Viser opslag med etiketten politik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten politik. Vis alle opslag

fredag den 7. februar 2014

Padre Putin?

Lidt mere uargumenteret hids-mig-op fra sidelinjen/fordømmerpanelet, inden jeg tager til Århus - Smilets By! for at spille skak det meste af weekenden. 64-felters sorthvid stillingsvurdering med klare ubrydelige love - det skulle være til at forstå, burde man mene.

Jeg har ikke set dokumentaren Putins Lege endnu. Derfor har ikke jeg set, hvordan han tryner og bestikker sig gennem det meste af beslutningsprocessen; derfor har jeg ikke set, hvordan han i egen høje herre agerer entreprenør på flere af de største byggeprojekter; derfor jeg ikke set, hvad de officielle - med en fed SORT (eller måske nærmere Brun!?) streg under officielle - 280.000 millioner kroner egentlig går til.

Men vi vidste ALLE udmærket allerede, at der i dette forløb er blevet smidt titusindvis af fredelige og lovlydige borgere på gaden til Ruslands såkaldt fælles bedste (som det også skete i Ukraine før EM i fodbold) - og for at reparere en smule på Padre Putins mere end blakkede profil.

Her er lige et par retoriske, lukkede og muligvis afstumpede spørgsmål:

Bør man, når man er ellers er fortaler for demokrati, menneskerettigheder og almindelig anstændighed, sende sine vintersports-atleter til et OL, der er bygget på en bundløs sump af brud, brutalitet og blod?

Kan man i folkefornøjelighedens og fordummelsens navn (det er jo brød, underholdning og pengenes magt, det handler om - det vidste allerede de gamle romere) forsvare denne åbenlyse og hjerteskærende leflen for Putin, der gang på gang overtræder alle tænkelige etiske og menneskeretslige bestemmelser?

Padre Putin? Ja, mamma mia!

http://www.upworthy.com/here-is-the-shocking-footage-of-gay-men-being-beaten-on-camera-in-russia?c=ufb1

http://bit.ly/1gapQrI

søndag den 27. januar 2013

småsurt opstød fra halvgammel nasserøv

I morgen mandag stiger jeg på morgenbussen til Århus for første gang meget længe, og om alt går efter planen, fortsætter jeg med det det næste halvandet års tid.
Det er lidt skræmmende min blakkede historik taget i betragtning, at jeg nu for alvor skal have en almindelig hverdag til at fungere igen.
Men ja, ja - et skridt af gangen, og det første er at få vasket så meget søvn ud af øjnene i morgen tidlig, at jeg er i stand til at ramme døren i den rigtige bus.

Destinationen er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg for år tilbage kendte som DJH. Minderne derfra er overvejende positive, selvom jeg brændte mig ret alvorligt sidst, jeg luskede rundt derude.

Når nu jeg endelig kommer afsted hjemmefra og befinder mig på en læreanstalt, kan det jo hænde, at min nysgerrighed får mig til at poppe ind til en forelæsning. Eller måske jeg ligefrem melder mig som deltager i en workshop eller to. Men altså bare for at få lidt ud af dagen og fuld valuta for transportudgiften.

Reelt set må jeg nemlig ikke kalde mig selv studerende, da jeg så mister min kontanthjælp (jeg har ikke flere SU-klip).

Punktum.

Tænkepause.


Jeg har hørt en sagsbehandler eller tre, jeg kender (men ikke kan huske navnene på, hvis jeg bliver spurgt), sige:
- Jamen, vi kan jo ikke blande os i, hvad du laver i din fritid, så længe du opfylder dine forpligtigelser overfor os.

Nudge nudge - say no more ...


Derfor er jeg helt undercover til september, når jeg kan få SU-Slutlån til resten af uddannelsen (altså gældsætte mig yderligere).

