Tredje gang er ...

... om ikke lykkens gang, så måske erkendelsens.

Jeg har sat en stopper for mine udflugter til bunkeren (DMJX) på Oluf Palmes Allé i Århus. Det er også pænt dyrt at tage den tur flere gange om ugen, når man ikke er berettiget til rabat, skal jeg hilse og sige.

Det var simpelthen for angstprovokerende for mig. Folk med forstand på Borderline-træk vil nok kunne sige en ting eller to om den beslutning, jeg så har truffet.

Hvis jeg selv skal analysere en smule på, hvad der er sket:

1. Efter endt ophold på Ringgården beslutter jeg mig efter nogen overtalelse at forfølge muligheden for at genoptage studiet - optur
2. Skriver rimelig ansøgning, er til samtale, grønt lys - optur
3. Går og venter, jul og nytår, går og venter - nedtur
4. Begynder at frygte, at jeg ikke klarer det alligevel - nedtur
5. Føler mig som en elefant i en glasbutik/en hund i et spil kegler, da jeg så kommer i gang - nedtur

4 og 5 har jeg ikke formået at ryste af mig, og begge dele blokerer ganske enkelt min evne til at få noget ud af noget som helst. What to do? Jeg vender problematikken med et par professionelle og nogle venner, men i sidste ende er det jo mig selv, der skal træffe afgørelsen.

I de sidste fire-fem år har jeg siddet i et hjørne af min lejlighed og pillet navle foran spejlet, hvis ikke jeg har ligget i fosterstilling og grædt mig selv i søvn. Ja, ja, det er overvejende billedlig talt, men der er altså langt fra den sindsstemning til et 100% personligt såvel som fagligt engagement i et studie. Måske især et studie som journalistuddannelsen, hvor man uundgåeligt bliver bragt personligt i spil i ganske mange sammenhænge.

Læg dertil en pæn portion tvivl om min faglige kunnen efter så mange års fravær (syv år mere eller mindre - syv år, Niller!) og et ordentligt drys udefineret socialfobi/-angst, der er udviklet gennem de her år med mere eller mindre selvvalgt, men under de fleste omstændigheder alkoholtåget, isolation.

Så min personlige statur er simpelthen ikke robust nok til at blive kastet ud i virkeligheden på den her måde endnu. Det er i hvert fald den konklusion, jeg er nået frem til - og derfor har jeg meldt fra studiet igen jvf. sidste blogpost.

Intentionen med 1 i listen ovenfor har hele tiden været at blive afklaret omkring den her uafsluttede uddannelse. Det er jeg blevet nu - jeg bliver ikke journalist. Punktum.

Det har jeg så brugt 12 år på at finde ud. Hvad i al verden skal jeg nu få tiden til at gå med?

Den positive krølle er, at jeg ikke har haft drikketrang af alt det her. Jeg har det heller ikke nu og regner heller ikke med at få det. Så i den retning er der bestemt sket en hel del det sidste års tid - og det er måske i virkeligheden det vigtigste, når alt kommer til alt.

sweet little sixteen

I dag fylder min datter 16. Det vil sige, jeg er ved at blive gammel og reaktionær. Jeg kan i hvert fald huske, at mine forældre og flere af mine kammeraters forældre virkede ret gamle og bagudskuende, da jeg var 16. Nærmest med det ene ben i graven og det andet i permanent bakgear.

16. Det vil sige, hun nu må køre knallert, hvis hun har et knallertbevis. Det har hun vist ingen planer om at få, men knallerter var meget populære, hvor jeg voksede op.
Hun har lovet, at hvis hun skulle få lyst til en knallert, så kunne hun aldrig finde på at anskaffe sig sådan en scooterklon. Det er godt, for den slags knallerter HADER jeg. Puch Maxi med mælkekasse, lover hun - det er retro.

Knallert er faktisk et sjovt ord, synes jeg.

16. Det vil sige, hun nu kan købe sig alle de Breezers, Cult Shakers, øl og al den vin i verden, hun har lyst til på daglig basis. Ikke at jeg tror, hun gør det, men muligheden er der. Heldigvis skal hun vente yderligere to år, før hun kan købe røgtobak, for vi ved jo alle, at det er noget, Den Unævnelige har skabt med det ene formål at forpeste tilværelsen for ALLE - med gadeuorden, finanskrise og global opvarmning til følge.

Jeg er faktisk midt i et rygestopkursus.

Jeg er rimelig privilegeret, selvom jeg kun har ét barn. Hun er smuk, klog og charmerende. Selvom jeg måske ville sove bedre om natten, hvis hun var grim og dum og aldrig ville kunne tiltrække så meget som et halvt skjult øjekast fra nogen som helst med hormonbefængte motiver.

'miniskirts and hotpants' - OMG!

Jeg vil ikke udstille hende - eller mig selv for den sags skyld - yderligere ved også at poste et billede af hende. I må tro mig på mit ord.

Q & A

Q: Nå, Jan, hvordan er det så at være sprunget ud som alkoholiker?
A: Det er faktisk rart. Lidt angstprovokerende, men også meget befriende. Mine nærmeste ved det selvfølgelig godt, men det er første gang, jeg sådan bekender mit misbrug i et offentligt rum. Så er det jo meget rart at kunne gøre det her på bloggen, hvor der kun er et begrænset antal læsere :o)

Q: Hvornår blev du første gang klar over, at du havde et besværligt forhold til alkohol?
A: Det har nok været i 2003, hvor jeg flyttede til Fredericia i forbindelse med min uddannelse. For det første skulle jeg flytte fra kæresten, for det andet kom jeg til at bo i en lille 1-vær., så jeg kom til at føle mig meget alene, isoleret. Jeg begyndte at "hygge" mig med typisk en liter rødvin om aftenen for at slappe af og brugte det som sovemedicin.

Men set i det store bakspejl har jeg aldrig haft et almindeligt forhold til alkohol. Jeg har haft mange blackouts som helt ung og har altså aldrig haft en stopklods. Jeg drikker, til jeg nærmest går omkuld.

Q: Hvilke omkostninger har der været ved dit misbrug?
A: Mindst tre parforhold; de to af dem meget seriøse. Min uddannelse: jeg formåede ikke at fokusere ordentligt på den, hvilket jeg så heldigvis - måske, måske ikke - indså, og derfor valgte jeg at holde orlov inden sidste semester. Der går så to år, inden jeg vender tilbage, og jeg må stoppe igen efter få uger på grund af svær depression. En depression, der naturligvis er udløst af alkohol blandt andet.

Man kan vel sige, at jeg i mindst ti år af mit liv kun har fungeret måske 50-75 % på grund af mit misbrug. Det koster selvfølgelig noget både i forhold til relationer og til arbejdsmarked og uddannelse. Så er der også min datter, som jeg har forsøgt at holde så fri fra mine problemer som muligt. Men der har selvfølgeligt været perioder, hvor jeg har været meget ustabil, og der har været situationer, hvor jeg har været meget uansvarlig. Heldigvis er hun en stærk pige, som har oplevet lidt af hvert efterhånden, og vi har stadigvæk et rigtigt godt forhold til hinanden.

Q: Hvad har du gjort for at komme ud af dit misbrug?
A: Jeg har været i ambulant behandling og dagbehandling flere gange med nogen effekt. Det vil sige, at jeg efterfølgende har holdt mig ædru nogle gange i måneder af gangen. Men det, der virkelig har hjulpet mig, er det døgnophold, jeg har haft på Ringgården. 12 ugers koncentreret, holistisk indsats med fokus - naturligvis - på afhængigheden, men især de kerneantagelser og leveregler, der gør, at en glad dreng som jeg overhovedet bliver alkoholiker.

Nu her går jeg fortsat til opfølgning her i Randers og er på antabus. Nogle tænker måske, at når man er på antabus, så er man ikke kureret. Ja, det er sandt, for jeg bliver aldrig kureret. Det vil være et problem, jeg skal leve med resten af livet. Lige nu og måske et par år frem er antabus som at tage paraplyen med sig, inden man bevæger sig ud en gråvejrsdag - hvis det nu skulle begynde at regne.

Q: Det lyder jo meget fornuftigt :o) Hvad sker der ellers i dit liv lige nu?
A: Jamen, jeg er i gang med at finde ud af, om jeg kan få lov til at færdiggøre min uddannelse. Jeg er blevet kaldt til samtale 14. november på DMJX, og med mindre jeg dummer mig enormt meget der, så har jeg en rimelig chance for at få lov til at starte igen - og altså få et afgangsbevis derfra.

Q: Det lyder godt, Jan, vi krydser fingre for dig. Tak, fordi du ville dele det her med os.
A: Det var så lidt og selv tak.

farvel alkohol

I forbindelse med min døgnbehandling på Ringgården skrev jeg et såkaldt farvel-brev til alkohol:

kært barn har mange navne

alkohol,

du var plaster på såret, lys i mørket,

slag i luften og spark i skridtet.

et gok i nøden, en streg i regningen,

et skud i tågen, huller i hukommelsen.

du var en pind i øret, en bjælke i øjet,

et dyt i bamsen, en bombe i turbanen.

du var et luftkastel, et fata morgana,

et helt og aldeles udsigtsløst

mikrolån med megarenter.

du var min frelser, min redningskrans,

og mit titanic, mit golgata.

du var begyndelsen på enden:

røven på komedien.

alkohol, jeg har kaldt dig:

min bedste ven, min store kærlighed,

og min værste fjende.

alkohol, jeg har kaldt dig:

mit store håb, min eneste glæde,

og min sikre død.

ja, kært barn har mange navne.

nu vil jeg finde nogle til mig selv.

Rock'n'Roll?

Det har da godt nok været en trist uge rent nyhedsmæssigt. Begyndende med en 13årig, der går med kniv ("Man skal ikke lade sine børn vokse op i Sønderjylland" - Erling Jepsen. Hvad sker der lige i den region - helt ærligt?) Kulminerende med tragedien i Norge, der er så ufattelig, at jeg slet ikke kan forholde mig til den.

Så jeg vil hælde lidt vand ud af ørerne over Amy Winehouses død. Her er trods alt kun tale om én person, og man kan argumentere for, at hun selv har en vis andel i sin alt for tidlige departure. Men sig mig lige? Hvad med de mennesker, der har været omkring hende personligt og musikalsk? Venner, pladeselskab, agenter, musikere - fans?

Jo jo, det er sex, drugs and rock'n'roll, og så sent som i onsdags stod hun på scenen (20. juli 2011 - klik på eget ansvar) sammen med Dionne Bromfield i London og lignede noget der var løgn. Det var dog ikke helt så slemt som den efterhånden famøse Beograd-koncert (18. juni 2011 - klik på eget ansvar), hvor hun vælter rundt på scenen og synger som en falleret drag i de få sange, hvor hun kan huske teksten. Hvorfor får hun lov til at gå på scenen i sådan en tilstand? Og det er jo ikke enestående tilfælde.

Min anklage er, at maskineriet omkring hende i alt for høj grad har ønsket, at hun skulle demonstrere sin personlige fallit på scenen. Hvis ikke hun er i stand til at imponere med sin musik længere - omstændighederne taget i betragtning - så kan hun da stadig fascinere med sin stofafhængige deroute; den personlige tragedie, hun har båret som en tynd skjorte over sin eksistens.

"Sex, drugs and rock'n'roll" er ikke en myte, der skaber stjerner. Det er en myte, der dræber. For havde vi ikke været rigere, hvis medlemmerne af Klub 27 havde levet noget længere? Klub 27 er sgu ikke nogen klub - det er en kirkegård. Og vi er alle med til at sætte stenene.