Se så å kom ne' derfra!

Det der med, at Twitter er hovedstaden, og Facebook er provinsen, kan jeg godt følge.

Storcentre har vi mange af herude, og at være på Facebook er nogle gange lidt som at gå rundt i et storcenter.

Man får rigtig meget mærkeligt smidt i hovedet, der lugter mærkeligt, man støder ind i folk, man ikke har set længe og måske helst vil undgå, man har egentlig ikke brug for noget, men kommer alligevel til at købe et eller andet, og det er rigtig, rigtig svært at finde udgangen.

Jeg bor i provinsen og har tidligere udtrykt min begejstring for Fb. Den står jeg ved, selvom jeg i perioder også kan kan blive lidt træt i øjnene af diverse politiske statements, billeder af kæledyr, feriebilleder, location apps med videre. Men jeg vælger jo selv, om jeg vil klikke videre eller ej. Ligesom i storcentret.

Hvad jeg Like'r og ikke. Hvad sponsorsider og lignende angår, så Hide'r jeg dem konsekvent, så snart jeg ser dem. Problem solved - mere eller mindre.

Om Twitter siger jeg: "københavneri!" eller "ka' I så se å kom' ne' derfra!"

Dette er ikke et forsvar for storcentre. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i et (Frederiksbergcentret for seks-syv år siden!?), og jeg hader dem fortsat.

Det er heller ikke et angreb på Twitter - jeg kan egentlig godt lide det, men jeg føler virkelig, jeg lige er kommet ind med fire-toget.

Tredje gang er ...

... om ikke lykkens gang, så måske erkendelsens.

Jeg har sat en stopper for mine udflugter til bunkeren (DMJX) på Oluf Palmes Allé i Århus. Det er også pænt dyrt at tage den tur flere gange om ugen, når man ikke er berettiget til rabat, skal jeg hilse og sige.

Det var simpelthen for angstprovokerende for mig. Folk med forstand på Borderline-træk vil nok kunne sige en ting eller to om den beslutning, jeg så har truffet.

Hvis jeg selv skal analysere en smule på, hvad der er sket:

1. Efter endt ophold på Ringgården beslutter jeg mig efter nogen overtalelse at forfølge muligheden for at genoptage studiet - optur
2. Skriver rimelig ansøgning, er til samtale, grønt lys - optur
3. Går og venter, jul og nytår, går og venter - nedtur
4. Begynder at frygte, at jeg ikke klarer det alligevel - nedtur
5. Føler mig som en elefant i en glasbutik/en hund i et spil kegler, da jeg så kommer i gang - nedtur

4 og 5 har jeg ikke formået at ryste af mig, og begge dele blokerer ganske enkelt min evne til at få noget ud af noget som helst. What to do? Jeg vender problematikken med et par professionelle og nogle venner, men i sidste ende er det jo mig selv, der skal træffe afgørelsen.

I de sidste fire-fem år har jeg siddet i et hjørne af min lejlighed og pillet navle foran spejlet, hvis ikke jeg har ligget i fosterstilling og grædt mig selv i søvn. Ja, ja, det er overvejende billedlig talt, men der er altså langt fra den sindsstemning til et 100% personligt såvel som fagligt engagement i et studie. Måske især et studie som journalistuddannelsen, hvor man uundgåeligt bliver bragt personligt i spil i ganske mange sammenhænge.

Læg dertil en pæn portion tvivl om min faglige kunnen efter så mange års fravær (syv år mere eller mindre - syv år, Niller!) og et ordentligt drys udefineret socialfobi/-angst, der er udviklet gennem de her år med mere eller mindre selvvalgt, men under de fleste omstændigheder alkoholtåget, isolation.

Så min personlige statur er simpelthen ikke robust nok til at blive kastet ud i virkeligheden på den her måde endnu. Det er i hvert fald den konklusion, jeg er nået frem til - og derfor har jeg meldt fra studiet igen jvf. sidste blogpost.

Intentionen med 1 i listen ovenfor har hele tiden været at blive afklaret omkring den her uafsluttede uddannelse. Det er jeg blevet nu - jeg bliver ikke journalist. Punktum.

Det har jeg så brugt 12 år på at finde ud. Hvad i al verden skal jeg nu få tiden til at gå med?

