we need to talk about Kevin, but ...

Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.

Heldigvis kan man vel sige.

Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.

Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.

Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.

Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.

Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
- So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.

Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.

Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.

Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.

Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?

Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.


Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her

Og lad os så  håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.

Konsekvensanalyser?

Som nummer 3 og 4, dags dato kl. 10.14 dansk tid (efter #WhatMakesMeSmile og #NationalBumSmackingDay[!?]): to tags om begivenhederne i Mellemøsten.

Tidligere på dagen bemærkede jeg #HamasBumperStickers i Top Ti, hvor folk kommer med mestendels morbide forslag til, hvad der kunne stå på sådan en - for eksempel: "My kid can blow up your kid" eller "I'm dying to get laid" eller "My other car is a bomb".

Det er en skør, skør verden - eller hvad?

En ting er sikkert. Dokumentering af begivenheder foregår på mange flere niveauer og med et helt andet tempo i dag end for få år siden. Spørgsmålet er om vores evne til at kapere, sortere og analysere informationerne kan følge med.

Det ene øjeblik falden-på-halen komiske indslag - det næste et billede af en dræbt oprørsleder/terrorist. Hvor vildt er det lige, at Israels militær bruger deres twitterprofil(er) til at nærmest live-sende deres angreb? Kombineret med Instagram og videofeeds er det jo en propagandamaskine uden sidestykke, men samtidig også en fed langefinger lige i synet på deres modstandere og kritikere.

We recommend that no Hamas operatives, whether low level or senior leaders, show their faces above ground in the days ahead.
— IDF (@IDFSpokesperson) November 14, 2012

Hvordan kan man forudsige konsekvenserne af det i de flygtige mediers tidsalder?

Heldigvis er der også gode ting at hente på den konto for eksempel:
Liveblog fra The Guardian

og om de omdiskuterede droneangeb (overskriften er surrealistisk, men budskabet er godt - tror jeg):
Droneangreb på Instagram

Compulsive Online Disorder

Jeg er lidt i tvivl, hvorvidt titlen - COD - er grammatisk korrekt eller giver nogen dybere mening, men den beskriver meget godt den lidelse, den kompulsive opførsel, jeg af og til demonstrerer i min online tilværelse. Samtidig får "cod" mig til at tænke på Ernest Hemingway, og derfor kan jeg trække noget semi-intellektuelt nedover indlægget, selvom associationen i sig selv naturligvis er helt ude af trit med noget som helst.

Ethvert kommentarfelt virker sært tillokkende på mig; enhver mulighed for at dele, poste og videresende gør mig overstadig grænsende til enerverende. Når jeg bevæger mig rundt på facebook især, på diverse blogs til dels og en smule på twitter, har jeg det som et barn i en slikbutik efter lukketid. Jeg skal bare helst smage på, røre ved og rode rundt i det hele, og jeg kan gøre det - tror jeg - i ly af den delvise anonymitet, min profil giver mig.

Samtidig har jeg bemærket en vis alsidighed/tvetydighed i min attitude på de forskellige platforme.

• på facebook er jeg nærmest allestedsnærværende (YouTube, goodreads, Spotify), sjov fætter, spydig, harcelerende, og på samme tid ret ukritisk anbefalende; irriterende. Umiddelbar er måske et godt ord
• på twitter - som jeg bruger meget lidt, men som jeg måske er ved at få øjnene op for langt om længe - forsøger jeg at være... sådan lidt dyb og underfundig (bedrevidende)
• på denne blog (nu, efter lang tids pause): personligt kværulerende om alt, jeg lige går og tænker på. Altså mig, mig, mig. Og skriveværksted.
• på min anden blog (nu, efter lang tids pause): charmeret og helst charmerende anbefaler/anmelder samt skribent. Altså skriveværksted.
• på andre blogs: roser, deler, like'r. Lidt mere mådeholden med comments - heldigvis

Hvad leder dette indlæg så hen mod? Ikke så meget egentlig. Blot en undren - og en Top Skrækkelig over udbrud jeg er kommet med på fb og twitter. Sidste udbrud på listen minder mig om, at jeg også efterlyser en kur mod online forelskelser - for eksempel den her:

• Go'Aften TV: Altså, "orkanens øje" betyder stadig midten af orkanen, hvor der efter sigende er nærmest vindstille, ikke!? Og var det fuldstændig uinteressant at fortælle, hvem gutten, der sad og lignede Martin de Thurah helt vildt, ved siden af Bjarke Ingels var?
• Leo Messi er født 1987-2406. Tværsum: 25-12. Han er 25 år nu. Tværsum en gang til: 7-3. Han scorede 73 gange i 2011-12. 7x3=21. I går lavede han sit 21. hattrick ☼
• er ret spændt på at se de næste albumcovers fra hhv. Melody Gardot og Diana Krall...
• Måske og temmelig sikkert den bedste tv-serie ever! - altså så længe nogen nogensinde kan huske... ærligt talt: Kom med et bedre bud! (link til Gilmore Girls)
• "X-Rem høj og urolig EPO" - Margueritruten revisited #bøgerminusetbogstav
• Overmod: har lige hjemtaget Brahms: Variations #LangLang #iTunesFestival #Variationsonathemeofwtf?
• Hvad er forskellen på en Contador? - Frank kan hverken Andy #TourdeFrance
• This is the end, my beautiful friend, the end #JimMorrison #HarryPotter
• The leaves...before they died had trees to hang their hope #BandOfHorses
• zooey deschanel ‏@ZooeyDeschanel I like watching tv, but I also like looking out the window. It's kind of like old school tv

På den sikre side af fifty-fifty!?

Læser i dagens avis - Information for tiden - at halvdelen af alle forudsigelser om politik fra kommentatorer, diverse eksperter og andet godtfolk viser sig at være forkerte.
En anden artikel fortæller mig, at halvdelen af alt, jeg ved, sandsynligvis er forkert.

Så kan man jo lige så godt slå plat eller krone.

Jeg siger krone.

Antiapp much?

Jeg er efterhånden blevet facebooktionista, hvilket jeg ikke er stolt af, men på den anden side heller ikke skammer mig over. Jeg er så vidt muligt også politisk korrekt og kan af og til genkendes som en af dem, der står pænt og venter på grønt lys midt om natten i en Århus-forstad eller en formiddag i Randers.

Men noget, der pisser af mig af for tiden, er alle muliges og umuliges mere eller mindre velbegrundede argumenter for at hade diverse apps på fb. Jeg bruger ikke selv vanvittigt mange af dem: Spotify og Goodreads mestendels.
Ja, det kan være pænt irriterende at stalke-listen bliver plastret til med app-dates, men samtidig også en god mulighed for at blive inspireret og åh min Gud: få udvidet sin horisont. Hvis ikke man gider dem, kan man slå skidtet fra i App-Center, så man ikke behøver tage stilling til den slags.

Ligesom jeg naturligvis heller ikke behøver at tage stilling til, hvad andre gengiver af firstmoveres og trendsætteres holdninger til oldgamle og besværlige applikationer.

Rock'n'Roll?

Det har da godt nok været en trist uge rent nyhedsmæssigt. Begyndende med en 13årig, der går med kniv ("Man skal ikke lade sine børn vokse op i Sønderjylland" - Erling Jepsen. Hvad sker der lige i den region - helt ærligt?) Kulminerende med tragedien i Norge, der er så ufattelig, at jeg slet ikke kan forholde mig til den.

Så jeg vil hælde lidt vand ud af ørerne over Amy Winehouses død. Her er trods alt kun tale om én person, og man kan argumentere for, at hun selv har en vis andel i sin alt for tidlige departure. Men sig mig lige? Hvad med de mennesker, der har været omkring hende personligt og musikalsk? Venner, pladeselskab, agenter, musikere - fans?

Jo jo, det er sex, drugs and rock'n'roll, og så sent som i onsdags stod hun på scenen (20. juli 2011 - klik på eget ansvar) sammen med Dionne Bromfield i London og lignede noget der var løgn. Det var dog ikke helt så slemt som den efterhånden famøse Beograd-koncert (18. juni 2011 - klik på eget ansvar), hvor hun vælter rundt på scenen og synger som en falleret drag i de få sange, hvor hun kan huske teksten. Hvorfor får hun lov til at gå på scenen i sådan en tilstand? Og det er jo ikke enestående tilfælde.

Min anklage er, at maskineriet omkring hende i alt for høj grad har ønsket, at hun skulle demonstrere sin personlige fallit på scenen. Hvis ikke hun er i stand til at imponere med sin musik længere - omstændighederne taget i betragtning - så kan hun da stadig fascinere med sin stofafhængige deroute; den personlige tragedie, hun har båret som en tynd skjorte over sin eksistens.

"Sex, drugs and rock'n'roll" er ikke en myte, der skaber stjerner. Det er en myte, der dræber. For havde vi ikke været rigere, hvis medlemmerne af Klub 27 havde levet noget længere? Klub 27 er sgu ikke nogen klub - det er en kirkegård. Og vi er alle med til at sætte stenene.

