sikke en dag III

Dette foto (næsten):

/Glad Dreng

Athena/Yahya

(fortsat)

Post by Niels Lyngsø.

sikke en dag II

Se også sikke en dag I

Padre Putin?

Lidt mere uargumenteret hids-mig-op fra sidelinjen/fordømmerpanelet, inden jeg tager til Århus - Smilets By! for at spille skak det meste af weekenden. 64-felters sorthvid stillingsvurdering med klare ubrydelige love - det skulle være til at forstå, burde man mene.

Jeg har ikke set dokumentaren Putins Lege endnu. Derfor har ikke jeg set, hvordan han tryner og bestikker sig gennem det meste af beslutningsprocessen; derfor har jeg ikke set, hvordan han i egen høje herre agerer entreprenør på flere af de største byggeprojekter; derfor jeg ikke set, hvad de officielle - med en fed SORT (eller måske nærmere Brun!?) streg under officielle - 280.000 millioner kroner egentlig går til.

Men vi vidste ALLE udmærket allerede, at der i dette forløb er blevet smidt titusindvis af fredelige og lovlydige borgere på gaden til Ruslands såkaldt fælles bedste (som det også skete i Ukraine før EM i fodbold) - og for at reparere en smule på Padre Putins mere end blakkede profil.

Her er lige et par retoriske, lukkede og muligvis afstumpede spørgsmål:

Bør man, når man er ellers er fortaler for demokrati, menneskerettigheder og almindelig anstændighed, sende sine vintersports-atleter til et OL, der er bygget på en bundløs sump af brud, brutalitet og blod?

Kan man i folkefornøjelighedens og fordummelsens navn (det er jo brød, underholdning og pengenes magt, det handler om - det vidste allerede de gamle romere) forsvare denne åbenlyse og hjerteskærende leflen for Putin, der gang på gang overtræder alle tænkelige etiske og menneskeretslige bestemmelser?

Padre Putin? Ja, mamma mia!

http://www.upworthy.com/here-is-the-shocking-footage-of-gay-men-being-beaten-on-camera-in-russia?c=ufb1

http://bit.ly/1gapQrI

Til alment vel og god dannelse

Jeg er i fuldt firspring i færd med at færdiggøre min Stalker-phd. Det har kastet cirka 30 nye 'venner' af sig, og jeg har fundet omkring 30 nye personer at følge på en ti dages tid. Det skriver mig ikke ind i historie-bøgerne, men det er sådan set heller ikke meningen.

[ jeg elsker den Follow-knap – den tiltaler virkelig min Stalker-identitet. Iøvrigt anbefaler jeg ALLE at aktivere den. Så kan man stalkes uden at være Friends med sine stalkere  ]

Nu er jeg nået til kapitlet om 'Internetforelskelser', og jeg har umådelig megen lyst til at dele alle de vigtigste emneord med dig. Men det er alligevel en kende grænseoverskridende (jep! den er god nok: jeg har dem faktisk) at tagge/mærke en række mennesker, jeg dårligt kender, så jeg har barberet listen ned til tre. Fælles for dem er, at det er mennesker, jeg beundrer for deres gøren, laden og virke og i det hele taget.

Maria Popova: Kender hende (naturligvis) ikke personligt, og hvis jeg nogensinde møder hende, vil jeg nok stå og glane med kæben limet til gulvet - stum som en paraply i tørvejr. Hun er hjertegod og hyperintelligent! Tjek hende ud på Wiki og læs for eksempel, hvordan hun får timerne til at gå, når hun har overstået sin morgen-fitness. Man kan blive helt forpustet bare ved at læse det – så er du advaret!

Didde Elnif: Ja, det er så tredje gang, jeg tagger damen på en uges tid – håber hun tilgiver mig. Jeg vil ikke sige så meget om hende, da der er nogle netværksmæssige problematikker at tage hensyn til. Tjek hendes cv på http://www.linkedin.com/in/elnif – det er altså rimelig funky. Tror ovenikøbet den nye nydelige hat fra King's College London mangler … jeg håber, hun bliver en af dem, der kan/skal redde den danske medieverden fra totalt kollaps.

Mette Moestrup: Digter/forfatter/performer/debattør. Hende har jeg heller aldrig mødt, men vi har dog en fælles bekendt eller to, så kaffeslabberasen er ikke en uopnåelig fantasi. Hun har hjertet i de rette folder og en hjerne, der følger trop. Jeg har været forelsket i Mette Moestrup, siden jeg så hende i Den 11. time hos Mikael Bertelsen (lagde du mærke til, hvor elegant jeg lige fik ham nævnt også?), og den forelskelse er kun blevet mere alvorlig, siden jeg begyndte at stalke hende her på Fb.

Den store Gatsby - nu som film

Når man nu lige har læst bogen, er det jo nærliggende også at se den nye filmatisering, der er begået af ingen ringere end Baz Luhrman (Strictly Ballroom, Romeo & Juliet, Moulin Rouge og nåja - Australia). Og endnu mere nærliggende, når man nu har fået både bog og billetter af Gyldendal Marketing - tak for det.

Som altid med Baz Luhrman er der tale om et visuelt overflødighedshorn, og nogle gange går det næsten for hurtigt på trods af filmens mere end to timer. Lydsiden er som altid om ikke genial - så i al fald spændende.

Lana del Rey er den perfekte stemme til at begræde en kærlighedsaffære, der aldrig var bestemt til at få en lykkelig udgang. Så er det også ret sjovt med de forskellige udgaver af Beyoncés "Crazy in Love" - blandt andet en på kirkeorgel (for sådan et er der naturligvis i filmen, selvom Fitzgerald vist begrænsede sig til et flygel i bogen).