Så du må ikke sige det her til nogen, og hvis du ser mig udføre noget som helst studieagtigt eller erhvervsrettet i den kommende tid, der på sigt kan få mig op af kontanthjælpsgryden (og jo, den er sort), så luk venligst øjnene.

Tænk, hvis nogle af de ret så u(be)tydelige hieroglyffer i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, der handler om Kontanthjælp under Uddannelse, eller i Lov om Aktiv Socialpolitik, der handler om - ja undskyld, jeg bander - Revalidering, også omfattede en fyr som mig?


mandag den 17. december 2012

we need to talk about Kevin, but ...

Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.

Heldigvis kan man vel sige.

Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.

Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.

Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.

Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.

Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
- So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.

Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.

Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.

Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.

Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?

Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.


Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her

Og lad os så  håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.



søndag den 16. december 2012

lidt paranoid er man vel altid ...

Jeg ved ikke ... når man nu har luftet sine småkritiske tanker om det israelske militær og dets brug af twitter OG har gengivet nogle Hamas-jokes - i det hele taget bruger ordet 'Hamas' flere gange ... hvor bekymret skal man så være, når der pludselig er ganske megen trafik her på bloggen fra Israel?

torsdag den 6. december 2012

betænkning


tænk
hvis man kunne abonnere på Josefine Klougart
's fremtid og drømme på YouTube

tænk
hvis kaospiloter faktisk
blev undervist i at navigere

tænk
hvis spøgelser virkelig findes
og de tænker det samme om os

tænk
hvis sårbarheden er en applikation
vi blev påduttet ved fødslen

tænk
hvis drømme aldrig størkner
så hurtigt som de flyder

tænk
hvis der var en alvor i alt
som ikke kunne gøres til et meme

tænk
hvis Gud er et rygte Fanden har skabt
og 42 faktisk er svaret på alt i universet

tænk
hvis
...


torsdag den 15. november 2012

Konsekvensanalyser?



Som nummer 3 og 4, dags dato kl. 10.14 dansk tid (efter #WhatMakesMeSmile og #NationalBumSmackingDay[!?]): to tags om begivenhederne i Mellemøsten.

Tidligere på dagen bemærkede jeg #HamasBumperStickers i Top Ti, hvor folk kommer med mestendels morbide forslag til, hvad der kunne stå på sådan en - for eksempel: "My kid can blow up your kid" eller "I'm dying to get laid" eller "My other car is a bomb".

Det er en skør, skør verden - eller hvad?

En ting er sikkert. Dokumentering af begivenheder foregår på mange flere niveauer og med et helt andet tempo i dag end for få år siden. Spørgsmålet er om vores evne til at kapere, sortere og analysere informationerne kan følge med.

Det ene øjeblik falden-på-halen komiske indslag - det næste et billede af en dræbt oprørsleder/terrorist. Hvor vildt er det lige, at Israels militær bruger deres twitterprofil(er) til at nærmest live-sende deres angreb? Kombineret med Instagram og videofeeds er det jo en propagandamaskine uden sidestykke, men samtidig også en fed langefinger lige i synet på deres modstandere og kritikere.

Hvordan kan man forudsige konsekvenserne af det i de flygtige mediers tidsalder?

Heldigvis er der også gode ting at hente på den konto for eksempel:
Liveblog fra The Guardian

og om de omdiskuterede droneangeb (overskriften er surrealistisk, men budskabet er godt - tror jeg):
Droneangreb på Instagram


lørdag den 27. oktober 2012

På den sikre side af fifty-fifty!?

Læser i dagens avis - Information for tiden - at halvdelen af alle forudsigelser om politik fra kommentatorer, diverse eksperter og andet godtfolk viser sig at være forkerte.
En anden artikel fortæller mig, at halvdelen af alt, jeg ved, sandsynligvis er forkert.

Så kan man jo lige så godt slå plat eller krone.