Artister på sociale multimediale platforme

Multikunstnere med megatalent i de sociale mediers tid → multimegamisundelig. Sådan kan jeg godt blive, når jeg læser, at en hypet skuespiller som James Franco, der naturligvis også er instruktør og en masse andet, lige har lavet en ny musikvideo – fordi han kan.

Jared Leto, der er en meget kompetent skuespiller, har hærget hitlisterne med bandet 30 Seconds to Mars. Det er lækker rock, der måske ikke lige lander i min indkøbskurv, men fyren skriver minsandten også musik og tekster selv – respekt.

David Lynch, en af de gode gamle, har for længe siden vist sig som en mand med mange talenter: film, bøger, kunst, musik med mere. Jeg nægter at tro, at han selv sørger for at tweete og lægge videoer på youtube – det har han sikkert folk til. Men de nye sociale medier – blandt andet – sørger for, at både hans smalle kunst som videoinstallationer i Lafayette, Paris, og hans medvirken på Danger Mouse & Sparklehorse pladen bliver kendt af et verdensomspændende publikum. Hans stjerne bliver ved med at skinne, og hans talenter bliver opdaget af nye generationer derude, selvom han ikke længere laver sine smukke nyskabende spillefilm.

Björk, der i min bog er den mest nyskabende musiker i sin tid, fortsætter med at imponere med sin "Biophilia", der er i butikkerne til september(?) - singlen "Crystalline" er i butikkerne i dag. Albummet bliver en blanding af lyd, billeder, video, spil, app and you name it.

Op til lanceringen har hun gjort sig til på sin nye html 5 webside, der er imponerende lækker, og diverse videoklip og lydbidder har faret rundt i cyberspace længe (er det bare mig eller lyder ordet cyberspace "gammeldags"?)

Her bag min skærm, der stadig er mest facebookblå, lader jeg mig flere gange om dagen helt frivilligt og ganske gerne imponere af skønne Zooey Deschanel: skuespiller, sanger, entreprenuer, blogger. Kendthedsfaktoren er der selvfølgelig i forvejen, men hun er dog endnu ikke superceleb – altså hun er ikke én, man ser mange paparazzifotos af eller læser om jævnligt i de kulørte. Måske celebrity-fænomenet i de (intelligente) sociale mediers tid er ved at uddø? Man har lov at håbe...

Hun er jo som nævnt, og som det vides ikke den eneste, der kan mere en én ting af gangen, men det imponerende er i hvor høj grad, hun formår at bruge de sociale medier til at udbrede kendskabet til alle de projekter, hun er med i.

Blandt andet er hun virkelig god til at få det det til at se ud, som om hun selv sidder og forfatter sine tweets, sin status på diverse Facebook-sider og sine indlæg på bloggen (indlæggene på HelloGiggles er vist gode nok). De er søde, sjove og personlige, og lur mig, om ikke en fan eller to derude lader sig narre af den venindevenlige stil.

I går bekendtgjorde hun for eksempel, at hun nu lige ville bruge nogle timers quality-time på Facebook (”nursing” kunne man kalde det), hvorefter opdateringerne gled ned over Nyheds-feedet i en lind strøm.

Uanset hvad er det jo god og gratis marketing; optimal udnyttelse af de sociale mediers evne til at udbrede kendskabet om dit og dat – her og nu. Ved at være flittig ved tasterne sørger hun for, at følgere af musikgruppen She and Him bliver gjort opmærksomme på hendes lille business i HelloGiggles - og vice versa.

Så jeg går lige i fælden med lukkede øjne ved at henvise til hendes forskellige projekter. Dels fordi jeg er fan, men også fordi jeg rent faktisk mener, at hun har fat i den lange ende flere steder og i det hele taget er et lysende eksempel på, hvad en kunstner kan bruge de sociale medier til. Tjek det ud:

http://www.facebook.com/pages/Zooey-Deschanel/175644685809528

http://www.facebook.com/sheandhim

http://www.facebook.com/hellogiggles

http://www.facebook.com/ZooeyTheNewGirl

http://twitter.com/#!/therealzooeyd

Bon Iver

Bon Iver er et rimeligt nyt navn i min nodebog, men jeg er da helt tosset med dem allerede. Der er også en heftig buzz om bandets nyeste plade, der udkom for nogle dage siden.
stereogum.com var nogle af de første, der dukkede op med nys om den på min sidebar, portable.tv var også hurtigt ude, og hos både stereogum og npr.org er de toppen af poppen, som det også var tilfældet med deres debut i 2008.