Den positive krølle er, at jeg ikke har haft drikketrang af alt det her. Jeg har det heller ikke nu og regner heller ikke med at få det. Så i den retning er der bestemt sket en hel del det sidste års tid - og det er måske i virkeligheden det vigtigste, når alt kommer til alt.

Har sendt nedenstående til optagelses- og kvalitetslederen på DMJX - læg mærke til, at der faktisk er et par sproglige småfejl. Mere om konsekvenserne af min beslutning ved en senere lejlighed.

Hej Solveig,

det er ikke utænkeligt, at jeg på et tidspunkt kommer til at fortryde denne mail bare en lille smule, men det vil jeg vente med at bekymre mig om til den tid.

Som det er nu, er jeg ganske enkelt ikke mentalt/psykisk stærk nok til at fortsætte forløbet. Det er der flere både gode og mindre gode årsager til - alkohol er heldigvis ikke med i puljen, hvilket er det store og måske eneste plus omstændighederne taget i betragtning.

Nogle vil måske indvende, at jeg knap nok er kommet igang - at jeg lige bør give det en chance. Men efter et par uger i tænkeboks har jeg altså truffet beslutning om at melde mig fra.

Jeg beklager ulejligheden i forbindelse med overvejelser omkring og planlægning af mit forløb - herunder oprettelse i Moodle, som I lige må huske at melde mig fra igen.

Med tak og venlig hilsen

Jan

småsurt opstød fra halvgammel nasserøv

I morgen mandag stiger jeg på morgenbussen til Århus for første gang meget længe, og om alt går efter planen, fortsætter jeg med det det næste halvandet års tid.
Det er lidt skræmmende min blakkede historik taget i betragtning, at jeg nu for alvor skal have en almindelig hverdag til at fungere igen.
Men ja, ja - et skridt af gangen, og det første er at få vasket så meget søvn ud af øjnene i morgen tidlig, at jeg er i stand til at ramme døren i den rigtige bus.

Destinationen er Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som jeg for år tilbage kendte som DJH. Minderne derfra er overvejende positive, selvom jeg brændte mig ret alvorligt sidst, jeg luskede rundt derude.

Når nu jeg endelig kommer afsted hjemmefra og befinder mig på en læreanstalt, kan det jo hænde, at min nysgerrighed får mig til at poppe ind til en forelæsning. Eller måske jeg ligefrem melder mig som deltager i en workshop eller to. Men altså bare for at få lidt ud af dagen og fuld valuta for transportudgiften.

Reelt set må jeg nemlig ikke kalde mig selv studerende, da jeg så mister min kontanthjælp (jeg har ikke flere SU-klip).

Punktum.

Tænkepause.


Jeg har hørt en sagsbehandler eller tre, jeg kender (men ikke kan huske navnene på, hvis jeg bliver spurgt), sige:
- Jamen, vi kan jo ikke blande os i, hvad du laver i din fritid, så længe du opfylder dine forpligtigelser overfor os.

Nudge nudge - say no more ...


Derfor er jeg helt undercover til september, når jeg kan få SU-Slutlån til resten af uddannelsen (altså gældsætte mig yderligere).

Så du må ikke sige det her til nogen, og hvis du ser mig udføre noget som helst studieagtigt eller erhvervsrettet i den kommende tid, der på sigt kan få mig op af kontanthjælpsgryden (og jo, den er sort), så luk venligst øjnene.

Tænk, hvis nogle af de ret så u(be)tydelige hieroglyffer i Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, der handler om Kontanthjælp under Uddannelse, eller i Lov om Aktiv Socialpolitik, der handler om - ja undskyld, jeg bander - Revalidering, også omfattede en fyr som mig?

2012 genudsendt (film)

Det har været et stort filmår, synes jeg, med mange prequels, sequels, Bond og Hobbit og jeg skal give dig. Det er der skrevet usædvanligt meget om, så hvorfor gentage selvfølgelighederne? Jeg er heller ikke en særlig flittig biografgænger, så rent faktisk bevæger jeg mig på et område, hvor min troværdighed - om nogen - er meget lille.

