Viser opslag med etiketten Søren Pind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Søren Pind. Vis alle opslag

fredag den 17. juni 2011

Der er så mørkt ude på landet

I dette på globusen så uanseelige land, der alligevel har fostret navne som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Michael Laudrup og – nå ja – Aqua, har en blåsort sky lagt sig tungt og dystert på den meningsdannende himmel.

Den blev markant synlig i horisonten sent på året 2001, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til krig mod smagsdommerne i sin politiske nytårsbasun, men reelt set har den vel sit afsæt i den gode gamle jantelov: vi alene vide, og du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du tilfældigvis ved en hel masse om et specifikt emne.

Mere præcist: hvis ikke vi, de folkevalgte, spørger dig direkte – så ti stille. Det har professor Marlene Wind, leder for Center for Europæisk Politik, KU, måttet sande på den hårde måde. Nu har hun så besluttet at stikke piben ind et stykke tid, men vender forhåbentlig tilbage med fornyet energi, når Folketinget ringer ind efter sommerens store frikvarter. Det er rart at se, at hun trods alt har fuld opbakning fra KU, der jo nok ikke er glade for yderligere miskrediterende mediebevågenhed.

Wind i vælten

Marlene Wind

Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik, har i de seneste dage været udsat for stor omtale efter Søren Pind og Pia Kjærsgaard har kritiseret hendes udtalelser vedrørende grænseaftalen. På nyhedslisten til højre har vi samlet de væsentligste artikler og udsendelser, hvor Marlene Wind uddyber sin kritik af grænseaftalen. 

Marlene Wind publikationer.
(billede og tekst fra cep.polsci.ku.dk)

Måske den megen negative presse, KU har haft på det seneste, er med i M. Winds overvejelser (mon ikke de er i det hendes institutleders?). Men hvor er det dog jævnt trist, at de folkevalgte med Pind og Pia K. i spidsen på højst utiltalende facon kan bestemme hvem, der må udtale sig om hvad, og ikke mindst: bestemme hvordan vedkommende skal formulere sig.

Søren Pind er jo ellers ikke en mand, der holder sig tilbage for lidt floromvundne formuleringer eller ligefrem har et bladgulds- og grundlovsforseglet forhold til Sandheden, men lad det være ved det. Han er folkevalgt og har derfor - når det handler om politik - ret til at formulere sig, som han finder det nødvendigt.

Men at to af sortblå fløjs fremmeste fortalere for ytringsfriheden kan lægge mundkurv på Marlene Wind, der er ung, intelligent, kvindelig leder med gode talegaver – det siger altså en hel del om det politiske vejrbillede.

Tilføjelse 18. juni: Mundkurv?


søndag den 5. juni 2011

Så for Søren!

søndag 13. marts, 2011

ASSIMILATIONS-LEG:
Pind Up, pindsel, pindligt, pindsesol, Pindfindersang, pindsvin(?), pindemad, fiskepinde, død og pinde, King Pind, pindcet, Pindocchio, Pindochet, pindulfart, Pindotex, pinda colada...

Hvis du når 1000, kan du ansøge om opholdstilladelse.

NYE ANBEFALINGER FRA DANSK SPROGNÆVN
1) Det lille bepiggede dyr, som mange fejlagtigt stiller mælk ud til og mere eller mindre frivilligt kører over på landevejene, skal fremover betegnes "grensvin" eller "kvistsvin" - alt. "lavbenet-svagtseende-med-tryne-og-av-for-den-da-belastende-når-i-defensiven-trængt
-svin".
2) Kongesangen: "Kong Christian stod ved højen Pind..."
3) Nationalsangen: "Der er et yndigt Land, det står med brede Pinde..."
4) Pindediagram ændres til Smalsøjlediagram
5) Pindemad til Stikkermad

Vi forventer at komme med flere snarest.

Lars i skindpelsen

fredag 20. maj, 2011


Det er længe siden, den ellers så fine avis Politiken er gået så meget i selvsving. Fuld fokus på Cannes med hele 17 direkte Lars-links (19. maj, 23.33). Sidste artikelblok af tilsvarende størrelse var vist om jordskælvet i Fukushima.

Manden tumler lige nu hjemad i sin autocamper ifølge TV2's Ole Kolster. Høj på lykkepiller og med lidt fortrydelse måske, men sikkert også et lille smil på læben over endnu en gang at have skabt røre i den andedam, hvor han blev født som svane, men ellers oftest opfører sig som en grim ælling. Og ikke et ord om Bjørk i den forbindelse!

Kirsten Dunst kan derimod glæde sig over de bedste anmeldelser til dato, men skal man stole på hendes attitude ved det fatale pressemøde, har Trier set ryggen af hende for sidste gang. Selv synes jeg, det er lidt skægt, at hun faktisk ligner en "type cast" til en Riefenstahl-film.

Man skal passe på med nazisme og dens modsætning zionisme, Lars. Det var der en fin dokumentar på DR for noget tid siden, der slog udmærket fast. I samme boldgade, men med et lidt andet fortegn, er der en specialestuderende, der har gjort sig meget lidt populær ved at kalde Nomas madpolitik for fascistisk. Interessant - for hun har faktisk nogle pointer. Hun er nævnt i http://blog.politiken.dk/madsen/2011/05/19/at-spille-nazi-kortet/

Det er også interessant - eller skræmmende - at en dårlig joke af en mand, der med Jørgen Leths ord er "i topform" (jeg er helt enig), kan ryste den politiske korrekthed på en dag, hvor Pind og Co. praler med at gå lige til grænsen af menneskerettighederne og gerne løber en "procesrisiko" ved domstolene - samt udlover dusører til de kommuner, der får udlændinge til at forlade landet. Men her kræves ingen undskyldninger...