque" (titlen retfærdiggør de små kostumer i dette tilfælde) er ikke særligt seværdig, med mindre man er voldsomt fan af både Christina Aguilera og Cher, der måske holder sig godt, men som burde have holdt med at synge for længst efter min mening. Den bedste og måske eneste rigtig gode præstation leverer Stanley Tucci, som jeg også for nyligt har set som vældigt underholdende i ungdomsfilmen (hedder det sådan nutildags?!) "Easy A" og tidligere "Julie & Julia".

Musikken i filmen svinger fra det festligt gode til det jævnt dårlige: det er, når Cher skal bære vokalen (og scenen), og når Christina A får lov til at give den mere som sig selv end som sin karakter. Her er et af de bedre:

Aronofskys "The Wrestler" har jeg simpelthen opgivet, og i stedet kastede jeg mig over "The Fighter" senere på natten. Lidt overrasket, men ikke chokeret, blev jeg over, at Darren A er krediteret som executive producer. Stilen er da også lidt den samme: dokumentarisk socialrealistisk, delvist håndholdt – based on a true story.

Hold nu lige op, det er en fantastisk og fantastisk velspillet film. Mark Wahlberg, der jo længe har vist sig som en habil skuespiller, som bokseren Micky Ward overfor Christian Bale, der spiller halvbror Dicky Eklund, ex-bokser. Og ikke at forglemme: den altid skønne Amy Adams (Enchanted, Doubt, Julie & Julia) i rollen som Mickys kæreste Charlene, for hvilken hun blandt andet blev Oscar-nomineret og vandt en BAFTA.

Christian Bales præstation som crack-hovedet Dicky Eklund er eminent og næsten på niveau med hans rolle i "The Machinist". Hvor er vi dog mange, der er glade for, at han har rollen som den mørke ridder i Christopher Nolans række af fremragende Batman-film, selvom hans evner slet ikke bliver udfoldet på samme måde der. Rollen her har givet ham et hav af nomineringer, hvoraf han har vundet de fleste.

Brødrenes mor og deres halve dusin søstre er indbegrebet af white trash, og moren oveni købet af den dominerende kæderygende slags, der samtidig er selvbestaltet forvalter af Mickys karriere. Det er meningen, at Dicky skal træne Micky, men det er svært at huske klokken, når man er sammen med sine crack-venner og sin cambodjanske kæreste.

Der er en ret øm scene, hvor Dicky forsøger at "flygte" fra åstedet ved at springe ud af et vindue og ned i en baggårdscontainer. Men white trash mor har forudset dette og kan jo kun se bebrejdende på ham, da han kravler op fra dyngen af sorte affaldssække. Lidt snøftende går hun tilbage til sin bil med sin ældste luskende efter sig som en herreløs hund. I bilen begynder Dicky at synge(!) for hende, hvilket tydeligvis rører ved noget ømt, og de kører fra crack-bulen genforenet i skønsang.

Der er ikke mange feel good øjeblikke i filmen, men heldigvis vil jeg sige – ét til sidst. Ellers havde det godt nok været en nederen film. Happy ending – aahhh. Og så alligevel – hmm!? Se den.

Christian Bale og Melissa Leo (mor) fik både Oscar og Golden Globe, og filmen var derudover Oscar-nomineret i fem andre kategorier herunder Bedste Film og Bedste Instruktør.

Adele

Hendes "sequel" 21 er en anelse mere poppet end 19, der var et scoop af en debut med modig instrumentering på diverse numre. Og hatten af for en engelsk forstadstøs (ja, det ligner hun under glimmeret) med sul i folderne, der nu har begået to helstøbte albums bestående af hit på hit på hit. Fra 19:

Jeg kan takke min datter for min begejstring. Hun laver selv en killer-udgave af det nummer her ☺ (både piano og sang).

Adele er bestemt en habil guitarist, coverist og sangskriver, og selvom hun på flere planer kan associeres med nogle britiske talentshows (hendes cover af Dylans "Make you feel my love" blev vist udsat for en sæsonfinale, og ligner hun ikke en, der under andre omstændigheder selv kunne have deltaget!?), så er hendes vokal alligevel så særegen, at man kun kan håbe det bedste for hende; nu da hun er kommet på den anden side af nogle år med et tiltagende alkoholmisbrug. Ak, det er jo ikke altid let at være stjerne - slet ikke i så ung en alder.

Fra 21:

nb: 21 er på Top Ti flere steder, når der handler om årets vigtigste udgivelser so far.

Artister på sociale multimediale platforme

Multikunstnere med megatalent i de sociale mediers tid → multimegamisundelig. Sådan kan jeg godt blive, når jeg læser, at en hypet skuespiller som James Franco, der naturligvis også er instruktør og en masse andet, lige har lavet en ny musikvideo – fordi han kan.

Jared Leto, der er en meget kompetent skuespiller, har hærget hitlisterne med bandet 30 Seconds to Mars. Det er lækker rock, der måske ikke lige lander i min indkøbskurv, men fyren skriver minsandten også musik og tekster selv – respekt.

David Lynch, en af de gode gamle, har for længe siden vist sig som en mand med mange talenter: film, bøger, kunst, musik med mere. Jeg nægter at tro, at han selv sørger for at tweete og lægge videoer på youtube – det har han sikkert folk til. Men de nye sociale medier – blandt andet – sørger for, at både hans smalle kunst som videoinstallationer i Lafayette, Paris, og hans medvirken på Danger Mouse & Sparklehorse pladen bliver kendt af et verdensomspændende publikum. Hans stjerne bliver ved med at skinne, og hans talenter bliver opdaget af nye generationer derude, selvom han ikke længere laver sine smukke nyskabende spillefilm.

Björk, der i min bog er den mest nyskabende musiker i sin tid, fortsætter med at imponere med sin "Biophilia", der er i butikkerne til september(?) - singlen "Crystalline" er i butikkerne i dag. Albummet bliver en blanding af lyd, billeder, video, spil, app and you name it.

Op til lanceringen har hun gjort sig til på sin nye html 5 webside, der er imponerende lækker, og diverse videoklip og lydbidder har faret rundt i cyberspace længe (er det bare mig eller lyder ordet cyberspace "gammeldags"?)

Her bag min skærm, der stadig er mest facebookblå, lader jeg mig flere gange om dagen helt frivilligt og ganske gerne imponere af skønne Zooey Deschanel: skuespiller, sanger, entreprenuer, blogger. Kendthedsfaktoren er der selvfølgelig i forvejen, men hun er dog endnu ikke superceleb – altså hun er ikke én, man ser mange paparazzifotos af eller læser om jævnligt i de kulørte. Måske celebrity-fænomenet i de (intelligente) sociale mediers tid er ved at uddø? Man har lov at håbe...

Hun er jo som nævnt, og som det vides ikke den eneste, der kan mere en én ting af gangen, men det imponerende er i hvor høj grad, hun formår at bruge de sociale medier til at udbrede kendskabet til alle de projekter, hun er med i.

Blandt andet er hun virkelig god til at få det det til at se ud, som om hun selv sidder og forfatter sine tweets, sin status på diverse Facebook-sider og sine indlæg på bloggen (indlæggene på HelloGiggles er vist gode nok). De er søde, sjove og personlige, og lur mig, om ikke en fan eller to derude lader sig narre af den venindevenlige stil.

I går bekendtgjorde hun for eksempel, at hun nu lige ville bruge nogle timers quality-time på Facebook (”nursing” kunne man kalde det), hvorefter opdateringerne gled ned over Nyheds-feedet i en lind strøm.

Uanset hvad er det jo god og gratis marketing; optimal udnyttelse af de sociale mediers evne til at udbrede kendskabet om dit og dat – her og nu. Ved at være flittig ved tasterne sørger hun for, at følgere af musikgruppen She and Him bliver gjort opmærksomme på hendes lille business i HelloGiggles - og vice versa.

Så jeg går lige i fælden med lukkede øjne ved at henvise til hendes forskellige projekter. Dels fordi jeg er fan, men også fordi jeg rent faktisk mener, at hun har fat i den lange ende flere steder og i det hele taget er et lysende eksempel på, hvad en kunstner kan bruge de sociale medier til. Tjek det ud:

http://www.facebook.com/pages/Zooey-Deschanel/175644685809528

http://www.facebook.com/sheandhim

http://www.facebook.com/hellogiggles

http://www.facebook.com/ZooeyTheNewGirl

http://twitter.com/#!/therealzooeyd

I Break Horses

Efter at have lyttet til Band of Horses og Copenhagen Collaborations cover af deres nummer The Funeral temmelig meget på det seneste, er jeg lettet og samtidig lidt skræmt over at se flere heste i farvandet (har indtil nu mest været forfulgt af katte på nettet - Murakami og Morrissey).