Her er alligevel en lille topliste over film, jeg fik set i 2012:

1. We need to talk about Kevin
En af de bedste og samtidig grummeste film, jeg nogensinde har set. Formidabelt skuespil, ikke-kronologisk, smukke billeder. En af den slags film, man aldrig aldrig glemmer (kliché, men det er jo nytår) - som for eksempel også 'Antichrist' af Lars von Trier.
Man har nok ikke så meget lyst til snolder og sukkervand, som til at banke hovedet ind i væggen eller bide læberne/tungen til blods.
Tags: Ond dreng, mærkelig mor, bueskydning, tomater

2. Moonrise Kingdom
Virkelig sjov, skæv, og rørende urealistisk film om ung kærlighed. Feelgood, men ikke på Hollywoodmåden - hvilket er et stort plus i min bog. Formidabel lydside også. Stjernecast og crew.
Tags: Spejderliv, pigeliv, underliv, detektiv
BONUS: Bruce Willis er med.

3. Martha Marcy May Marlene
Lidt skæv film om en lidt mærkelig pige, der er på flugt fra en sekt. Ikke-kronologisk, godt skuespil, godt klippet, fine billeder. Skal helt klart ses igen.
Tags: fanatisme, hjernevask, søster lagkage
BONUS: Hovedrollen spilles af Olsen-tvillingernes lillesøster, der faktisk KAN spille skuespil - hvor sjovt er det lige?!

4. Take Shelter
Apropos hele 21.12.2012 hysteriet - en lille psykologisk perle om en mand, der begynder at se tegn på, at noget forfærdeligt snart vil ske. Derfor bruger han al sin energi og en del penge på at bygge en bunker i baghaven, hvilket familie og omgivelser har lidt svært ved at rumme.
Tags: dommedag men ikke nu, psykose, only in america
BONUS: Jessica Chastain er med.

5. Shame
Udadtil mand med succes, indadtil usikker og famlende - desillusioneret. Han er alvorligt sex-afhængighed og kan ikke (længere) skjule det for sine omgivelser. Smukt filmet, god lydside (ja, altså ikke på den måde, vel!?), lidt for langtrukken, måske. Til gengæld er der:
2XBONUS: Michael Fassbender og Carey Mulligan.

honorable mentions: Prometheus, Chronicle, J. Edgar, The Iron Lady

Well, jeg dropper den med "Det bedste fra 2012 (litteratur)", kære publikum - for jeg har faktisk ikke læst så meget det sidste år, og en evt. status over den slags ville alligevel gøre sig bedre på min anden blog. I det hele taget blev denne blogs "nytårsraket" nok lidt af en fuser, nu når jeg tænker over det, man hvad pokker - no harm done.

2012 replay (musik)

Lad os et kort øjeblik forestille os, at jeg feteret anmelder slash kulturskribent på et dagblad i hovedstaden eller better still, fuldkornsblogger med lad os sige: >20000 sidevisninger om dagen.

Så kommer i de følgende indlæg min mening om "Det bedste i 2012" i genrerne musik, litteratur og film - og lidt om, hvad man skal holde øje med det kommende år. Vi lægger ud med musikken:

Jeg ved ikke lige hvorfor, men det virker ganske enkelt som om, der sker på mest kvindesiden. Eller også lytter jeg mere med underlivet end med hovedet, populært sagt. Det er ikke utænkeligt.

For nu at være lidt alvorlig, så jeg har da en forkærlighed for markante kvindestemmer: Fiona Apple, Regina Spektor, Bat for Lashes, til dels Melody's Echo Chamber, og er samtidig ved at være en kende træt af mænd med fuldskæg, skovmandsskjorter og high pitch vokaler: Jason Lyttle, James Vincent McMorrow - og ja, selv Band of Horses: undskyld.

Der, hvor der for alvor sker noget, er som altid i den elektroniske del af barometeret (tænk på Björk): Grimes har været det store navn, Little Dragon kommer vi til at høre mere til. Også i lofi delen er der grøde, hvilket måske kan tillægges den succes, The xx har haft: Exitmusic (duo), POLICA (duo).

Rap og R'n'B vil denne blog forbigå, for det kommer jeg sandsynligvist aldrig til at lytte særligt meget til. Undskyld, Frank Ocean og Alicia Keys især.


Årets Danske: The Floor is Made of Lava/Kids & Drunks

Ingen overraskelse her. Flere steder nævnt som en af årets bedste. 10/11 stjerner.

Årets Udenlandske: Django Django/Django Django

En lille overraskelse måske. Det er lidt ved siden af den musik, jeg almindeligvis hører. Mumford & Sons har fyldt meget sammen med flere fra countryfolk-verdenen: The Lumineers, First Aid Kit o.a. Nævnes skal jo også The Black Keys, Jack White og Tame Impala.

Men Django Django er simpelthen så vanvittigt forfriskende, og de har skrevet nogle numre, vi med garanti kommer til at høre rigtig meget rundt omkring. 11/13 stjerner.

Årets Personlige Opdagelse: Imogen Heap

Hvad kan jeg sige? Jeg har aldrig hørt hende før for en måneds tid siden. Fantastisk sangskriver og melody maker. Unik vokal. Hun er på vej med en ny plade, som hun har arbejdet på de sidste par år(!), men numrene bliver udgivet løbende. Indtil videre er der kommet seks. Nedenfor det seneste med en fin video til - ukendt men sikkert uhørt antal stjerner:

NOTE: jeg har overgivet mig til Spotify, hvilket forklarer det antal stjerne, jeg har givet, og er altså betalende abonnent hos dette af nogle musikudøvere betragtet underlødige foretagende. Til dem siger jeg: få jer en bedre fagforening - i Sverige, hvor 'udbytningen' begyndte, kan man åbenbart godt finde ud af tjene penge via streamingtjenester.

Her er en playlist med 18 navne, jeg følger i det kommende år - flere bliver sikkert tilføjet:

sweet little sixteen

I dag fylder min datter 16. Det vil sige, jeg er ved at blive gammel og reaktionær. Jeg kan i hvert fald huske, at mine forældre og flere af mine kammeraters forældre virkede ret gamle og bagudskuende, da jeg var 16. Nærmest med det ene ben i graven og det andet i permanent bakgear.

16. Det vil sige, hun nu må køre knallert, hvis hun har et knallertbevis. Det har hun vist ingen planer om at få, men knallerter var meget populære, hvor jeg voksede op.
Hun har lovet, at hvis hun skulle få lyst til en knallert, så kunne hun aldrig finde på at anskaffe sig sådan en scooterklon. Det er godt, for den slags knallerter HADER jeg. Puch Maxi med mælkekasse, lover hun - det er retro.

Knallert er faktisk et sjovt ord, synes jeg.

16. Det vil sige, hun nu kan købe sig alle de Breezers, Cult Shakers, øl og al den vin i verden, hun har lyst til på daglig basis. Ikke at jeg tror, hun gør det, men muligheden er der. Heldigvis skal hun vente yderligere to år, før hun kan købe røgtobak, for vi ved jo alle, at det er noget, Den Unævnelige har skabt med det ene formål at forpeste tilværelsen for ALLE - med gadeuorden, finanskrise og global opvarmning til følge.

Jeg er faktisk midt i et rygestopkursus.

Jeg er rimelig privilegeret, selvom jeg kun har ét barn. Hun er smuk, klog og charmerende. Selvom jeg måske ville sove bedre om natten, hvis hun var grim og dum og aldrig ville kunne tiltrække så meget som et halvt skjult øjekast fra nogen som helst med hormonbefængte motiver.

'miniskirts and hotpants' - OMG!

Jeg vil ikke udstille hende - eller mig selv for den sags skyld - yderligere ved også at poste et billede af hende. I må tro mig på mit ord.

we need to talk about Kevin, but ...

Jeg vænner mig aldrig til at se ordet 'skoleskyderi' i en avisoverskrift.

Heldigvis kan man vel sige.

Det gør nærmest fysisk ondt på mig. Det er objektivt set ikke værre end bomber og missiler i en mellemøstlig konflikt eller en galning med kniv i Kina (samme dag også på en skole), men det rammer mig altså nærmest direkte på centralnervesystemet hver gang:
- at en ung mand i 'the land of the free and the home of the brave' bevæbner sig tungere end tungt og lader sine frustrationer ramme børn, unge og ansatte på en skole.

