Den store Gatsby - nu som film

Når man nu lige har læst bogen, er det jo nærliggende også at se den nye filmatisering, der er begået af ingen ringere end Baz Luhrman (Strictly Ballroom, Romeo & Juliet, Moulin Rouge og nåja - Australia). Og endnu mere nærliggende, når man nu har fået både bog og billetter af Gyldendal Marketing - tak for det.

Som altid med Baz Luhrman er der tale om et visuelt overflødighedshorn, og nogle gange går det næsten for hurtigt på trods af filmens mere end to timer. Lydsiden er som altid om ikke genial - så i al fald spændende.

Lana del Rey er den perfekte stemme til at begræde en kærlighedsaffære, der aldrig var bestemt til at få en lykkelig udgang. Så er det også ret sjovt med de forskellige udgaver af Beyoncés "Crazy in Love" - blandt andet en på kirkeorgel (for sådan et er der naturligvis i filmen, selvom Fitzgerald vist begrænsede sig til et flygel i bogen).

Der er flere uforglemmelige scener i filmen: første gang vi ser Daisy og første gang, vi bliver præsenteret for Gatsby, men der er også scener, der halter en del. Særligt scenerne, hvor Gatsby/Leonardo DiCaprio og Carraway/Tobey Maguire er alene, for sidstnævnte kan ganske enkelt ikke leve op til det format, førstnævnte har.

Det er nu heller ikke Leonardos største rolle, men han er vel ved at være så stor en karakterskuespiller, at han kan klare en hel del på rutinen og stadig spille de fleste af sættet. Heldigvis er Carey Mulligan (også aktuel i Coen-brødrenes nye hit "Inside Llewyn Davis") en gudsbenådet skuespiller, og leverer en Daisy, der rammer plet.

Og trods alle forbehold: meget seværdig og smukt lavet film (som giver mig lyst til at se 1974-udgaven igen).

Se så å kom ne' derfra!

Det der med, at Twitter er hovedstaden, og Facebook er provinsen, kan jeg godt følge.

Storcentre har vi mange af herude, og at være på Facebook er nogle gange lidt som at gå rundt i et storcenter.

Man får rigtig meget mærkeligt smidt i hovedet, der lugter mærkeligt, man støder ind i folk, man ikke har set længe og måske helst vil undgå, man har egentlig ikke brug for noget, men kommer alligevel til at købe et eller andet, og det er rigtig, rigtig svært at finde udgangen.

Jeg bor i provinsen og har tidligere udtrykt min begejstring for Fb. Den står jeg ved, selvom jeg i perioder også kan kan blive lidt træt i øjnene af diverse politiske statements, billeder af kæledyr, feriebilleder, location apps med videre. Men jeg vælger jo selv, om jeg vil klikke videre eller ej. Ligesom i storcentret.

Hvad jeg Like'r og ikke. Hvad sponsorsider og lignende angår, så Hide'r jeg dem konsekvent, så snart jeg ser dem. Problem solved - mere eller mindre.

Om Twitter siger jeg: "københavneri!" eller "ka' I så se å kom' ne' derfra!"

Dette er ikke et forsvar for storcentre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i et (Frederiksbergcentret for seks-syv år siden!?), og jeg hader dem fortsat.

Det er heller ikke et angreb på Twitter - jeg kan egentlig godt lide det, men jeg føler virkelig, jeg lige er kommet ind med fire-toget.

Tredje gang er ...

... om ikke lykkens gang, så måske erkendelsens.

Jeg har sat en stopper for mine udflugter til bunkeren (DMJX) på Oluf Palmes Allé i Århus. Det er også pænt dyrt at tage den tur flere gange om ugen, når man ikke er berettiget til rabat, skal jeg hilse og sige.

Det var simpelthen for angstprovokerende for mig. Folk med forstand på Borderline-træk vil nok kunne sige en ting eller to om den beslutning, jeg så har truffet.

Hvis jeg selv skal analysere en smule på, hvad der er sket:

1. Efter endt ophold på Ringgården beslutter jeg mig efter nogen overtalelse at forfølge muligheden for at genoptage studiet - optur
2. Skriver rimelig ansøgning, er til samtale, grønt lys - optur
3. Går og venter, jul og nytår, går og venter - nedtur
4. Begynder at frygte, at jeg ikke klarer det alligevel - nedtur
5. Føler mig som en elefant i en glasbutik/en hund i et spil kegler, da jeg så kommer i gang - nedtur

4 og 5 har jeg ikke formået at ryste af mig, og begge dele blokerer ganske enkelt min evne til at få noget ud af noget som helst. What to do? Jeg vender problematikken med et par professionelle og nogle venner, men i sidste ende er det jo mig selv, der skal træffe afgørelsen.

