Se så å kom ne' derfra!

Det der med, at Twitter er hovedstaden, og Facebook er provinsen, kan jeg godt følge.

Storcentre har vi mange af herude, og at være på Facebook er nogle gange lidt som at gå rundt i et storcenter.

Man får rigtig meget mærkeligt smidt i hovedet, der lugter mærkeligt, man støder ind i folk, man ikke har set længe og måske helst vil undgå, man har egentlig ikke brug for noget, men kommer alligevel til at købe et eller andet, og det er rigtig, rigtig svært at finde udgangen.

Jeg bor i provinsen og har tidligere udtrykt min begejstring for Fb. Den står jeg ved, selvom jeg i perioder også kan kan blive lidt træt i øjnene af diverse politiske statements, billeder af kæledyr, feriebilleder, location apps med videre. Men jeg vælger jo selv, om jeg vil klikke videre eller ej. Ligesom i storcentret.

Hvad jeg Like'r og ikke. Hvad sponsorsider og lignende angår, så Hide'r jeg dem konsekvent, så snart jeg ser dem. Problem solved - mere eller mindre.

Om Twitter siger jeg: "københavneri!" eller "ka' I så se å kom' ne' derfra!"

Dette er ikke et forsvar for storcentre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i et (Frederiksbergcentret for seks-syv år siden!?), og jeg hader dem fortsat.

Det er heller ikke et angreb på Twitter - jeg kan egentlig godt lide det, men jeg føler virkelig, jeg lige er kommet ind med fire-toget.

Tredje gang er ...

... om ikke lykkens gang, så måske erkendelsens.

Jeg har sat en stopper for mine udflugter til bunkeren (DMJX) på Oluf Palmes Allé i Århus. Det er også pænt dyrt at tage den tur flere gange om ugen, når man ikke er berettiget til rabat, skal jeg hilse og sige.

Det var simpelthen for angstprovokerende for mig. Folk med forstand på Borderline-træk vil nok kunne sige en ting eller to om den beslutning, jeg så har truffet.

Hvis jeg selv skal analysere en smule på, hvad der er sket:

1. Efter endt ophold på Ringgården beslutter jeg mig efter nogen overtalelse at forfølge muligheden for at genoptage studiet - optur
2. Skriver rimelig ansøgning, er til samtale, grønt lys - optur
3. Går og venter, jul og nytår, går og venter - nedtur
4. Begynder at frygte, at jeg ikke klarer det alligevel - nedtur
5. Føler mig som en elefant i en glasbutik/en hund i et spil kegler, da jeg så kommer i gang - nedtur

4 og 5 har jeg ikke formået at ryste af mig, og begge dele blokerer ganske enkelt min evne til at få noget ud af noget som helst. What to do? Jeg vender problematikken med et par professionelle og nogle venner, men i sidste ende er det jo mig selv, der skal træffe afgørelsen.

I de sidste fire-fem år har jeg siddet i et hjørne af min lejlighed og pillet navle foran spejlet, hvis ikke jeg har ligget i fosterstilling og grædt mig selv i søvn. Ja, ja, det er overvejende billedlig talt, men der er altså langt fra den sindsstemning til et 100% personligt såvel som fagligt engagement i et studie. Måske især et studie som journalistuddannelsen, hvor man uundgåeligt bliver bragt personligt i spil i ganske mange sammenhænge.

Læg dertil en pæn portion tvivl om min faglige kunnen efter så mange års fravær (syv år mere eller mindre - syv år, Niller!) og et ordentligt drys udefineret socialfobi/-angst, der er udviklet gennem de her år med mere eller mindre selvvalgt, men under de fleste omstændigheder alkoholtåget, isolation.

Så min personlige statur er simpelthen ikke robust nok til at blive kastet ud i virkeligheden på den her måde endnu. Det er i hvert fald den konklusion, jeg er nået frem til - og derfor har jeg meldt fra studiet igen jvf. sidste blogpost.

Intentionen med 1 i listen ovenfor har hele tiden været at blive afklaret omkring den her uafsluttede uddannelse. Det er jeg blevet nu - jeg bliver ikke journalist. Punktum.

Det har jeg så brugt 12 år på at finde ud. Hvad i al verden skal jeg nu få tiden til at gå med?

Den positive krølle er, at jeg ikke har haft drikketrang af alt det her. Jeg har det heller ikke nu og regner heller ikke med at få det. Så i den retning er der bestemt sket en hel del det sidste års tid - og det er måske i virkeligheden det vigtigste, når alt kommer til alt.

Har sendt nedenstående til optagelses- og kvalitetslederen på DMJX - læg mærke til, at der faktisk er et par sproglige småfejl. Mere om konsekvenserne af min beslutning ved en senere lejlighed.

Hej Solveig,

det er ikke utænkeligt, at jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde denne mail bare en lille smule, men det vil jeg vente med at bekymre mig om til den tid.

Som det er nu, er jeg ganske enkelt ikke mentalt/psykisk stærk nok til at fortsætte forløbet. Det er der flere både gode og mindre gode årsager til - alkohol er heldigvis ikke med i puljen, hvilket er det store og måske eneste plus omstændighederne taget i betragtning.

Nogle vil måske indvende, at jeg knap nok er kommet igang - at jeg lige bør give det en chance. Men efter et par uger i tænkeboks har jeg altså truffet beslutning om at melde mig fra.

Jeg beklager ulejligheden i forbindelse med overvejelser omkring og planlægning af mit forløb - herunder oprettelse i Moodle, som I lige må huske at melde mig fra igen.

Med tak og venlig hilsen

Jan