onsdag den 20. juli 2011

Christina A & Christian B

Enhver skrigeskinke med respekt for sig selv og sit publikum bør jo på et eller andet tidspunkt i karrieren forsøge sig med det store lærred – helst i en film med musik og dans.

Indrømmet – jeg er typen, der relativt let lader sig charmere af blondiner med store lunger (altså stor stemmekraft, ikke?), og jeg har på et tidspunkt været svært begejstret for hendes album "Stripped"; ja, og hendes look på det tidspunkt, så jeg overrasker ingen ved at påstå, at Christina Aguilera godt kan spille skuespil.

Men jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, at hendes tøjbudget tilsyneladende er blevet mindre i takt med, at brysterne er blevet større (det er måske selvmodsigende, når jeg nu roser "Stripped", men der er rent faktisk nogle rigtig gode numre på den plade).

Filmen "Burlesque" (titlen retfærdiggør de små kostumer i dette tilfælde) er ikke særligt seværdig, med mindre man er voldsomt fan af både Christina Aguilera og Cher, der måske holder sig godt, men som burde have holdt med at synge for længst efter min mening. Den bedste og måske eneste rigtig gode præstation leverer Stanley Tucci, som jeg også for nyligt har set som vældigt underholdende i ungdomsfilmen (hedder det sådan nutildags?!) "Easy A" og tidligere "Julie & Julia".

Musikken i filmen svinger fra det festligt gode til det jævnt dårlige: det er, når Cher skal bære vokalen (og scenen), og når Christina A får lov til at give den mere som sig selv end som sin karakter. Her er et af de bedre:



Aronofskys "The Wrestler" har jeg simpelthen opgivet, og i stedet kastede jeg mig over "The Fighter" senere på natten. Lidt overrasket, men ikke chokeret, blev jeg over, at Darren A er krediteret som executive producer. Stilen er da også lidt den samme: dokumentarisk socialrealistisk, delvist håndholdt – based on a true story.

Hold nu lige op, det er en fantastisk og fantastisk velspillet film. Mark Wahlberg, der jo længe har vist sig som en habil skuespiller, som bokseren Micky Ward overfor Christian Bale, der spiller halvbror Dicky Eklund, ex-bokser. Og ikke at forglemme: den altid skønne Amy Adams (Enchanted, Doubt, Julie & Julia) i rollen som Mickys kæreste Charlene, for hvilken hun blandt andet blev Oscar-nomineret og vandt en BAFTA.

Christian Bales præstation som crack-hovedet Dicky Eklund er eminent og næsten på niveau med hans rolle i "The Machinist". Hvor er vi dog mange, der er glade for, at han har rollen som den mørke ridder i Christopher Nolans række af fremragende Batman-film, selvom hans evner slet ikke bliver udfoldet på samme måde der. Rollen her har givet ham et hav af nomineringer, hvoraf han har vundet de fleste.

Brødrenes mor og deres halve dusin søstre er indbegrebet af white trash, og moren oveni købet af den dominerende kæderygende slags, der samtidig er selvbestaltet forvalter af Mickys karriere. Det er meningen, at Dicky skal træne Micky, men det er svært at huske klokken, når man er sammen med sine crack-venner og sin cambodjanske kæreste.



Der er en ret øm scene, hvor Dicky forsøger at "flygte" fra åstedet ved at springe ud af et vindue og ned i en baggårdscontainer. Men white trash mor har forudset dette og kan jo kun se bebrejdende på ham, da han kravler op fra dyngen af sorte affaldssække. Lidt snøftende går hun tilbage til sin bil med sin ældste luskende efter sig som en herreløs hund. I bilen begynder Dicky at synge(!) for hende, hvilket tydeligvis rører ved noget ømt, og de kører fra crack-bulen genforenet i skønsang.

Der er ikke mange feel good øjeblikke i filmen, men heldigvis vil jeg sige – ét til sidst. Ellers havde det godt nok været en nederen film. Happy ending – aahhh. Og så alligevel – hmm!? Se den.

Christian Bale og Melissa Leo (mor) fik både Oscar og Golden Globe, og filmen var derudover Oscar-nomineret i fem andre kategorier herunder Bedste Film og Bedste Instruktør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar