Det har da godt nok været en trist uge rent nyhedsmæssigt. Begyndende med en 13årig, der går med kniv ("Man skal ikke lade sine børn vokse op i Sønderjylland" - Erling Jepsen. Hvad sker der lige i den region - helt ærligt?) Kulminerende med tragedien i Norge, der er så ufattelig, at jeg slet ikke kan forholde mig til den.
Så jeg vil hælde lidt vand ud af ørerne over Amy Winehouses død. Her er trods alt kun tale om én person, og man kan argumentere for, at hun selv har en vis andel i sin alt for tidlige departure. Men sig mig lige? Hvad med de mennesker, der har været omkring hende personligt og musikalsk? Venner, pladeselskab, agenter, musikere - fans?
Jo jo, det er sex, drugs and rock'n'roll, og så sent som i onsdags stod hun på scenen (20. juli 2011 - klik på eget ansvar) sammen med Dionne Bromfield i London og lignede noget der var løgn. Det var dog ikke helt så slemt som den efterhånden famøse Beograd-koncert (18. juni 2011 - klik på eget ansvar), hvor hun vælter rundt på scenen og synger som en falleret drag i de få sange, hvor hun kan huske teksten. Hvorfor får hun lov til at gå på scenen i sådan en tilstand? Og det er jo ikke enestående tilfælde.
Min anklage er, at maskineriet omkring hende i alt for høj grad har ønsket, at hun skulle demonstrere sin personlige fallit på scenen. Hvis ikke hun er i stand til at imponere med sin musik længere - omstændighederne taget i betragtning - så kan hun da stadig fascinere med sin stofafhængige deroute; den personlige tragedie, hun har båret som en tynd skjorte over sin eksistens.
"Sex, drugs and rock'n'roll" er ikke en myte, der skaber stjerner. Det er en myte, der dræber. For havde vi ikke været rigere, hvis medlemmerne af Klub 27 havde levet noget længere? Klub 27 er sgu ikke nogen klub - det er en kirkegård. Og vi er alle med til at sætte stenene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar