mandag den 31. december 2012

2012 replay (musik)

Lad os et kort øjeblik forestille os, at jeg feteret anmelder slash kulturskribent på et dagblad i hovedstaden eller better still, fuldkornsblogger med lad os sige: >20000 sidevisninger om dagen.

Så kommer i de følgende indlæg min mening om "Det bedste i 2012" i genrerne musik, litteratur og film - og lidt om, hvad man skal holde øje med det kommende år. Vi lægger ud med musikken:

Jeg ved ikke lige hvorfor, men det virker ganske enkelt som om, der sker på mest kvindesiden. Eller også lytter jeg mere med underlivet end med hovedet, populært sagt. Det er ikke utænkeligt.

For nu at være lidt alvorlig, så jeg har da en forkærlighed for markante kvindestemmer: Fiona Apple, Regina Spektor, Bat for Lashes, til dels Melody's Echo Chamber, og er samtidig ved at være en kende træt af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorter og high pitch vokaler: Jason Lyttle, James Vincent McMorrow - og ja, selv Band of Horses: undskyld.

Der, hvor der for alvor sker noget, er som altid i den elektroniske del af barometeret (tænk på Björk): Grimes har været det store navn, Little Dragon kommer vi til at høre mere til. Også i lofi delen er der grøde, hvilket måske kan tillægges den succes, The xx har haft: Exitmusic (duo), POLICA (duo).

Rap og R'n'B vil denne blog forbigå, for det kommer jeg sandsynligvist aldrig til at lytte særligt meget til. Undskyld, Frank Ocean og Alicia Keys især.


Årets Danske: The Floor is Made of Lava/Kids & Drunks

Ingen overraskelse her. Flere steder nævnt som en af årets bedste. 10/11 stjerner.



Årets Udenlandske: Django Django/Django Django

En lille overraskelse måske. Det er lidt ved siden af den musik, jeg almindeligvis hører. Mumford & Sons har fyldt meget sammen med flere fra countryfolk-verdenen: The Lumineers, First Aid Kit o.a. Nævnes skal jo også The Black Keys, Jack White og Tame Impala.

Men Django Django er simpelthen så vanvittigt forfriskende, og de har skrevet nogle numre, vi med garanti kommer til at høre rigtig meget rundt omkring. 11/13 stjerner.



Årets Personlige Opdagelse: Imogen Heap

Hvad kan jeg sige? Jeg har aldrig hørt hende før for en måneds tid siden. Fantastisk sangskriver og melody maker. Unik vokal. Hun er på vej med en ny plade, som hun har arbejdet på de sidste par år(!), men numrene bliver udgivet løbende. Indtil videre er der kommet seks. Nedenfor det seneste med en fin video til - ukendt men sikkert uhørt antal stjerner:



NOTE: jeg har overgivet mig til Spotify, hvilket forklarer det antal stjerne, jeg har givet, og er altså betalende abonnent hos dette af nogle musikudøvere betragtet underlødige foretagende. Til dem siger jeg: få jer en bedre fagforening - i Sverige, hvor 'udbytningen' begyndte, kan man åbenbart godt finde ud af tjene penge via streamingtjenester.

Her er en playlist med 18 navne, jeg følger i det kommende år - flere bliver sikkert tilføjet:

onsdag den 19. december 2012

sweet little sixteen

I dag fylder min datter 16. Det vil sige, jeg er ved at blive gammel og reaktionær. Jeg kan i hvert fald huske, at mine forældre og flere af mine kammeraters forældre virkede ret gamle og bagudskuende, da jeg var 16. Nærmest med det ene ben i graven og det andet i permanent bakgear.

16. Det vil sige, hun nu må køre knallert, hvis hun har et knallertbevis. Det har hun vist ingen planer om at få, men knallerter var meget populære, hvor jeg voksede op.
Hun har lovet, at hvis hun skulle få lyst til en knallert, så kunne hun aldrig finde på at anskaffe sig sådan en scooterklon. Det er godt, for den slags knallerter HADER jeg. Puch Maxi med mælkekasse, lover hun - det er retro.

Knallert er faktisk et sjovt ord, synes jeg.


16. Det vil sige, hun nu kan købe sig alle de Breezers, Cult Shakers, øl og al den vin i verden, hun har lyst til på daglig basis. Ikke at jeg tror, hun gør det, men muligheden er der. Heldigvis skal hun vente yderligere to år, før hun kan købe røgtobak, for vi ved jo alle, at det er noget, Den Unævnelige har skabt med det ene formål at forpeste tilværelsen for ALLE - med gadeuorden, finanskrise og global opvarmning til følge.