Videoen til Calgary er vanvittig smuk. Musikken æterisk, skrøbelig, gribende.

Der er så mørkt ude på landet

I dette på globusen så uanseelige land, der alligevel har fostret navne som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Michael Laudrup og – nå ja – Aqua, har en blåsort sky lagt sig tungt og dystert på den meningsdannende himmel.

Den blev markant synlig i horisonten sent på året 2001, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til krig mod smagsdommerne i sin politiske nytårsbasun, men reelt set har den vel sit afsæt i den gode gamle jantelov: vi alene vide, og du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du tilfældigvis ved en hel masse om et specifikt emne.

Mere præcist: hvis ikke vi, de folkevalgte, spørger dig direkte – så ti stille. Det har professor Marlene Wind, leder for Center for Europæisk Politik, KU, måttet sande på den hårde måde. Nu har hun så besluttet at stikke piben ind et stykke tid, men vender forhåbentlig tilbage med fornyet energi, når Folketinget ringer ind efter sommerens store frikvarter. Det er rart at se, at hun trods alt har fuld opbakning fra KU, der jo nok ikke er glade for yderligere miskrediterende mediebevågenhed.

Wind i vælten

Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik, har i de seneste dage været udsat for stor omtale efter Søren Pind og Pia Kjærsgaard har kritiseret hendes udtalelser vedrørende grænseaftalen. På nyhedslisten til højre har vi samlet de væsentligste artikler og udsendelser, hvor Marlene Wind uddyber sin kritik af grænseaftalen. 

Marlene Wind publikationer.

(billede og tekst fra cep.polsci.ku.dk)

Måske den megen negative presse, KU har haft på det seneste, er med i M. Winds overvejelser (mon ikke de er i det hendes institutleders?). Men hvor er det dog jævnt trist, at de folkevalgte med Pind og Pia K. i spidsen på højst utiltalende facon kan bestemme hvem, der må udtale sig om hvad, og ikke mindst: bestemme hvordan vedkommende skal formulere sig.

Søren Pind er jo ellers ikke en mand, der holder sig tilbage for lidt floromvundne formuleringer eller ligefrem har et bladgulds- og grundlovsforseglet forhold til Sandheden, men lad det være ved det. Han er folkevalgt og har derfor - når det handler om politik - ret til at formulere sig, som han finder det nødvendigt.

Men at to af sortblå fløjs fremmeste fortalere for ytringsfriheden kan lægge mundkurv på Marlene Wind, der er ung, intelligent, kvindelig leder med gode talegaver – det siger altså en hel del om det politiske vejrbillede.

Tilføjelse 18. juni: Mundkurv?

Lars i skindpelsen

fredag 20. maj, 2011


Det er længe siden, den ellers så fine avis Politiken er gået så meget i selvsving. Fuld fokus på Cannes med hele 17 direkte Lars-links (19. maj, 23.33). Sidste artikelblok af tilsvarende størrelse var vist om jordskælvet i Fukushima.

Manden tumler lige nu hjemad i sin autocamper ifølge TV2's Ole Kolster. Høj på lykkepiller og med lidt fortrydelse måske, men sikkert også et lille smil på læben over endnu en gang at have skabt røre i den andedam, hvor han blev født som svane, men ellers oftest opfører sig som en grim ælling. Og ikke et ord om Bjørk i den forbindelse!

Kirsten Dunst kan derimod glæde sig over de bedste anmeldelser til dato, men skal man stole på hendes attitude ved det fatale pressemøde, har Trier set ryggen af hende for sidste gang. Selv synes jeg, det er lidt skægt, at hun faktisk ligner en "type cast" til en Riefenstahl-film.

Man skal passe på med nazisme og dens modsætning zionisme, Lars. Det var der en fin dokumentar på DR for noget tid siden, der slog udmærket fast. I samme boldgade, men med et lidt andet fortegn, er der en specialestuderende, der har gjort sig meget lidt populær ved at kalde Nomas madpolitik for fascistisk. Interessant - for hun har faktisk nogle pointer. Hun er nævnt i http://blog.politiken.dk/madsen/2011/05/19/at-spille-nazi-kortet/

Det er også interessant - eller skræmmende - at en dårlig joke af en mand, der med Jørgen Leths ord er "i topform" (jeg er helt enig), kan ryste den politiske korrekthed på en dag, hvor Pind og Co. praler med at gå lige til grænsen af menneskerettighederne og gerne løber en "procesrisiko" ved domstolene - samt udlover dusører til de kommuner, der får udlændinge til at forlade landet. Men her kræves ingen undskyldninger...