Jeg siger krone.

fredag den 17. juni 2011

Der er så mørkt ude på landet

I dette på globusen så uanseelige land, der alligevel har fostret navne som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Michael Laudrup og – nå ja – Aqua, har en blåsort sky lagt sig tungt og dystert på den meningsdannende himmel.

Den blev markant synlig i horisonten sent på året 2001, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til krig mod smagsdommerne i sin politiske nytårsbasun, men reelt set har den vel sit afsæt i den gode gamle jantelov: vi alene vide, og du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du tilfældigvis ved en hel masse om et specifikt emne.

Mere præcist: hvis ikke vi, de folkevalgte, spørger dig direkte – så ti stille. Det har professor Marlene Wind, leder for Center for Europæisk Politik, KU, måttet sande på den hårde måde. Nu har hun så besluttet at stikke piben ind et stykke tid, men vender forhåbentlig tilbage med fornyet energi, når Folketinget ringer ind efter sommerens store frikvarter. Det er rart at se, at hun trods alt har fuld opbakning fra KU, der jo nok ikke er glade for yderligere miskrediterende mediebevågenhed.

Wind i vælten

Marlene Wind

Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik, har i de seneste dage været udsat for stor omtale efter Søren Pind og Pia Kjærsgaard har kritiseret hendes udtalelser vedrørende grænseaftalen. På nyhedslisten til højre har vi samlet de væsentligste artikler og udsendelser, hvor Marlene Wind uddyber sin kritik af grænseaftalen. 

Marlene Wind publikationer.
(billede og tekst fra cep.polsci.ku.dk)

Måske den megen negative presse, KU har haft på det seneste, er med i M. Winds overvejelser (mon ikke de er i det hendes institutleders?). Men hvor er det dog jævnt trist, at de folkevalgte med Pind og Pia K. i spidsen på højst utiltalende facon kan bestemme hvem, der må udtale sig om hvad, og ikke mindst: bestemme hvordan vedkommende skal formulere sig.

Søren Pind er jo ellers ikke en mand, der holder sig tilbage for lidt floromvundne formuleringer eller ligefrem har et bladgulds- og grundlovsforseglet forhold til Sandheden, men lad det være ved det. Han er folkevalgt og har derfor - når det handler om politik - ret til at formulere sig, som han finder det nødvendigt.

Men at to af sortblå fløjs fremmeste fortalere for ytringsfriheden kan lægge mundkurv på Marlene Wind, der er ung, intelligent, kvindelig leder med gode talegaver – det siger altså en hel del om det politiske vejrbillede.

Tilføjelse 18. juni: Mundkurv?


tirsdag den 7. juni 2011

Superdansker

Quiz - Indfødsretsprøven juni 2011
Dit resultat
  • Du havde 38 rigtige besvarelser
  • 2 var forkerte
  • Tidsforbruget var: 03:56 min

Det er jeg naturligvis glad for. Hvad jeg så end skal bruge det til. Jeg vil nu ikke blive overrasket, hvis folk, der ikke er vokset op i læ af liguster og til duften af branket svinehud, kan få lidt udvisningsangst over den.

Selv troede jeg rent faktisk, at homoseksuelle godt kunne blive gift (er der ikke noget med, at de godt kan få en velsignelse eller noget i den stil?). Og så jeg havde fortrængt (glemt), at EU-parlamentarikerne sidder i hele fem år af gangen.

Resultatet viser altså, at jeg forestiller mig ligestillingen bedre, end den rent faktisk er, og tror, at EU-Parlamentet naturligvis følger den danske grundlovssikrede valgrytme: ergo er jeg SUPERdansker.

søndag den 5. juni 2011

Så for Søren!

søndag 13. marts, 2011

ASSIMILATIONS-LEG:
Pind Up, pindsel, pindligt, pindsesol, Pindfindersang, pindsvin(?), pindemad, fiskepinde, død og pinde, King Pind, pindcet, Pindocchio, Pindochet, pindulfart, Pindotex, pinda colada...

Hvis du når 1000, kan du ansøge om opholdstilladelse.

NYE ANBEFALINGER FRA DANSK SPROGNÆVN
1) Det lille bepiggede dyr, som mange fejlagtigt stiller mælk ud til og mere eller mindre frivilligt kører over på landevejene, skal fremover betegnes "grensvin" eller "kvistsvin" - alt. "lavbenet-svagtseende-med-tryne-og-av-for-den-da-belastende-når-i-defensiven-trængt
-svin".
2) Kongesangen: "Kong Christian stod ved højen Pind..."
3) Nationalsangen: "Der er et yndigt Land, det står med brede Pinde..."
4) Pindediagram ændres til Smalsøjlediagram
5) Pindemad til Stikkermad

Vi forventer at komme med flere snarest.

Inger Beinov Støjberg

(work in progress - kom gerne med lumre links til projektet)

Hendes hår/frisure kan jeg - faktisk - godt lide



http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/373375:Danmark--Inger-Stoejberg-advarer-mod-Faelleslisten

http://www.180grader.dk/Politik/inger-stoejberg-forskoennede-sin-uddannelse

http://jp.dk/indland/indland_politik/article1657040.ece

http://www.facebook.com/video/video.php?v=502095159854

http://ekstrabladet.dk/minsag/article1522852.ece

http://www.metroxpress.dk/nyheder/inger-stjberg-skal-aflse-rnn/pTekcc!16_2320-83/
(det blev så Pind - pest eller kolera?)

http://www.maskinbladet.dk/artikel/galleri-inger-stojberg-i-vestjylland
(se Støjberg se en so fare)

http://www.hk.dk/www/nyheder/nyhedsarkiv/februar_2011/inger_stoejberg_heller_ingen_efterloen_til_fleksjobbere

http://www.k10.dk/showthread.php?t=8152

http://www.information.dk/268590

http://www.information.dk/269999

Rabalderstræde? - Gi mig Danmark tilbage!

Lars i skindpelsen

fredag 20. maj, 2011


Det er længe siden, den ellers så fine avis Politiken er gået så meget i selvsving. Fuld fokus på Cannes med hele 17 direkte Lars-links (19. maj, 23.33). Sidste artikelblok af tilsvarende størrelse var vist om jordskælvet i Fukushima.

Manden tumler lige nu hjemad i sin autocamper ifølge TV2's Ole Kolster. Høj på lykkepiller og med lidt fortrydelse måske, men sikkert også et lille smil på læben over endnu en gang at have skabt røre i den andedam, hvor han blev født som svane, men ellers oftest opfører sig som en grim ælling. Og ikke et ord om Bjørk i den forbindelse!

Kirsten Dunst kan derimod glæde sig over de bedste anmeldelser til dato, men skal man stole på hendes attitude ved det fatale pressemøde, har Trier set ryggen af hende for sidste gang. Selv synes jeg, det er lidt skægt, at hun faktisk ligner en "type cast" til en Riefenstahl-film.

Man skal passe på med nazisme og dens modsætning zionisme, Lars. Det var der en fin dokumentar på DR for noget tid siden, der slog udmærket fast. I samme boldgade, men med et lidt andet fortegn, er der en specialestuderende, der har gjort sig meget lidt populær ved at kalde Nomas madpolitik for fascistisk. Interessant - for hun har faktisk nogle pointer. Hun er nævnt i http://blog.politiken.dk/madsen/2011/05/19/at-spille-nazi-kortet/

Det er også interessant - eller skræmmende - at en dårlig joke af en mand, der med Jørgen Leths ord er "i topform" (jeg er helt enig), kan ryste den politiske korrekthed på en dag, hvor Pind og Co. praler med at gå lige til grænsen af menneskerettighederne og gerne løber en "procesrisiko" ved domstolene - samt udlover dusører til de kommuner, der får udlændinge til at forlade landet. Men her kræves ingen undskyldninger...