Jeg er faktisk midt i et rygestopkursus.


Jeg er rimelig privilegeret, selvom jeg kun har ét barn. Hun er smuk, klog og charmerende. Selvom jeg måske ville sove bedre om natten, hvis hun var grim og dum og aldrig ville kunne tiltrække så meget som et halvt skjult øjekast fra nogen som helst med hormonbefængte motiver.

'miniskirts and hotpants' - OMG!


Jeg vil ikke udstille hende - eller mig selv for den sags skyld - yderligere ved også at poste et billede af hende. I må tro mig på mit ord.


mandag den 17. december 2012

we need to talk about Kevin, but ...

Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.

Heldigvis kan man vel sige.

Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.

Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.

Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.

Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.

Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.

Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.

Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.

Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.

Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?

Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.


Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her

Og lad os så  håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.



søndag den 16. december 2012

lidt paranoid er man vel altid ...

Jeg ved ikke ... når man nu har luftet sine småkritiske tanker om det israelske militær og dets brug af twitter OG har gengivet nogle Hamas-jokes - i det hele taget bruger ordet 'Hamas' flere gange ... hvor bekymret skal man så være, når der pludselig er ganske megen trafik her på bloggen fra Israel?

torsdag den 13. december 2012

spot on itunes

iTunes DK
  • Danske Album: Kids & Drunks af The Floor is Made of Lava
  • Alternative Album: The Haunted Man af Bat for Lashes
  • Alternative Nye Navn: Django Django
  • Rock Album: Blunderbuss af Jack White
  • Rock Sang: Gold On the Ceiling af The Black Keys
iTunes UK
  • Best Album: Is Your Love Big Enough by Lianne La Havas
  • Newcomer: Lianne La Havas
  • Rock Album: Babel by Mumford & Sons
iTunes US
  • Best Album: Shields by Grizzly Bear
  • Alternative Song: Sixteen Saltines af Jack White

Og Adeles "21" fra 2011 er det bedst sælgende album (også!) i 2012.

onsdag den 12. december 2012

spot on spotify

Sidste uges Top 5 Artists her, hvor jeg bor:

  1. Imogen Heap
  2. Teitur
  3. Django Django
  4. Lianne La Havas
  5. Deadmau5




tirsdag den 11. december 2012

nu er jeg fan

Datteren er på efterskole. Det er godt for hende, selvom jeg jo ser hende alt for lidt. Men chancerne for, at det bliver anderledes, når hun begynder på gymnasiet næste år, er nok ikke så store, så jeg kan ligesågodt vænne mig til det, vel.

I weekenden var jeg atter til Forældredag på Femmøller Efterskole, hvor begge linjer (teater- og musik-) optrådte med deres nyeste forestillinger. Datteren, som går på musik, var meget begejstret for teaterlinjens performanceforestilling "Hide and Seek", der handlede om identitet, mobning, selvværd og i den dur. De indrammede forestillingen med et - har jeg på fornemmelsen - ret kendt nummer af Imogen Heap.


Selvom hun er klassisk uddannet, ligger hun i den poppede ende af musikbarometeret, men med en del skæve indfald - a capella, elektroindie, fine tekster. Det kan man blandt andet se af den ikke-officielle video nedenfor (se på YouTube og Vis mere).

Og så har hun lige haft fødselsdag og er ved at løbe en en ny plade igang, kan man forstå på hendes hjemmeside, der også afslører, at hun er pænt dygtig til at bruge de sociale medier i kontakten til sine fans.





fredag den 7. december 2012

sikke en dag - og den er ikke slut endnu


Altid herligt at komme hjem til en Facebook venneanmodning - og så fra den dobbelt prisnominerede herself fra gårsdagens indlæg. Jeg er ven nummer 3222.

Og Saxo.com er nu begyndt at følge mig på twitter af uransagelige årsager.