For ikke længe siden gjorde rcrdlbl.com mig med et remix af nummeret Hearts opmærksom på bandet I Break Horses (svenskere!). Der er åbenbart også lavet en video (og det er edderbuk'me et godt nummer):

Se mere på http://www.ibreakhorses.se/ og http://www.youtube.com/watch?v=z4Mfd3VASrc&

NB: Og så er der nyt fra Björk, der snart at klar til at vise verden, hvad hun - sådan lidt a la David Hockney - kan med Apple: http://stereogum.com/741892/bjork-crystalline/mp3s/

Se for eksempel på http://bjork.com/#/news/gameleste, hvordan hun har linket en smadret celesta sammen med en iPad (den medvirker iøvrigt på ovenstående nummer).

Bon Iver

Bon Iver er et rimeligt nyt navn i min nodebog, men jeg er da helt tosset med dem allerede. Der er også en heftig buzz om bandets nyeste plade, der udkom for nogle dage siden.
stereogum.com var nogle af de første, der dukkede op med nys om den på min sidebar, portable.tv var også hurtigt ude, og hos både stereogum og npr.org er de toppen af poppen, som det også var tilfældet med deres debut i 2008.

Videoen til Calgary er vanvittig smuk. Musikken æterisk, skrøbelig, gribende.

Der er så mørkt ude på landet

I dette på globusen så uanseelige land, der alligevel har fostret navne som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Michael Laudrup og – nå ja – Aqua, har en blåsort sky lagt sig tungt og dystert på den meningsdannende himmel.

Den blev markant synlig i horisonten sent på året 2001, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til krig mod smagsdommerne i sin politiske nytårsbasun, men reelt set har den vel sit afsæt i den gode gamle jantelov: vi alene vide, og du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du tilfældigvis ved en hel masse om et specifikt emne.

Mere præcist: hvis ikke vi, de folkevalgte, spørger dig direkte – så ti stille. Det har professor Marlene Wind, leder for Center for Europæisk Politik, KU, måttet sande på den hårde måde. Nu har hun så besluttet at stikke piben ind et stykke tid, men vender forhåbentlig tilbage med fornyet energi, når Folketinget ringer ind efter sommerens store frikvarter. Det er rart at se, at hun trods alt har fuld opbakning fra KU, der jo nok ikke er glade for yderligere miskrediterende mediebevågenhed.

Wind i vælten

Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik, har i de seneste dage været udsat for stor omtale efter Søren Pind og Pia Kjærsgaard har kritiseret hendes udtalelser vedrørende grænseaftalen. På nyhedslisten til højre har vi samlet de væsentligste artikler og udsendelser, hvor Marlene Wind uddyber sin kritik af grænseaftalen. 

Marlene Wind publikationer.

(billede og tekst fra cep.polsci.ku.dk)

Måske den megen negative presse, KU har haft på det seneste, er med i M. Winds overvejelser (mon ikke de er i det hendes institutleders?). Men hvor er det dog jævnt trist, at de folkevalgte med Pind og Pia K. i spidsen på højst utiltalende facon kan bestemme hvem, der må udtale sig om hvad, og ikke mindst: bestemme hvordan vedkommende skal formulere sig.

Søren Pind er jo ellers ikke en mand, der holder sig tilbage for lidt floromvundne formuleringer eller ligefrem har et bladgulds- og grundlovsforseglet forhold til Sandheden, men lad det være ved det. Han er folkevalgt og har derfor - når det handler om politik - ret til at formulere sig, som han finder det nødvendigt.

Men at to af sortblå fløjs fremmeste fortalere for ytringsfriheden kan lægge mundkurv på Marlene Wind, der er ung, intelligent, kvindelig leder med gode talegaver – det siger altså en hel del om det politiske vejrbillede.

Tilføjelse 18. juni: Mundkurv?

God damn Darren...

Film/tv-roller har det med at forfølge en skuespiller som et kors i værste fald eller en glorie i bedste fald. Tobey Maguire? Elijah Wood? Daniel Radcliffe? Ove Sprogøe?