I de sidste fire-fem år har jeg siddet i et hjørne af min lejlighed og pillet navle foran spejlet, hvis ikke jeg har ligget i fosterstilling og grædt mig selv i søvn. Ja, ja, det er overvejende billedlig talt, men der er altså langt fra den sindsstemning til et 100% personligt såvel som fagligt engagement i et studie. Måske især et studie som journalistuddannelsen, hvor man uundgåeligt bliver bragt personligt i spil i ganske mange sammenhænge.

Læg dertil en pæn portion tvivl om min faglige kunnen efter så mange års fravær (syv år mere eller mindre - syv år, Niller!) og et ordentligt drys udefineret socialfobi/-angst, der er udviklet gennem de her år med mere eller mindre selvvalgt, men under de fleste omstændigheder alkoholtåget, isolation.

Så min personlige statur er simpelthen ikke robust nok til at blive kastet ud i virkeligheden på den her måde endnu. Det er i hvert fald den konklusion, jeg er nået frem til - og derfor har jeg meldt fra studiet igen jvf. sidste blogpost.

Intentionen med 1 i listen ovenfor har hele tiden været at blive afklaret omkring den her uafsluttede uddannelse. Det er jeg blevet nu - jeg bliver ikke journalist. Punktum.

Det har jeg så brugt 12 år på at finde ud. Hvad i al verden skal jeg nu få tiden til at gå med?

Den positive krølle er, at jeg ikke har haft drikketrang af alt det her. Jeg har det heller ikke nu og regner heller ikke med at få det. Så i den retning er der bestemt sket en hel del det sidste års tid - og det er måske i virkeligheden det vigtigste, når alt kommer til alt.

Har sendt nedenstående til optagelses- og kvalitetslederen på DMJX - læg mærke til, at der faktisk er et par sproglige småfejl. Mere om konsekvenserne af min beslutning ved en senere lejlighed.

Hej Solveig,

det er ikke utænkeligt, at jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde denne mail bare en lille smule, men det vil jeg vente med at bekymre mig om til den tid.

Som det er nu, er jeg ganske enkelt ikke mentalt/psykisk stærk nok til at fortsætte forløbet. Det er der flere både gode og mindre gode årsager til - alkohol er heldigvis ikke med i puljen, hvilket er det store og måske eneste plus omstændighederne taget i betragtning.

Nogle vil måske indvende, at jeg knap nok er kommet igang - at jeg lige bør give det en chance. Men efter et par uger i tænkeboks har jeg altså truffet beslutning om at melde mig fra.

Jeg beklager ulejligheden i forbindelse med overvejelser omkring og planlægning af mit forløb - herunder oprettelse i Moodle, som I lige må huske at melde mig fra igen.

Med tak og venlig hilsen

Jan

småsurt opstød fra halvgammel nasserøv

I morgen mandag stiger jeg på morgenbussen til Århus for første gang meget længe, og om alt går efter planen, fortsætter jeg med det det næste halvandet års tid.
Det er lidt skræmmende min blakkede historik taget i betragtning, at jeg nu for alvor skal have en almindelig hverdag til at fungere igen.
Men ja, ja - et skridt af gangen, og det første er at få vasket så meget søvn ud af øjnene i morgen tidlig, at jeg er i stand til at ramme døren i den rigtige bus.

Destinationen er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg for år tilbage kendte som DJH. Minderne derfra er overvejende positive, selvom jeg brændte mig ret alvorligt sidst, jeg luskede rundt derude.

Når nu jeg endelig kommer afsted hjemmefra og befinder mig på en læreanstalt, kan det jo hænde, at min nysgerrighed får mig til at poppe ind til en forelæsning. Eller måske jeg ligefrem melder mig som deltager i en workshop eller to. Men altså bare for at få lidt ud af dagen og fuld valuta for transportudgiften.

Reelt set må jeg nemlig ikke kalde mig selv studerende, da jeg så mister min kontanthjælp (jeg har ikke flere SU-klip).

Punktum.

Tænkepause.


Jeg har hørt en sagsbehandler eller tre, jeg kender (men ikke kan huske navnene på, hvis jeg bliver spurgt), sige:
- Jamen, vi kan jo ikke blande os i, hvad du laver i din fritid, så længe du opfylder dine forpligtigelser overfor os.