Og jeg er blevet retweetet af Gyldendal:


Og Metallica har overgivet sig til Spotify!




torsdag den 6. december 2012

betænkning


tænk
hvis man kunne abonnere på Josefine Klougart
's fremtid og drømme på YouTube

tænk
hvis kaospiloter faktisk
blev undervist i at navigere

tænk
hvis spøgelser virkelig findes
og de tænker det samme om os

tænk
hvis sårbarheden er en applikation
vi blev påduttet ved fødslen

tænk
hvis drømme aldrig størkner
så hurtigt som de flyder

tænk
hvis der var en alvor i alt
som ikke kunne gøres til et meme

tænk
hvis Gud er et rygte Fanden har skabt
og 42 faktisk er svaret på alt i universet

tænk
hvis
...


mandag den 3. december 2012

app mishap

Det er ikke altid, at Spotify og Facebook taler så godt sammen, har jeg opdaget.

Når jeg lytter til First Aid Kit, hvilket jeg jo gør en del, henvises der til finske Disco Ensemble, som jeg egentlig ikke rigtig kan associere til.

Til gengæld er der en vis poetisk retfærdig i, at Holly Golightly & The Brokeoffs henviser til Truman Capote, da han jo er den glimrende forfatter bag "Breakfast at Tiffany's". Og hvem spiller hovedrolle i den: Audrey Hepburn! Så her er der da tale om en fejl, der kun fører til noget godt.

Jeg undrer mig over, at jeg ikke er stødt på hende her noget før. Hun har arbejdet sammen med Jack White og The Greenhornes. Medlemmer herfra dannede senere The Raconteurs sammen med JW.




mandag den 26. november 2012

Ønskeseddel

Kære Julemand
Jeg har forsøgt at finde dig på Facebook, men hvilken af de mange julemændsprofiler, -pages, -groups, og -communities er egentlig din? Det gør mig altså lidt forvirret og også lidt bange, at der er så mange af dem.

Med min barnetro i behold og min fornuft på standby skriver jeg derfor denne ønskeseddel, da jeg tænker: Hvis mine ønsker er oprigtige og kommer fra hjertet, så læser du med over min skulder og vil gøre alt for at opfylde dem. Der er jo bare de magiske tre - indtil videre.

1) Endorfinplastre eller -tyggegummi
Af og til mærker jeg, at jeg ville have virkelig godt af en stor portion endorfiner, men jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre noget ved det. Så kunne det være rart med et plaster eller noget tyggegummi til lige at kickstarte systemet.

2) Søgelys (Dual/TwoSpots-udgaven)
Nogle gange vil jeg gerne være i søgelyset, men kan ganske enkelt ikke finde det nogen steder. Andre gange leder jeg efter noget i mig selv, men går rundt i mørket i lang tid uden at finde det.

3) Kussemagnet (manuel)
Nogle gange oplever jeg visse vanskeligheder ved at tiltrække kvinder og måske i endnu højere grad: at fastholde dem. Jeg forestiller mig, det ville være noget lettere, hvis jeg havde sådan en 'kussemagnet'. Det skal ikke være den fuldautomatiske, da jeg gerne selv vil have lidt styr på, hvem der bliver tiltrukket af den.




torsdag den 15. november 2012

Konsekvensanalyser?



Som nummer 3 og 4, dags dato kl. 10.14 dansk tid (efter #WhatMakesMeSmile og #NationalBumSmackingDay[!?]): to tags om begivenhederne i Mellemøsten.

Tidligere på dagen bemærkede jeg #HamasBumperStickers i Top Ti, hvor folk kommer med mestendels morbide forslag til, hvad der kunne stå på sådan en - for eksempel: "My kid can blow up your kid" eller "I'm dying to get laid" eller "My other car is a bomb".

Det er en skør, skør verden - eller hvad?

En ting er sikkert. Dokumentering af begivenheder foregår på mange flere niveauer og med et helt andet tempo i dag end for få år siden. Spørgsmålet er om vores evne til at kapere, sortere og analysere informationerne kan følge med.

Det ene øjeblik falden-på-halen komiske indslag - det næste et billede af en dræbt oprørsleder/terrorist. Hvor vildt er det lige, at Israels militær bruger deres twitterprofil(er) til at nærmest live-sende deres angreb? Kombineret med Instagram og videofeeds er det jo en propagandamaskine uden sidestykke, men samtidig også en fed langefinger lige i synet på deres modstandere og kritikere.

Hvordan kan man forudsige konsekvenserne af det i de flygtige mediers tidsalder?