Der er flere uforglemmelige scener i filmen: første gang vi ser Daisy og første gang, vi bliver præsenteret for Gatsby, men der er også scener, der halter en del. Særligt scenerne, hvor Gatsby/Leonardo DiCaprio og Carraway/Tobey Maguire er alene, for sidstnævnte kan ganske enkelt ikke leve op til det format, førstnævnte har.

Det er nu heller ikke Leonardos største rolle, men han er vel ved at være så stor en karakterskuespiller, at han kan klare en hel del på rutinen og stadig spille de fleste af sættet. Heldigvis er Carey Mulligan (også aktuel i Coen-brødrenes nye hit "Inside Llewyn Davis") en gudsbenådet skuespiller, og leverer en Daisy, der rammer plet.

Og trods alle forbehold: meget seværdig og smukt lavet film (som giver mig lyst til at se 1974-udgaven igen).

Se så å kom ne' derfra!

Det der med, at Twitter er hovedstaden, og Facebook er provinsen, kan jeg godt følge.

Storcentre har vi mange af herude, og at være på Facebook er nogle gange lidt som at gå rundt i et storcenter.

Man får rigtig meget mærkeligt smidt i hovedet, der lugter mærkeligt, man støder ind i folk, man ikke har set længe og måske helst vil undgå, man har egentlig ikke brug for noget, men kommer alligevel til at købe et eller andet, og det er rigtig, rigtig svært at finde udgangen.

Jeg bor i provinsen og har tidligere udtrykt min begejstring for Fb. Den står jeg ved, selvom jeg i perioder også kan kan blive lidt træt i øjnene af diverse politiske statements, billeder af kæledyr, feriebilleder, location apps med videre. Men jeg vælger jo selv, om jeg vil klikke videre eller ej. Ligesom i storcentret.

Hvad jeg Like'r og ikke. Hvad sponsorsider og lignende angår, så Hide'r jeg dem konsekvent, så snart jeg ser dem. Problem solved - mere eller mindre.

Om Twitter siger jeg: "københavneri!" eller "ka' I så se å kom' ne' derfra!"

Dette er ikke et forsvar for storcentre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i et (Frederiksbergcentret for seks-syv år siden!?), og jeg hader dem fortsat.

Det er heller ikke et angreb på Twitter - jeg kan egentlig godt lide det, men jeg føler virkelig, jeg lige er kommet ind med fire-toget.

Tredje gang er ...

... om ikke lykkens gang, så måske erkendelsens.

Jeg har sat en stopper for mine udflugter til bunkeren (DMJX) på Oluf Palmes Allé i Århus. Det er også pænt dyrt at tage den tur flere gange om ugen, når man ikke er berettiget til rabat, skal jeg hilse og sige.

Det var simpelthen for angstprovokerende for mig. Folk med forstand på Borderline-træk vil nok kunne sige en ting eller to om den beslutning, jeg så har truffet.

Hvis jeg selv skal analysere en smule på, hvad der er sket:

1. Efter endt ophold på Ringgården beslutter jeg mig efter nogen overtalelse at forfølge muligheden for at genoptage studiet - optur
2. Skriver rimelig ansøgning, er til samtale, grønt lys - optur
3. Går og venter, jul og nytår, går og venter - nedtur
4. Begynder at frygte, at jeg ikke klarer det alligevel - nedtur
5. Føler mig som en elefant i en glasbutik/en hund i et spil kegler, da jeg så kommer i gang - nedtur

4 og 5 har jeg ikke formået at ryste af mig, og begge dele blokerer ganske enkelt min evne til at få noget ud af noget som helst. What to do? Jeg vender problematikken med et par professionelle og nogle venner, men i sidste ende er det jo mig selv, der skal træffe afgørelsen.

I de sidste fire-fem år har jeg siddet i et hjørne af min lejlighed og pillet navle foran spejlet, hvis ikke jeg har ligget i fosterstilling og grædt mig selv i søvn. Ja, ja, det er overvejende billedlig talt, men der er altså langt fra den sindsstemning til et 100% personligt såvel som fagligt engagement i et studie. Måske især et studie som journalistuddannelsen, hvor man uundgåeligt bliver bragt personligt i spil i ganske mange sammenhænge.

Læg dertil en pæn portion tvivl om min faglige kunnen efter så mange års fravær (syv år mere eller mindre - syv år, Niller!) og et ordentligt drys udefineret socialfobi/-angst, der er udviklet gennem de her år med mere eller mindre selvvalgt, men under de fleste omstændigheder alkoholtåget, isolation.

Så min personlige statur er simpelthen ikke robust nok til at blive kastet ud i virkeligheden på den her måde endnu. Det er i hvert fald den konklusion, jeg er nået frem til - og derfor har jeg meldt fra studiet igen jvf. sidste blogpost.

Intentionen med 1 i listen ovenfor har hele tiden været at blive afklaret omkring den her uafsluttede uddannelse. Det er jeg blevet nu - jeg bliver ikke journalist. Punktum.

Det har jeg så brugt 12 år på at finde ud. Hvad i al verden skal jeg nu få tiden til at gå med?

Den positive krølle er, at jeg ikke har haft drikketrang af alt det her. Jeg har det heller ikke nu og regner heller ikke med at få det. Så i den retning er der bestemt sket en hel del det sidste års tid - og det er måske i virkeligheden det vigtigste, når alt kommer til alt.