mandag den 31. december 2012

2012 replay (musik)

Lad os et kort øjeblik forestille os, at jeg feteret anmelder slash kulturskribent på et dagblad i hovedstaden eller better still, fuldkornsblogger med lad os sige: >20000 sidevisninger om dagen.

Så kommer i de følgende indlæg min mening om "Det bedste i 2012" i genrerne musik, litteratur og film - og lidt om, hvad man skal holde øje med det kommende år. Vi lægger ud med musikken:

Jeg ved ikke lige hvorfor, men det virker ganske enkelt som om, der sker på mest kvindesiden. Eller også lytter jeg mere med underlivet end med hovedet, populært sagt. Det er ikke utænkeligt.

For nu at være lidt alvorlig, så jeg har da en forkærlighed for markante kvindestemmer: Fiona Apple, Regina Spektor, Bat for Lashes, til dels Melody's Echo Chamber, og er samtidig ved at være en kende træt af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorter og high pitch vokaler: Jason Lyttle, James Vincent McMorrow - og ja, selv Band of Horses: undskyld.

Der, hvor der for alvor sker noget, er som altid i den elektroniske del af barometeret (tænk på Björk): Grimes har været det store navn, Little Dragon kommer vi til at høre mere til. Også i lofi delen er der grøde, hvilket måske kan tillægges den succes, The xx har haft: Exitmusic (duo), POLICA (duo).

Rap og R'n'B vil denne blog forbigå, for det kommer jeg sandsynligvist aldrig til at lytte særligt meget til. Undskyld, Frank Ocean og Alicia Keys især.


Årets Danske: The Floor is Made of Lava/Kids & Drunks

Ingen overraskelse her. Flere steder nævnt som en af årets bedste. 10/11 stjerner.



Årets Udenlandske: Django Django/Django Django

En lille overraskelse måske. Det er lidt ved siden af den musik, jeg almindeligvis hører. Mumford & Sons har fyldt meget sammen med flere fra countryfolk-verdenen: The Lumineers, First Aid Kit o.a. Nævnes skal jo også The Black Keys, Jack White og Tame Impala.

Men Django Django er simpelthen så vanvittigt forfriskende, og de har skrevet nogle numre, vi med garanti kommer til at høre rigtig meget rundt omkring. 11/13 stjerner.



Årets Personlige Opdagelse: Imogen Heap

Hvad kan jeg sige? Jeg har aldrig hørt hende før for en måneds tid siden. Fantastisk sangskriver og melody maker. Unik vokal. Hun er på vej med en ny plade, som hun har arbejdet på de sidste par år(!), men numrene bliver udgivet løbende. Indtil videre er der kommet seks. Nedenfor det seneste med en fin video til - ukendt men sikkert uhørt antal stjerner:



NOTE: jeg har overgivet mig til Spotify, hvilket forklarer det antal stjerne, jeg har givet, og er altså betalende abonnent hos dette af nogle musikudøvere betragtet underlødige foretagende. Til dem siger jeg: få jer en bedre fagforening - i Sverige, hvor 'udbytningen' begyndte, kan man åbenbart godt finde ud af tjene penge via streamingtjenester.

Her er en playlist med 18 navne, jeg følger i det kommende år - flere bliver sikkert tilføjet:

onsdag den 19. december 2012

sweet little sixteen

I dag fylder min datter 16. Det vil sige, jeg er ved at blive gammel og reaktionær. Jeg kan i hvert fald huske, at mine forældre og flere af mine kammeraters forældre virkede ret gamle og bagudskuende, da jeg var 16. Nærmest med det ene ben i graven og det andet i permanent bakgear.

16. Det vil sige, hun nu må køre knallert, hvis hun har et knallertbevis. Det har hun vist ingen planer om at få, men knallerter var meget populære, hvor jeg voksede op.
Hun har lovet, at hvis hun skulle få lyst til en knallert, så kunne hun aldrig finde på at anskaffe sig sådan en scooterklon. Det er godt, for den slags knallerter HADER jeg. Puch Maxi med mælkekasse, lover hun - det er retro.

Knallert er faktisk et sjovt ord, synes jeg.


16. Det vil sige, hun nu kan købe sig alle de Breezers, Cult Shakers, øl og al den vin i verden, hun har lyst til på daglig basis. Ikke at jeg tror, hun gør det, men muligheden er der. Heldigvis skal hun vente yderligere to år, før hun kan købe røgtobak, for vi ved jo alle, at det er noget, Den Unævnelige har skabt med det ene formål at forpeste tilværelsen for ALLE - med gadeuorden, finanskrise og global opvarmning til følge.

Jeg er faktisk midt i et rygestopkursus.


Jeg er rimelig privilegeret, selvom jeg kun har ét barn. Hun er smuk, klog og charmerende. Selvom jeg måske ville sove bedre om natten, hvis hun var grim og dum og aldrig ville kunne tiltrække så meget som et halvt skjult øjekast fra nogen som helst med hormonbefængte motiver.

'miniskirts and hotpants' - OMG!