Heldigvis er der også gode ting at hente på den konto for eksempel:
Liveblog fra The Guardian

og om de omdiskuterede droneangeb (overskriften er surrealistisk, men budskabet er godt - tror jeg):
Droneangreb på Instagram


tirsdag den 13. november 2012

There can be only one

Jeg kan næsten ikke få armene ned, når jeg kommer til at tænke på Björk eller lytter til hendes musik. Hendes video til nummeret "Mutual Core" fra hendes seneste album "Biophilia" har ramt YouTube ved en verdenspremiere i dag på MOCATV, som er kanal for The Museum of Contemporary Art i Los Angeles.

Det er en fantastisk video til et fantastisk nummer fra en fantastisk plade. Når man så betænker alt det, der er sat igang i forbindelse med albummets udgivelse for et års tid siden:

  • html5-hjemmeside
  • et hav af apps
  • et undervisningsprogram til skolebørn med udgangspunkt i tekstuniverset og hele filosofien bag "Biophilia" (hvilket blandt andet omhandler sustainability og en slags "we are one")
  • "tværfagligt" samarbejde med et væld af musikere, billedkunstnere, programmører - you name it
Alene hendes brug af instrumenter er unheard of. Nogle af de første bidder, der slap ud (nøje tilrettelagt naturligvis) inden udgivelsen af "Biophilia", viste, hvordan hun og hendes kumpaner havde smadret en celesta og derefter bedt en iPad om at slå på strengene med xylofon-stave. Denne lille video viser en flig af hendes måde at tænke tidssvarende instrumentering på:


Jeg har i nogle år tænkt, at hun ramte sit kunstneriske loft med sin rolle som Selma i sit samarbejde/modarbejde med Lars von Trier i "Dancer in the Dark", men med Biophilia har hun endnu en gang rykket grænserne for sin kunstneriske formåen. Så når jeg tænker på/lytter til hende, er det med en underlig association til "Highlander"-filmene; det må have noget at gøre med vildskab, rå natur og udødelighed: "There can be only one!"





mandag den 12. november 2012

Et skridt ad gangen

eller: en ting ad gangen - den vigtigste først.
Det er et udtryk, de fleste nok har hørt mere end en gang. Det har jeg i hvert fald både privat og professionelt.

De første mange gange stejlede jeg lidt, når jeg fik det at vide. For er det ikke bare så banalt, enkelt og indlysende, at det nærmest bliver intetsigende? Som det er med så mange klichéer og talemåder.

Men jeg må tilstå, at jeg så småt har overgivet mig. For det er sgu rigtigt: en ting ad gangen - den vigtigste først. Ellers ender det med, at jeg går igang med en masse uden at blive færdig med noget som helst.

Så den der med "godt begyndt er halvt fuldendt" ... det er jo det rene vrøvl!

torsdag den 8. november 2012

Q & A

Q: Nå, Jan, hvordan er det så at være sprunget ud som alkoholiker?
A: Det er faktisk rart. Lidt angstprovokerende, men også meget befriende. Mine nærmeste ved det selvfølgelig godt, men det er første gang, jeg sådan bekender mit misbrug i et offentligt rum. Så er det jo meget rart at kunne gøre det her på bloggen, hvor der kun er et begrænset antal læsere :o)

Q: Hvornår blev du første gang klar over, at du havde et besværligt forhold til alkohol?
A: Det har nok været i 2003, hvor jeg flyttede til Fredericia i forbindelse med min uddannelse. For det første skulle jeg flytte fra kæresten, for det andet kom jeg til at bo i en lille 1-vær., så jeg kom til at føle mig meget alene, isoleret. Jeg begyndte at "hygge" mig med typisk en liter rødvin om aftenen for at slappe af og brugte det som sovemedicin.

Men set i det store bakspejl har jeg aldrig haft et almindeligt forhold til alkohol. Jeg har haft mange blackouts som helt ung og har altså aldrig haft en stopklods. Jeg drikker, til jeg nærmest går omkuld.

Q: Hvilke omkostninger har der været ved dit misbrug?
A: Mindst tre parforhold; de to af dem meget seriøse. Min uddannelse: jeg formåede ikke at fokusere ordentligt på den, hvilket jeg så heldigvis - måske, måske ikke - indså, og derfor valgte jeg at holde orlov inden sidste semester. Der går så to år, inden jeg vender tilbage, og jeg må stoppe igen efter få uger på grund af svær depression. En depression, der naturligvis er udløst af alkohol blandt andet.