Nogle klarer sig selvfølgelig nogenlunde ud af tidligere rollers belastende eller befordrende skygger. For eksempel Natalie Portman, der hos mig altid vil være husket for sin rolle i "Leon", men for andre måske er mest kendt som mor til Darth Wader.

I ”Black Swan” gør hun det godt som en noget psykisk udfordret ballerina, der skal balancere mellem det gode og det onde, mellem det frigide og det lidenskabelige, og mellem personlighederne i sit tiltagende skizofrene verdensbillede.

Ind træder Vincent Cassel som balletmesteren (katalysatoren, the puppeteer), og så går min referenceramme desværre helt i selvsving. For mig vil han for immer and always være manden, der forståeligt nok går over gevind i ”Irreversible”, da hans gravide kæreste (Monica Belluci) er blevet voldtaget og banket halvt til døde.

Puha, det er en grum film, og jeg fortryder på sin vis at have set den, men det er godt nok modigt skuespil.

Monica Bellucci, der udover at være en af verdens smukkeste kvinder måske mest er kendt for sin rolle The Matrix II og III, gør det også udmærket i "Malèna", hvor hun, så vidt jeg husker, bliver klippet næsten skaldet og må løbe spidsrod hen mod slutningen. Tjekker man hendes rolleliste, er der sikkert en del knapt så kommercielle perler iblandt, og hun har da også optrådt sammen med Vincent Cassel nogle gange.

Well, ”Black Swan” er jo blevet pænt modtaget, og det er da bestemt en film, man godt kan se mere end én gang. Darren Aronofsky bliver rigtig stor, tror jeg, men ”Requiem for a Dream” (der er omtalt nedenfor) er stadig min favorit. Det er i øvrigt samme fotograf og samme komponist på de to film.

Nu må jeg heller tage mig sammen og se ”The Wrestler” færdig – men det er altså lidt af en udfordring at se på Mickey Rourke i knap to timer.

Superdansker

Quiz - Indfødsretsprøven juni 2011 Dit resultat Du havde 38 rigtige besvarelser 2 var forkerte Tidsforbruget var: 03:56 min

Det er jeg naturligvis glad for. Hvad jeg så end skal bruge det til. Jeg vil nu ikke blive overrasket, hvis folk, der ikke er vokset op i læ af liguster og til duften af branket svinehud, kan få lidt udvisningsangst over den.

Selv troede jeg rent faktisk, at homoseksuelle godt kunne blive gift (er der ikke noget med, at de godt kan få en velsignelse eller noget i den stil?). Og så jeg havde fortrængt (glemt), at EU-parlamentarikerne sidder i hele fem år af gangen.

Resultatet viser altså, at jeg forestiller mig ligestillingen bedre, end den rent faktisk er, og tror, at EU-Parlamentet naturligvis følger den danske grundlovssikrede valgrytme: ergo er jeg SUPERdansker.

Så for Søren!

søndag 13. marts, 2011

ASSIMILATIONS-LEG:
Pind Up, pindsel, pindligt, pindsesol, Pindfindersang, pindsvin(?), pindemad, fiskepinde, død og pinde, King Pind, pindcet, Pindocchio, Pindochet, pindulfart, Pindotex, pinda colada...

Hvis du når 1000, kan du ansøge om opholdstilladelse.

NYE ANBEFALINGER FRA DANSK SPROGNÆVN
1) Det lille bepiggede dyr, som mange fejlagtigt stiller mælk ud til og mere eller mindre frivilligt kører over på landevejene, skal fremover betegnes "grensvin" eller "kvistsvin" - alt. "lavbenet-svagtseende-med-tryne-og-av-for-den-da-belastende-når-i-defensiven-trængt
-svin".
2) Kongesangen: "Kong Christian stod ved højen Pind..."
3) Nationalsangen: "Der er et yndigt Land, det står med brede Pinde..."
4) Pindediagram ændres til Smalsøjlediagram
5) Pindemad til Stikkermad

Vi forventer at komme med flere snarest.