Jeg vil ikke udstille hende - eller mig selv for den sags skyld - yderligere ved også at poste et billede af hende. I må tro mig på mit ord.


mandag den 17. december 2012

we need to talk about Kevin, but ...

Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.

Heldigvis kan man vel sige.

Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.

Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.

Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.

Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.

Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.

Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.

Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.

Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.

Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?

Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.


Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her

Og lad os så  håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.



søndag den 16. december 2012

lidt paranoid er man vel altid ...

Jeg ved ikke ... når man nu har luftet sine småkritiske tanker om det israelske militær og dets brug af twitter OG har gengivet nogle Hamas-jokes - i det hele taget bruger ordet 'Hamas' flere gange ... hvor bekymret skal man så være, når der pludselig er ganske megen trafik her på bloggen fra Israel?

torsdag den 13. december 2012

spot on itunes

iTunes DK
  • Danske Album: Kids & Drunks af The Floor is Made of Lava
  • Alternative Album: The Haunted Man af Bat for Lashes
  • Alternative Nye Navn: Django Django
  • Rock Album: Blunderbuss af Jack White
  • Rock Sang: Gold On the Ceiling af The Black Keys
iTunes UK
  • Best Album: Is Your Love Big Enough by Lianne La Havas
  • Newcomer: Lianne La Havas
  • Rock Album: Babel by Mumford & Sons
iTunes US
  • Best Album: Shields by Grizzly Bear
  • Alternative Song: Sixteen Saltines af Jack White

Og Adeles "21" fra 2011 er det bedst sælgende album (også!) i 2012.

onsdag den 12. december 2012

spot on spotify

Sidste uges Top 5 Artists her, hvor jeg bor:

  1. Imogen Heap
  2. Teitur
  3. Django Django
  4. Lianne La Havas
  5. Deadmau5




tirsdag den 11. december 2012

nu er jeg fan

Datteren er på efterskole. Det er godt for hende, selvom jeg jo ser hende alt for lidt. Men chancerne for, at det bliver anderledes, når hun begynder på gymnasiet næste år, er nok ikke så store, så jeg kan ligesågodt vænne mig til det, vel.

I weekenden var jeg atter til Forældredag på Femmøller Efterskole, hvor begge linjer (teater- og musik-) optrådte med deres nyeste forestillinger. Datteren, som går på musik, var meget begejstret for teaterlinjens performanceforestilling "Hide and Seek", der handlede om identitet, mobning, selvværd og i den dur. De indrammede forestillingen med et - har jeg på fornemmelsen - ret kendt nummer af Imogen Heap.


Selvom hun er klassisk uddannet, ligger hun i den poppede ende af musikbarometeret, men med en del skæve indfald - a capella, elektroindie, fine tekster. Det kan man blandt andet se af den ikke-officielle video nedenfor (se på YouTube og Vis mere).

Og så har hun lige haft fødselsdag og er ved at løbe en en ny plade igang, kan man forstå på hendes hjemmeside, der også afslører, at hun er pænt dygtig til at bruge de sociale medier i kontakten til sine fans.





fredag den 7. december 2012

sikke en dag - og den er ikke slut endnu


Altid herligt at komme hjem til en Facebook venneanmodning - og så fra den dobbelt prisnominerede herself fra gårsdagens indlæg. Jeg er ven nummer 3222.

Og Saxo.com er nu begyndt at følge mig på twitter af uransagelige årsager.

Og jeg er blevet retweetet af Gyldendal:


Og Metallica har overgivet sig til Spotify!




torsdag den 6. december 2012

betænkning


tænk
hvis man kunne abonnere på Josefine Klougart
's fremtid og drømme på YouTube

tænk
hvis kaospiloter faktisk
blev undervist i at navigere

tænk
hvis spøgelser virkelig findes
og de tænker det samme om os

tænk
hvis sårbarheden er en applikation
vi blev påduttet ved fødslen

tænk
hvis drømme aldrig størkner
så hurtigt som de flyder

tænk
hvis der var en alvor i alt
som ikke kunne gøres til et meme

tænk
hvis Gud er et rygte Fanden har skabt
og 42 faktisk er svaret på alt i universet

tænk
hvis
...


mandag den 3. december 2012

app mishap

Det er ikke altid, at Spotify og Facebook taler så godt sammen, har jeg opdaget.

Når jeg lytter til First Aid Kit, hvilket jeg jo gør en del, henvises der til finske Disco Ensemble, som jeg egentlig ikke rigtig kan associere til.

Til gengæld er der en vis poetisk retfærdig i, at Holly Golightly & The Brokeoffs henviser til Truman Capote, da han jo er den glimrende forfatter bag "Breakfast at Tiffany's". Og hvem spiller hovedrolle i den: Audrey Hepburn! Så her er der da tale om en fejl, der kun fører til noget godt.

Jeg undrer mig over, at jeg ikke er stødt på hende her noget før. Hun har arbejdet sammen med Jack White og The Greenhornes. Medlemmer herfra dannede senere The Raconteurs sammen med JW.