Man kan vel sige, at jeg i mindst ti år af mit liv kun har fungeret måske 50-75 % på grund af mit misbrug. Det koster selvfølgelig noget både i forhold til relationer og til arbejdsmarked og uddannelse. Så er der også min datter, som jeg har forsøgt at holde så fri fra mine problemer som muligt. Men der har selvfølgeligt været perioder, hvor jeg har været meget ustabil, og der har været situationer, hvor jeg har været meget uansvarlig. Heldigvis er hun en stærk pige, som har oplevet lidt af hvert efterhånden, og vi har stadigvæk et rigtigt godt forhold til hinanden.

Q: Hvad har du gjort for at komme ud af dit misbrug?
A: Jeg har været i ambulant behandling og dagbehandling flere gange med nogen effekt. Det vil sige, at jeg efterfølgende har holdt mig ædru nogle gange i måneder af gangen. Men det, der virkelig har hjulpet mig, er det døgnophold, jeg har haft på Ringgården. 12 ugers koncentreret, holistisk indsats med fokus - naturligvis - på afhængigheden, men især de kerneantagelser og leveregler, der gør, at en glad dreng som jeg overhovedet bliver alkoholiker.

Nu her går jeg fortsat til opfølgning her i Randers og er på antabus. Nogle tænker måske, at når man er på antabus, så er man ikke kureret. Ja, det er sandt, for jeg bliver aldrig kureret. Det vil være et problem, jeg skal leve med resten af livet. Lige nu og måske et par år frem er antabus som at tage paraplyen med sig, inden man bevæger sig ud en gråvejrsdag - hvis det nu skulle begynde at regne.

Q: Det lyder jo meget fornuftigt :o) Hvad sker der ellers i dit liv lige nu?
A: Jamen, jeg er i gang med at finde ud af, om jeg kan få lov til at færdiggøre min uddannelse. Jeg er blevet kaldt til samtale 14. november på DMJX, og med mindre jeg dummer mig enormt meget der, så har jeg en rimelig chance for at få lov til at starte igen - og altså få et afgangsbevis derfra.

Q: Det lyder godt, Jan, vi krydser fingre for dig. Tak, fordi du ville dele det her med os.
A: Det var så lidt og selv tak.


mandag den 5. november 2012

farvel alkohol

I forbindelse med min døgnbehandling på Ringgården skrev jeg et såkaldt farvel-brev til alkohol:

kært barn har mange navne

alkohol,
du var plaster på såret, lys i mørket,
slag i luften og spark i skridtet.
et gok i nøden, en streg i regningen,
et skud i tågen, huller i hukommelsen.

du var en pind i øret, en bjælke i øjet,
et dyt i bamsen, en bombe i turbanen.
du var et luftkastel, et fata morgana,
et helt og aldeles udsigtsløst
mikrolån med megarenter.

du var min frelser, min redningskrans,
og mit titanic, mit golgata.
du var begyndelsen på enden:
røven på komedien.

alkohol, jeg har kaldt dig:
min bedste ven, min store kærlighed,
og min værste fjende.
alkohol, jeg har kaldt dig:
mit store håb, min eneste glæde,
og min sikre død.

ja, kært barn har mange navne.
nu vil jeg finde nogle til mig selv.


tirsdag den 30. oktober 2012

Compulsive Online Disorder

Jeg er lidt i tvivl, hvorvidt titlen - COD - er grammatisk korrekt eller giver nogen dybere mening, men den beskriver meget godt den lidelse, den kompulsive opførsel, jeg af og til demonstrerer i min online tilværelse. Samtidig får "cod" mig til at tænke på Ernest Hemingway, og derfor kan jeg trække noget semi-intellektuelt nedover indlægget, selvom associationen i sig selv naturligvis er helt ude af trit med noget som helst.

Ethvert kommentarfelt virker sært tillokkende på mig; enhver mulighed for at dele, poste og videresende gør mig overstadig grænsende til enerverende. Når jeg bevæger mig rundt på facebook især, på diverse blogs til dels og en smule på twitter, har jeg det som et barn i en slikbutik efter lukketid. Jeg skal bare helst smage på, røre ved og rode rundt i det hele, og jeg kan gøre det - tror jeg - i ly af den delvise anonymitet, min profil giver mig.

Samtidig har jeg bemærket en vis alsidighed/tvetydighed i min attitude på de forskellige platforme.

