Rock'n'Roll?

Det har da godt nok været en trist uge rent nyhedsmæssigt. Begyndende med en 13årig, der går med kniv ("Man skal ikke lade sine børn vokse op i Sønderjylland" - Erling Jepsen. Hvad sker der lige i den region - helt ærligt?) Kulminerende med tragedien i Norge, der er så ufattelig, at jeg slet ikke kan forholde mig til den.

Så jeg vil hælde lidt vand ud af ørerne over Amy Winehouses død. Her er trods alt kun tale om én person, og man kan argumentere for, at hun selv har en vis andel i sin alt for tidlige departure. Men sig mig lige? Hvad med de mennesker, der har været omkring hende personligt og musikalsk? Venner, pladeselskab, agenter, musikere - fans?

Jo jo, det er sex, drugs and rock'n'roll, og så sent som i onsdags stod hun på scenen (20. juli 2011 - klik på eget ansvar) sammen med Dionne Bromfield i London og lignede noget der var løgn. Det var dog ikke helt så slemt som den efterhånden famøse Beograd-koncert (18. juni 2011 - klik på eget ansvar), hvor hun vælter rundt på scenen og synger som en falleret drag i de få sange, hvor hun kan huske teksten. Hvorfor får hun lov til at gå på scenen i sådan en tilstand? Og det er jo ikke enestående tilfælde.

Min anklage er, at maskineriet omkring hende i alt for høj grad har ønsket, at hun skulle demonstrere sin personlige fallit på scenen. Hvis ikke hun er i stand til at imponere med sin musik længere - omstændighederne taget i betragtning - så kan hun da stadig fascinere med sin stofafhængige deroute; den personlige tragedie, hun har båret som en tynd skjorte over sin eksistens.

"Sex, drugs and rock'n'roll" er ikke en myte, der skaber stjerner. Det er en myte, der dræber. For havde vi ikke været rigere, hvis medlemmerne af Klub 27 havde levet noget længere? Klub 27 er sgu ikke nogen klub - det er en kirkegård. Og vi er alle med til at sætte stenene.

Christina A & Christian B

Enhver skrigeskinke med respekt for sig selv og sit publikum bør jo på et eller andet tidspunkt i karrieren forsøge sig med det store lærred – helst i en film med musik og dans.

Indrømmet – jeg er typen, der relativt let lader sig charmere af blondiner med store lunger (altså stor stemmekraft, ikke?), og jeg har på et tidspunkt været svært begejstret for hendes album "Stripped"; ja, og hendes look på det tidspunkt, så jeg overrasker ingen ved at påstå, at Christina Aguilera godt kan spille skuespil.

Men jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at hendes tøjbudget tilsyneladende er blevet mindre i takt med, at brysterne er blevet større (det er måske selvmodsigende, når jeg nu roser "Stripped", men der er rent faktisk nogle rigtig gode numre på den plade).

Filmen "Burlesque" (titlen retfærdiggør de små kostumer i dette tilfælde) er ikke særligt seværdig, med mindre man er voldsomt fan af både Christina Aguilera og Cher, der måske holder sig godt, men som burde have holdt med at synge for længst efter min mening. Den bedste og måske eneste rigtig gode præstation leverer Stanley Tucci, som jeg også for nyligt har set som vældigt underholdende i ungdomsfilmen (hedder det sådan nutildags?!) "Easy A" og tidligere "Julie & Julia".

Musikken i filmen svinger fra det festligt gode til det jævnt dårlige: det er, når Cher skal bære vokalen (og scenen), og når Christina A får lov til at give den mere som sig selv end som sin karakter. Her er et af de bedre:

Aronofskys "The Wrestler" har jeg simpelthen opgivet, og i stedet kastede jeg mig over "The Fighter" senere på natten. Lidt overrasket, men ikke chokeret, blev jeg over, at Darren A er krediteret som executive producer. Stilen er da også lidt den samme: dokumentarisk socialrealistisk, delvist håndholdt – based on a true story.

Hold nu lige op, det er en fantastisk og fantastisk velspillet film. Mark Wahlberg, der jo længe har vist sig som en habil skuespiller, som bokseren Micky Ward overfor Christian Bale, der spiller halvbror Dicky Eklund, ex-bokser. Og ikke at forglemme: den altid skønne Amy Adams (Enchanted, Doubt, Julie & Julia) i rollen som Mickys kæreste Charlene, for hvilken hun blandt andet blev Oscar-nomineret og vandt en BAFTA.

Christian Bales præstation som crack-hovedet Dicky Eklund er eminent og næsten på niveau med hans rolle i "The Machinist". Hvor er vi dog mange, der er glade for, at han har rollen som den mørke ridder i Christopher Nolans række af fremragende Batman-film, selvom hans evner slet ikke bliver udfoldet på samme måde der. Rollen her har givet ham et hav af nomineringer, hvoraf han har vundet de fleste.

Brødrenes mor og deres halve dusin søstre er indbegrebet af white trash, og moren oveni købet af den dominerende kæderygende slags, der samtidig er selvbestaltet forvalter af Mickys karriere. Det er meningen, at Dicky skal træne Micky, men det er svært at huske klokken, når man er sammen med sine crack-venner og sin cambodjanske kæreste.

Der er en ret øm scene, hvor Dicky forsøger at "flygte" fra åstedet ved at springe ud af et vindue og ned i en baggårdscontainer. Men white trash mor har forudset dette og kan jo kun se bebrejdende på ham, da han kravler op fra dyngen af sorte affaldssække. Lidt snøftende går hun tilbage til sin bil med sin ældste luskende efter sig som en herreløs hund. I bilen begynder Dicky at synge(!) for hende, hvilket tydeligvis rører ved noget ømt, og de kører fra crack-bulen genforenet i skønsang.

Der er ikke mange feel good øjeblikke i filmen, men heldigvis vil jeg sige – ét til sidst. Ellers havde det godt nok været en nederen film. Happy ending – aahhh. Og så alligevel – hmm!? Se den.

Christian Bale og Melissa Leo (mor) fik både Oscar og Golden Globe, og filmen var derudover Oscar-nomineret i fem andre kategorier herunder Bedste Film og Bedste Instruktør.

Adele

Hendes "sequel" 21 er en anelse mere poppet end 19, der var et scoop af en debut med modig instrumentering på diverse numre. Og hatten af for en engelsk forstadstøs (ja, det ligner hun under glimmeret) med sul i folderne, der nu har begået to helstøbte albums bestående af hit på hit på hit. Fra 19:

Jeg kan takke min datter for min begejstring. Hun laver selv en killer-udgave af det nummer her ☺ (både piano og sang).

Adele er bestemt en habil guitarist, coverist og sangskriver, og selvom hun på flere planer kan associeres med nogle britiske talentshows (hendes cover af Dylans "Make you feel my love" blev vist udsat for en sæsonfinale, og ligner hun ikke en, der under andre omstændigheder selv kunne have deltaget!?), så er hendes vokal alligevel så særegen, at man kun kan håbe det bedste for hende; nu da hun er kommet på den anden side af nogle år med et tiltagende alkoholmisbrug. Ak, det er jo ikke altid let at være stjerne - slet ikke i så ung en alder.

Fra 21:

nb: 21 er på Top Ti flere steder, når der handler om årets vigtigste udgivelser so far.