Hvorfor? Det er en mand uden motiver. Det er ulykkens omfang (26 dræbte - heraf 20 børn). Der er ingen fornuftig forklaring - ingen rationel årsagssammenhæng. Jo, han kan være psykisk syg, der kan have været et skænderi, der kan have været en trist barndom. Men det vil aldrig kunne udgøre en bare nogenlunde tilstrækkelig begrundelse for, at så mange uskyldige bliver dræbt i omgivelser, der på INGEN måder kalder på ondskab af den karakter.
Det er ganske enkelt m e n i n g s l ø s t og derfor afsindigt skræmmende.

Nyhedsdækningen var naturligvis intens. Selv fulgte jeg lidt med på twitter og videre ud i verden derfra, på nyhederne.tv2.dk, hvor de havde en live-blog, og på DR Update. Sidstnævnte var utilstrækkelig og sine steder nærmest misvisende - som flere andre medier iøvrigt. De formåede simpelthen ikke at følge med opdateringsmæssigt.
På TV2's liveblog - som flere andre steder - var det nærmest omvendt. De havde så travlt med at opdatere, at de flere gange videregav information, der kort tid efter viste sig at være forkert.

Ryan Lanza fik sig nok lidt af et chok, da han pludselig var hovedmistænkt. Da jeg tjekkede hans Facebookprofil var hans profilbillede blevet delt næsten 15.000 gange. Flere medier havde gengivet det, og hans navn florerede overalt på nettet. For det første var han ikke gerningsmanden, for det andet: var det overhovedet den rigtige Ryan Lanza?
Som det har vist sig flere gange, er det en stor udfordring for medierne at håndtere nyhedsstrømmen og rygtespredningen fra de sociale medier.

Endnu en gang er der heftig debat om USA's frimodige våbenlovning. Men hvor længe kan man holde liv i den? Den blusser op efter hver tragedie for så at dø ud igen. Tænk: fortalere for at begrænse adgangen til våben må bruge helt absurde argumenter som:
- So what can we do? A starting point would be to limit gun purchases to one a month, to curb gun traffickers. Likewise, we should restrict the sale of high-capacity magazines so that a shooter can’t kill as many people without reloading.

Det siger en del om de argumenter, der må komme fra den anden side (NRA og Co - det er iøvrigt dybt foruroligende at opholde sig på deres hjemmeside i længere tid), hvis en sådan argumentation er nødvendig OG ovenikøbet bliver glemt, som tiden går.

Henover weekenden er Liza Long AKA The Anarchist Soccermom blevet et nyhedsfænomen efter et blogindlæg, der er blevet gengivet i mange amerikanske medier under titlen: I am Adam Lanza'a mother. Hun forklarer sin fortvivlelse over ikke at kunne få den hjælp, hun og hendes søn har brug for, i et helt åbenbart mangelfuldt sundhedssystem. Det er hun ikke den første, der påpeger: at USA skal blive bedre til at tage sig af sine psykisk syge - og sine syge generelt. Det er indlysende af flere fornuftige årsager.

Men er det ikke en anden diskussion? I denne sammenhæng må det egentlige problem vel stadig være: den lette adgang til våben. Hvis den emotionelt fejlernærede og mordlystne galning ikke havde adgang til våben, ville vedkommende nok ikke kunne dræbe så mange.

Virkeligt seriøse psykopater vil kunne skjule deres intentioner indtil det sidste, hvilket senest Breivik har bevist på vores breddegrader. Så her hjælper hverken tro, love eller 'mental health care'. Men man kan vel for pokker gøre det til en langsom bureaukratisk kamp at skaffe sig våben på lovlig vis til at begynde med!?

Statistikkerne (ja, undskyld) taler iøvrigt deres tydelige sprog: Flere end 9 pr. 100.000 indbyggere dør i våbenrelaterede ulykker i USA (2008-2010). Tallet er noget højere de sidste par år.
Og det er altså ikke fordi, den gennemsnitlige amerikaner er otte-ni-ti gange mere syg i hovedet end en ditto dansker. Det er fordi, det er 100 gange lettere at få fat i skydevåben.


Et af de bedste indlæg jeg har set de seneste par dage: her

Og lad os så  håbe, at Obama får mulighed for at bruge 'al den magt, hans embede giver ham' til at få indført en mere fornuftig våbenlovgivning.