Inger Beinov Støjberg

(work in progress - kom gerne med lumre links til projektet)

Hendes hår/frisure kan jeg - faktisk - godt lide

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/373375:Danmark--Inger-Stoejberg-advarer-mod-Faelleslisten

http://www.180grader.dk/Politik/inger-stoejberg-forskoennede-sin-uddannelse

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1657040.ece

http://www.facebook.com/video/video.php?v=502095159854

http://ekstrabladet.dk/minsag/article1522852.ece

http://www.metroxpress.dk/nyheder/inger-stjberg-skal-aflse-rnn/pTekcc!16_2320-83/
(det blev så Pind - pest eller kolera?)

http://www.maskinbladet.dk/artikel/galleri-inger-stojberg-i-vestjylland
(se Støjberg se en so fare)

http://www.hk.dk/www/nyheder/nyhedsarkiv/februar_2011/inger_stoejberg_heller_ingen_efterloen_til_fleksjobbere

http://www.k10.dk/showthread.php?t=8152

http://www.information.dk/268590

http://www.information.dk/269999

Rabalderstræde? - Gi mig Danmark tilbage!

Requiem for a Dream

søndag 5. juni, 2011

Ret tilfældigt nemlig via Sofies "Hits 2010" nodebog (Sofie er min 14årige datter) opdager jeg, at Jared Leto nu gør sig i bandet 30 Seconds To Mars. Han er jo en vældig dygtig skuespiller - ikke mindst i Darren "Black Swan" Aronofskys film fra 2000, da han spiller overfor altid skønne Jennifer Connelly.

Soundtracket til Requiem for a Dream er komponeret af Clint Mansell og bliver udført af Kronos Quartet(!).

wikipedia: [The soundtrack has been widely praised, and in particular the track "Lux Aeterna" (which itself is much used in the film) has subsequently been used in various forms of media. The theme was reorchestrated for The Lord of the Rings: The Two Towers trailer[2] and is known by the name "Requiem for a Tower". The theme has been featured in trailers for other films, including Babylon A.D.,[3] The Da Vinci Code,[4] I Am Legend,[5] Sunshine,[6] and Valley of Flowers.[7] It also appeared in the video game Assassin's Creed , and in numerous TV spots and adverts, and at sporting events. Use of the theme has extended to the point where it is interchangeable with the name "Requiem for a Dream."]

Forsøgte at overtale Sofie til at se Black Swan (DVD-rip) sammen med mig, men den fik jeg ikke solgt godt nok: "Øh...den handler om...om...nogle piger, der eeehh...skal opføre en ballet og så sker der noget..."

Lars i skindpelsen

fredag 20. maj, 2011


Det er længe siden, den ellers så fine avis Politiken er gået så meget i selvsving. Fuld fokus på Cannes med hele 17 direkte Lars-links (19. maj, 23.33). Sidste artikelblok af tilsvarende størrelse var vist om jordskælvet i Fukushima.

Manden tumler lige nu hjemad i sin autocamper ifølge TV2's Ole Kolster. Høj på lykkepiller og med lidt fortrydelse måske, men sikkert også et lille smil på læben over endnu en gang at have skabt røre i den andedam, hvor han blev født som svane, men ellers oftest opfører sig som en grim ælling. Og ikke et ord om Bjørk i den forbindelse!

Kirsten Dunst kan derimod glæde sig over de bedste anmeldelser til dato, men skal man stole på hendes attitude ved det fatale pressemøde, har Trier set ryggen af hende for sidste gang. Selv synes jeg, det er lidt skægt, at hun faktisk ligner en "type cast" til en Riefenstahl-film.

Man skal passe på med nazisme og dens modsætning zionisme, Lars. Det var der en fin dokumentar på DR for noget tid siden, der slog udmærket fast. I samme boldgade, men med et lidt andet fortegn, er der en specialestuderende, der har gjort sig meget lidt populær ved at kalde Nomas madpolitik for fascistisk. Interessant - for hun har faktisk nogle pointer. Hun er nævnt i http://blog.politiken.dk/madsen/2011/05/19/at-spille-nazi-kortet/

Det er også interessant - eller skræmmende - at en dårlig joke af en mand, der med Jørgen Leths ord er "i topform" (jeg er helt enig), kan ryste den politiske korrekthed på en dag, hvor Pind og Co. praler med at gå lige til grænsen af menneskerettighederne og gerne løber en "procesrisiko" ved domstolene - samt udlover dusører til de kommuner, der får udlændinge til at forlade landet. Men her kræves ingen undskyldninger...