Nudge nudge - say no more ...


Derfor er jeg helt undercover til september, når jeg kan få SU-Slutlån til resten af uddannelsen (altså gældsætte mig yderligere).

Så du må ikke sige det her til nogen, og hvis du ser mig udføre noget som helst studieagtigt eller erhvervsrettet i den kommende tid, der på sigt kan få mig op af kontanthjælpsgryden (og jo, den er sort), så luk venligst øjnene.

Tænk, hvis nogle af de ret så u(be)tydelige hieroglyffer i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, der handler om Kontanthjælp under Uddannelse, eller i Lov om Aktiv Socialpolitik, der handler om - ja undskyld, jeg bander - Revalidering, også omfattede en fyr som mig?

2012 genudsendt (film)

Det har været et stort filmår, synes jeg, med mange prequels, sequels, Bond og Hobbit og jeg skal give dig. Det er der skrevet usædvanligt meget om, så hvorfor gentage selvfølgelighederne? Jeg er heller ikke en særlig flittig biografgænger, så rent faktisk bevæger jeg mig på et område, hvor min troværdighed - om nogen - er meget lille.

Her er alligevel en lille topliste over film, jeg fik set i 2012:

1. We need to talk about Kevin
En af de bedste og samtidig grummeste film, jeg nogensinde har set. Formidabelt skuespil, ikke-kronologisk, smukke billeder. En af den slags film, man aldrig aldrig glemmer (kliché, men det er jo nytår) - som for eksempel også 'Antichrist' af Lars von Trier.
Man har nok ikke så meget lyst til snolder og sukkervand, som til at banke hovedet ind i væggen eller bide læberne/tungen til blods.
Tags: Ond dreng, mærkelig mor, bueskydning, tomater

2. Moonrise Kingdom
Virkelig sjov, skæv, og rørende urealistisk film om ung kærlighed. Feelgood, men ikke på Hollywoodmåden - hvilket er et stort plus i min bog. Formidabel lydside også. Stjernecast og crew.
Tags: Spejderliv, pigeliv, underliv, detektiv
BONUS: Bruce Willis er med.

3. Martha Marcy May Marlene
Lidt skæv film om en lidt mærkelig pige, der er på flugt fra en sekt. Ikke-kronologisk, godt skuespil, godt klippet, fine billeder. Skal helt klart ses igen.
Tags: fanatisme, hjernevask, søster lagkage
BONUS: Hovedrollen spilles af Olsen-tvillingernes lillesøster, der faktisk KAN spille skuespil - hvor sjovt er det lige?!

4. Take Shelter
Apropos hele 21.12.2012 hysteriet - en lille psykologisk perle om en mand, der begynder at se tegn på, at noget forfærdeligt snart vil ske. Derfor bruger han al sin energi og en del penge på at bygge en bunker i baghaven, hvilket familie og omgivelser har lidt svært ved at rumme.
Tags: dommedag men ikke nu, psykose, only in america
BONUS: Jessica Chastain er med.

5. Shame
Udadtil mand med succes, indadtil usikker og famlende - desillusioneret. Han er alvorligt sex-afhængighed og kan ikke (længere) skjule det for sine omgivelser. Smukt filmet, god lydside (ja, altså ikke på den måde, vel!?), lidt for langtrukken, måske. Til gengæld er der:
2XBONUS: Michael Fassbender og Carey Mulligan.

honorable mentions: Prometheus, Chronicle, J. Edgar, The Iron Lady

Well, jeg dropper den med "Det bedste fra 2012 (litteratur)", kære publikum - for jeg har faktisk ikke læst så meget det sidste år, og en evt. status over den slags ville alligevel gøre sig bedre på min anden blog. I det hele taget blev denne blogs "nytårsraket" nok lidt af en fuser, nu når jeg tænker over det, man hvad pokker - no harm done.

2012 replay (musik)

Lad os et kort øjeblik forestille os, at jeg feteret anmelder slash kulturskribent på et dagblad i hovedstaden eller better still, fuldkornsblogger med lad os sige: >20000 sidevisninger om dagen.

Så kommer i de følgende indlæg min mening om "Det bedste i 2012" i genrerne musik, litteratur og film - og lidt om, hvad man skal holde øje med det kommende år. Vi lægger ud med musikken:

Jeg ved ikke lige hvorfor, men det virker ganske enkelt som om, der sker på mest kvindesiden. Eller også lytter jeg mere med underlivet end med hovedet, populært sagt. Det er ikke utænkeligt.

For nu at være lidt alvorlig, så jeg har da en forkærlighed for markante kvindestemmer: Fiona Apple, Regina Spektor, Bat for Lashes, til dels Melody's Echo Chamber, og er samtidig ved at være en kende træt af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorter og high pitch vokaler: Jason Lyttle, James Vincent McMorrow - og ja, selv Band of Horses: undskyld.

Der, hvor der for alvor sker noget, er som altid i den elektroniske del af barometeret (tænk på Björk): Grimes har været det store navn, Little Dragon kommer vi til at høre mere til. Også i lofi delen er der grøde, hvilket måske kan tillægges den succes, The xx har haft: Exitmusic (duo), POLICA (duo).

Rap og R'n'B vil denne blog forbigå, for det kommer jeg sandsynligvist aldrig til at lytte særligt meget til. Undskyld, Frank Ocean og Alicia Keys især.


Årets Danske: The Floor is Made of Lava/Kids & Drunks

Ingen overraskelse her. Flere steder nævnt som en af årets bedste. 10/11 stjerner.

Årets Udenlandske: Django Django/Django Django

En lille overraskelse måske. Det er lidt ved siden af den musik, jeg almindeligvis hører. Mumford & Sons har fyldt meget sammen med flere fra countryfolk-verdenen: The Lumineers, First Aid Kit o.a. Nævnes skal jo også The Black Keys, Jack White og Tame Impala.

Men Django Django er simpelthen så vanvittigt forfriskende, og de har skrevet nogle numre, vi med garanti kommer til at høre rigtig meget rundt omkring. 11/13 stjerner.

Årets Personlige Opdagelse: Imogen Heap

Hvad kan jeg sige? Jeg har aldrig hørt hende før for en måneds tid siden. Fantastisk sangskriver og melody maker. Unik vokal. Hun er på vej med en ny plade, som hun har arbejdet på de sidste par år(!), men numrene bliver udgivet løbende. Indtil videre er der kommet seks. Nedenfor det seneste med en fin video til - ukendt men sikkert uhørt antal stjerner:

NOTE: jeg har overgivet mig til Spotify, hvilket forklarer det antal stjerne, jeg har givet, og er altså betalende abonnent hos dette af nogle musikudøvere betragtet underlødige foretagende. Til dem siger jeg: få jer en bedre fagforening - i Sverige, hvor 'udbytningen' begyndte, kan man åbenbart godt finde ud af tjene penge via streamingtjenester.

Her er en playlist med 18 navne, jeg følger i det kommende år - flere bliver sikkert tilføjet:

sweet little sixteen

I dag fylder min datter 16. Det vil sige, jeg er ved at blive gammel og reaktionær. Jeg kan i hvert fald huske, at mine forældre og flere af mine kammeraters forældre virkede ret gamle og bagudskuende, da jeg var 16. Nærmest med det ene ben i graven og det andet i permanent bakgear.

16. Det vil sige, hun nu må køre knallert, hvis hun har et knallertbevis. Det har hun vist ingen planer om at få, men knallerter var meget populære, hvor jeg voksede op.
Hun har lovet, at hvis hun skulle få lyst til en knallert, så kunne hun aldrig finde på at anskaffe sig sådan en scooterklon. Det er godt, for den slags knallerter HADER jeg. Puch Maxi med mælkekasse, lover hun - det er retro.

Knallert er faktisk et sjovt ord, synes jeg.

16. Det vil sige, hun nu kan købe sig alle de Breezers, Cult Shakers, øl og al den vin i verden, hun har lyst til på daglig basis. Ikke at jeg tror, hun gør det, men muligheden er der. Heldigvis skal hun vente yderligere to år, før hun kan købe røgtobak, for vi ved jo alle, at det er noget, Den Unævnelige har skabt med det ene formål at forpeste tilværelsen for ALLE - med gadeuorden, finanskrise og global opvarmning til følge.

Jeg er faktisk midt i et rygestopkursus.

Jeg er rimelig privilegeret, selvom jeg kun har ét barn. Hun er smuk, klog og charmerende. Selvom jeg måske ville sove bedre om natten, hvis hun var grim og dum og aldrig ville kunne tiltrække så meget som et halvt skjult øjekast fra nogen som helst med hormonbefængte motiver.

'miniskirts and hotpants' - OMG!

Jeg vil ikke udstille hende - eller mig selv for den sags skyld - yderligere ved også at poste et billede af hende. I må tro mig på mit ord.