  • på facebook er jeg nærmest allestedsnærværende (YouTube, goodreads, Spotify), sjov fætter, spydig, harcelerende, og på samme tid ret ukritisk anbefalende; irriterende. Umiddelbar er måske et godt ord
  • på twitter - som jeg bruger meget lidt, men som jeg måske er ved at få øjnene op for langt om længe - forsøger jeg at være... sådan lidt dyb og underfundig (bedrevidende)
  • på denne blog (nu, efter lang tids pause): personligt kværulerende om alt, jeg lige går og tænker på. Altså mig, mig, mig. Og skriveværksted.
  • på min anden blog (nu, efter lang tids pause): charmeret og helst charmerende anbefaler/anmelder samt skribent. Altså skriveværksted.
  • på andre blogs: roser, deler, like'r. Lidt mere mådeholden med comments - heldigvis

Hvad leder dette indlæg så hen mod? Ikke så meget egentlig. Blot en undren - og en Top Skrækkelig over udbrud jeg er kommet med på fb og twitter. Sidste udbrud på listen minder mig om, at jeg også efterlyser en kur mod online forelskelser - for eksempel den her:

  • Go'Aften TV: Altså, "orkanens øje" betyder stadig midten af orkanen, hvor der efter sigende er nærmest vindstille, ikke!? Og var det fuldstændig uinteressant at fortælle, hvem gutten, der sad og lignede Martin de Thurah helt vildt, ved siden af Bjarke Ingels var?
  • Leo Messi er født 1987-2406. Tværsum: 25-12. Han er 25 år nu. Tværsum en gang til: 7-3. Han scorede 73 gange i 2011-12. 7x3=21. I går lavede han sit 21. hattrick ☼
  • er ret spændt på at se de næste albumcovers fra hhv. Melody Gardot og Diana Krall...
  • Måske og temmelig sikkert den bedste tv-serie ever! - altså så længe nogen nogensinde kan huske... ærligt talt: Kom med et bedre bud! (link til Gilmore Girls)
  • "X-Rem høj og urolig EPO" - Margueritruten revisited 
  • Overmod: har lige hjemtaget Brahms: Variations   ?
  • Hvad er forskellen på en Contador? - Frank kan hverken Andy 
  • This is the end, my beautiful friend, the end  
  • The leaves...before they died had trees to hang their hope 
  •  I like watching tv, but I also like looking out the window. It's kind of like old school tv





lørdag den 27. oktober 2012

På den sikre side af fifty-fifty!?

Læser i dagens avis - Information for tiden - at halvdelen af alle forudsigelser om politik fra kommentatorer, diverse eksperter og andet godtfolk viser sig at være forkerte.
En anden artikel fortæller mig, at halvdelen af alt, jeg ved, sandsynligvis er forkert.

Så kan man jo lige så godt slå plat eller krone.

Jeg siger krone.

La Vie en Rose

12. november 2012:
Hun er ganske enkelt fantastisk: http://www.medici.tv/#!/jeanne-d-arc-au-bucher-honegger-obc-barcelona-marion-cotillard

27. oktober 2012:
[... synes det er pænt spøjst eller i det mindste lidt af et tilfælde, at Marion Cotillard spiller fremragende i både "Spurven (La Vie en Rose)" og "Inception", og at the dream team i sidstnævnte kan finde tilbage til virkeligheden, når de hører afslutningsmelodien i førstnævnte. Noget som Edith Piaf måske kæmpede med in real life, og Cobb gør det i Christopher Nolans film.]

mandag den 22. oktober 2012

Antiapp much?

Jeg er efterhånden blevet facebooktionista, hvilket jeg ikke er stolt af, men på den anden side heller ikke skammer mig over. Jeg er så vidt muligt også politisk korrekt og kan af og til genkendes som en af dem, der står pænt og venter på grønt lys midt om natten i en Århus-forstad eller en formiddag i Randers.

Men noget, der pisser af mig af for tiden, er alle muliges og umuliges mere eller mindre velbegrundede argumenter for at hade diverse apps på fb. Jeg bruger ikke selv vanvittigt mange af dem: Spotify og Goodreads mestendels.
Ja, det kan være pænt irriterende at stalke-listen bliver plastret til med app-dates, men samtidig også en god mulighed for at blive inspireret og åh min Gud: få udvidet sin horisont. Hvis ikke man gider dem, kan man slå skidtet fra i App-Center, så man ikke behøver tage stilling til den slags.

Ligesom jeg naturligvis heller ikke behøver at tage stilling til, hvad andre gengiver af firstmoveres og trendsætteres holdninger til oldgamle og besværlige applikationer.